Annonce
Erhverv

Turistbranchen fejrer femte rekordår i træk

Campingpladserne i Danmark var mere end almindeligt fyldte i 2018, viser tal fra Danmarks Statistik. (arkivfoto)

Salget af overnatninger i hovedstaden og på campingpladser sikrer nyt rekordår for turistbranchen.

For femte år i træk slår antallet af solgte overnatninger i Danmark rekord. I 2018 var der særligt bud efter overnatninger i København og omegn samt Bornholm og på campingpladser.

I Region Hovedstaden blev der solgt 475.000 flere overnatninger i 2018, og den solrige sommer gav travlhed på landets campingpladser, hvor der blev solgt 454.000 overnatninger.

Fremgangen for campingpladserne, der fra 1998 til 2010 var den mest populære overnatningsform uden for hjemmet, kommer efter flere år, hvor fremgangen i dansk turisme hovedsageligt har været forbeholdt hotelbranchen.

- I 2018 var der store smil på læberne rundt omkring på de danske campingpladser, siger Lars Ramme Nielsen, der er chef for turisme hos erhvervsorganisationen Dansk Erhverv i en skriftlig kommentar.

- Det giver fornyet optimisme i en hårdt presset campingbranche, som ellers paradoksalt nok ikke har fået andel i væksten i dansk turisme de seneste år.

Han peger også på, at det gode 2018 også smittede af på lystbådehavne og vandrehjem. Kun feriecentrene oplevede en tilbagegang.

- 2018 var også året, der viste, at oktober er blevet en regulær bonus-højsæson for turismen i Danmark, siger Lars Ramme Nielsen.

- Oktober er efter juli og august den måned, hvor der bliver foretaget flest overnatning i danske feriehuse.

Ifølge hotel- og restaurationsbranchens organisation, Horesta, er det særlig amerikanske, tyske og finske gæster, der lægger deres feriepenge i Danmark.

Modsat er der blevet længere mellem briterne i det danske ferielandskab.

Formand Jens Zimmer Christensen, Horesta, fortæller i en skriftlig kommentar, at det ikke er alle hans medlemmer, der gør 2018 op med glæde.

- Mens det går godt i København og Syddanmark, så har Sjælland og Midtjylland oplevet fald i antallet af hotelovernatninger, mens antallet af overnatninger i Region Nordjylland er næsten uændret fra 2017 til 2018, siger han.

- Tallene fortæller ikke hele historien om et marked præget af hård konkurrence, og hvor det desværre ikke er alle, der kan glæde sig over høje belægningsprocenter.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Annonce