Annonce
Tarm

Turister løber tør for strøm: Vestjylland mangler ladere til el-biler

Anna Hilden demonstrerer, hvordan den eneste hurtiglader i Ringkøbing-Skjern Kommune - den står ved Netto i Ringkøbing - fungerer. Arkivfoto.
Ikke mange muligheder for at få strøm på bilen - og i Vestjylland ser det helt galt ud.

RINGKØBING-SKJERN: Hvis du vil tage elbilen, når du kører på ferie ved Vestkysten, skal du planlægge turen grundigt på forhånd, hvis ikke du vil løbe tør for strøm midt i sommerlandet.

Der er nemlig ikke mange muligheder for at oplade elbilen, fastslår Anna Hilden, Velling, der også er formand for Elbilforeningen Forenede Danske Elbilister (FDEL).

Kun få sommerhuse, hoteller og attraktioner tilbyder opladningsmuligheder for elbiler, og i nogle af de mest populære ferieområder mangler der helt offentlige ladere.

- I Varde Kommune er der ikke en eneste hurtiglader, der kan lade et batteri op på en til to timer; i Ringkøbing-Skjern er der kun én hurtiglader, nemlig den, der står ved Nettos p-plads i Ringkøbing, siger Anna Hilden.

FDEL har spurgt sine medlemmer, hvor i landet de savner lademuligheder. Undersøgelsen viser, at det står værst til i ferieområderne.

Dårligst ligger ifølge medlemmerne i Vestjylland, der nævnes af hele 20 procent af dem, der har besvaret spørgsmålet. Nordsjælland og Silkeborg deler andenpladsen med seks procent af besvarelserne. Herefter følger blandt andet Nordjylland, København, Lolland, Djursland og Bornholm.

Annonce

Mistet mulighed

Medlemmerne savner hurtigladere til opladning på farten men også destinationsladere ved seværdigheder, indkøbscentret og den slags, siger Anna Hilden.

- I Ringkøbing-Skjern Kommune er der også mangel på destinationsopladere. De findes nogle få steder, blandt andet på Klitten, men da det kan tage flere timer at lade bilen op ved en destinationsoplader, kræver det, at man kan foretage sig noget andet, mens bilen bliver ladet op, påpeger hun.

Mangelen på hurtigladere - der nærmest kan sammenlignes med en tankstation - i Vestjylland, er slående.

- Kører du på hovedvejen mellem Esbjerg og Holstebro, er der ikke en eneste hurtiglader på strækningen mellem de to byer, siger Anna Hilden.

Efter hendes mening risikerer i Vestjylland at forspilde muligheden for at få en generelt velbeslået gruppe af turister til området, når ikke vi har et veludbygget net af hurtigladere og destinationsladere.

Ladenetværk

- Det er en skam, at vi ikke prioriterer at udbygge ladenetværket i ferieområderne. Det at droppe flyet og tage på klimavenlig ferie er en af tidens megatrends. Der er flere og flere, der gerne vil holde en klimavenlig ferie, og her er turen rundt i Danmark med elbilen en oplagt mulighed. Men det er svært, når der mangler hurtigladere på turen, og de fleste sommerhuse og hoteller mangler mulighed for opladning om natten, siger hun.

Efter Anna Hildens mening bør man fra politisk hold bakke op om elbilerne.

- Vi burde støtte udviklingen af et fornuftigt ladenetværk i udkantsområderne, ligesom vi har gjort med bredbåndspuljen. Det er måske ikke økonomisk rentabelt at drive ladestationer her endnu, men både lokalsamfundene og vores klima og miljø vinder så meget ved det. Vi skal jo også tænke på de udenlandske gæster. Bliver det med ladning for besværligt, vælger de Danmark fra, siger hun.

- Til gengæld vil vi kunne få fat i et nyt turistsegment, hvis vi sørger for, at der er gode lademuligheder - også ved feriehusene.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Det ligegyldige alternativ

De entrede dansk politik med kærlighed, dans og et dybfølt ønske om en anderledes måde at drive landet på. Alternativet stormede ind i Folketinget ved valget i 2015 og fik fem procent af stemmerne uden nogen anden dominerende slagplan end at gøre tingene på en alternativ måde. Leder Uffe Elbæk fandt det hele ganske "crazy", og på Nørrebro, hvor partiet fik næsten 18 procent af stemmerne og blev større end Socialdemokratiet, løftede man taget i ekstase og drømte om en ny verdensorden. I dag er festen slut. Et elendigt resultat til folketingsvalget i 2019 sendte partiet ned på tre procent af stemmerne, og man må konstatere, at partiet ingen varige aftryk har sat på dansk politik. Til trods for, at folketingsvalget i juni netop handlede om klima, der jo ellers er et af Alternativets mærkesager. Men dagsordenen er global og har ikke en snus med Alternativets indsats at gøre. Skulle man være i tvivl, kan man konsultere det såkaldte forståelsespapir, der er skrevet af regeringen Mette Frederiksen (S) og dens støttepartier Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Her er sat de mest ambitiøse - og måske også uopnåelige - klimamål i historien, men altså uden, at Alternativet har været involveret. Partiet, der om nogen snakkede klima og en ny samfundsindretning, har ikke sat det mindste fingeraftryk på den mest ambitiøse klimadagsorden nogensinde - stærkere bevis for parlamentarisk ligegyldighed findes næppe, og det er sigende, at man ikke har hørt et kvæk fra Alternativet, siden vælgerlussingen i juni. Partiet har i dets korte historie budt på utallige farverige indslag så som en ganske alternativ festkultur, alternativ medarbejderpleje, alternativ ansættelsespolitik i partiet, men alt sammen artigheder fra gemakkerne og ikke fra den politiske scene. Jovist, Alternativet har fået fjernet transseksuelle fra listen over psykisk syge og andre fornuftige ting, men det varige aftryk på dansk politik er det ikke blevet til, og bliver det heller næppe.

Tønder

Over 100 får måtte reddes fra vandmasser på mark

Annonce