Annonce
Varde

Turister skal passe på: Biler på stribe fik smadret ruder og blev bestjålet

Tyverierne gik især ud over området ved Nymindegab Strand. Foto: Morten Nielsen

Rigtig mange turister fik et trist ferieminde mandag med manglende pas, smartphones og kontanter. Der blev sågar stjålet en nøgle til et sommerhus fra en tysk indregistreret Renault.

Varde Kommune: En smadret bilrude og stjålne ejendele er næppe det bedste ferieminde fra Vesterhavet. Men det er ikke desto mindre, hvad mindst syv bilejere har været ude for mandag i Varde Kommune. Her har der været en bølge af tyverier mod især tysk indregistrerede biler på vestkysten fra Blåvand til navnligt Nymindegab.

Ved Nymindegab Strand fik fire biler i tidsrummet fra mandag klokken 17 til klokken 18 stjålet genstande som kreditkort, pas, smartphones og kontanter. Det drejer sig om tre tysk indregistrerede biler og en hollandsk indregistreret Mercedes. Fra en tysk Renault Mégane blev der sågar stjålet en nøgle til et sommerhus.

I Henne-området blev to biler bestjålet på henholdsvis Fasanvej og Porsmosevej - sidstnævnte ved Filsø. En BMW på Fasanvej mistede en taske med en iPhone, mens en tysk indregistreret Toyota Avensis på Porsmosevej mistede en grå rygsæk med et væld af personlige ejendele. Den tilhørte samleveren til den tyske bilejer. Tyverierne ved Henne skete en halv til en hel time senere end tyverierne ved Nymindegab Strand.

Det sidste indtil nu anmeldte tyveri fandt sted på Blåvandvej i Blåvand. Det fandt sted senere på mandagen end de to i Henne - mellem klokken 18.30 og klokken 20.20. Her forsvandt et kreditkort og nogle kontanter i euro.

I alle syv tilfælde er en bagrude eller bagsiderude blevet knust. Der kan naturligvis indløbe flere anmeldelser til Syd- og Sønderjyllands Politi i de kommende dage.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce