Annonce
Varde

Turisterne står i lange køer til Tirpitz

To år efter åbningen af Tirpitz er interessen stadig så voldsom, at lange køer opstår dagligt i højsæsonen. Foto: Johann Thor Haahr Hansen.
To år efter åbningen af Tirpitz er interessen stadig så voldsom, at lange køer opstår dagligt i højsæsonen. Museet gør alt, hvad det kan, for at alle besøgende har en god oplevelse.

Blåvand: Hvis man vil besøge Bjarke Ingels arkitekttegnede bunkermuseum i Blåvand hen over sommeren, kan det anbefales at komme i god tid eller bevæbne sig selv med tålmodighed. De fleste af museets udstillinger kan kun opleves ved hjælp af en audioguide, og dem er der kun 500 af. For gæsternes velvære og for at tilbyde den bedste oplevelse kan museet derfor ikke huse mere end dét på en gang.

I højsæsonen er køer på op mod en time derfor ikke ualmindeligt, og da JydskeVestkysten kiggede forbi i denne uge, strakte køen sig til omkring 45 minutters ventetid.

JydskeVestkysten mødte også mange håbefulde gæster, der har opgivet at stå i dagens lange kø. Heriblandt en gruppe fra opholdssted på Fyn, der havde kørt hele vejen til Blåvand i håb om at se det prisvindende museum.

En talsmand for gruppen, der ønskede at være anonym, sagde:

- Der er mange af os som rent psykisk ikke kan holde til at stå her hele dagen, og det er jo ærgerligt.

Også manglen på parkeringspladser i nær afstand af museet blev af nogle gæster også nævnt som et problem.

Pressechef og leder af Tirpitz Helle Sørensen fortæller, at besøgstallet for denne sommer indtil videre ligger en lille smule under sidste års niveau, mens besøgstallet uden for højsæsonen er omkring 25 procent lavere end de foregående år. Museet runder i denne uge 100.000 besøgende for i år.

Et opmærksomt dialektøre opfanger, at mange af dagens gæster kommer langvejs fra. Familier fra Rødovre, Odder og Svendborg er at finde i køen samt mange tyske turister, der har lagt vejen forbi museet i klitterne.

Annonce

Besøgstal på Tirpitz

  • Det nye Tirpitz åbnede i juni 2017 og blev i de første otte uger besøgt af over 100.000 gæster.
  • I 2018 besøgte 253.530 Tirpitz og udgjorde dermed over 90 procent af Vardemuseernes samlede besøgstal. Det var det år den 31. mest besøgte attraktion i landet. (Kilde: VisitDenmark).
  • Det højeste antal besøgende på en dag var kort efter åbningen, da over 2.800 gæster besøgte museet.
  • Helle Sørensen anbefaler at komme før klokken 10 eller efter klokken 15, hvis man vil undgå køen i højsæsonen.
  • Tirpitz har netop rundet 100.000 besøgende i indeværende år.

Museumsværterne

Eva Obbekjær er museumsvært og tovholder på dagen, og med op mod 1.800 besøgende om dagen i højsæsonen har hun og de 12 andre medarbejdere nok at se til. Hun har arbejdet her lige siden åbningen i juni 2017 og nyder at komme på arbejde, når museet er fyldt.

- Vi åbnede midt i højsæsonen, og selvom det kan lyde skræmmende, var det utroligt lærerigt og sjovt, for vi havde ligesom ikke nogen forgængere at ringe til og høre, hvordan man gør, siger Eva Obbekjær.

Nu er hun og holdet i gang med dets tredje sæson, og hun roser hele holdet omkring Tirpitz for at have så godt styr på den store menneskemængde om sommeren. I konsultation med foreningen "Fucking Flink" har de opfundet en velkomstkomité bestående af en linjevogter ved indgangen, der hjælper gæsterne med praktiske spørgsmål og holder styr på køen, ligesom de på varme sommerdage stiller gratis vand til rådighed til de ventende gæster.

- Vi har et ekstremt godt team, og vi går meget op i at give gæsterne den bedst mulige oplevelse, også selvom der kan forekomme lang ventetid, siger Eva Obbekjær.

Køen kan blive for lang

Vejret er ifølge Eva Obbekjær ikke afgørende for besøgstallet. Under sidste års hedebølge af en sommer kom mange besøgende dels for at have en dag i skyggen og et mere tempereret klima, og også i dag når middagssolen står højest, knuger køen sig tæt op af den smule skygge, der kan findes i bunkeråbningen.

Bag skranken i cafeteriaet står Pernille Christensen og skænker vand, øl og mad fra museets nye omlagte økologiske køkken over disken. Selvom besøgstallet er en anelse lavere i år, er der flere gæster, som også bestiller mad i cafeteriaet i år. Hun fortæller, at udenfor højsæsonen er lørdag ofte er den travleste dag, men i sommermånederne er der mest tryk på i hverdagene:

- Uden for højsæsonen tænker alle danskere, at lørdag er skiftedag, og at der dermed ikke er særlig mange herude. Men de får sjovt nok alle samme idé, og det ender med at være travlest der, griner hun.

- Vi er her for gæsterne, ikke for genstandene. Men det er arkæologerne herude nok ikke helt enige i, siger museumsvært Eva Obbekjær. Foto: Jóhann Thór Haahr Hansen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Brexit it is: Vælgerne har talt

Endelig. Endelig kan både Storbritannien og EU komme videre. De britiske vælgere har talt, tydeligt, og de har klart valgt Brexit. Det giver en tiltrængt klarhed på begge sider af vandet oven på flere års tumultariske scener i det britiske parlament og manglende fremdrift i de uendelige forhandlinger med et mere og mere målløst EU. Nu må vi være færdige med Brexit eller ej. De britiske vælgere har talt, og de har givet den konservative premierminister Boris Johnson et klart mandat. Johnson er som politiker let at mene en masse om. Man kommer let til at ryste på hovedet. Han er en populist, en politisk charlatan, der ikke skyr nogen midler for magten, men han er også en klar vinder af det britiske valg efter en valgkamp, der har centreret sig om en sag: Brexit. Nu. Om han vandt på grund af sagen eller på grund af en meget svag, forvirret opposition, eller fordi englænderne ikke orker mere snak eller en kombination af det hele er ligegyldigt. Johnson vandt stort. Han tegner Storbritannien. Det kan man begræde, fra vores side af Nordsøen. Både politisk og økonomisk. Vi gik ind i det europæiske fællesskab sammen med englænderne, og der har så at sige altid været en tæt og givtig relation mellem Esbjerg og Harwich, og det havde været bedst for Danmark, om Storbritannien på vej ud af EU var vendt om i døren. Det gør Storbritannien ikke med Boris Johnson som dørmand. Lad os tørre øjnene. Briterne har valgt brexit, nu skal vi have det bedst mulige ud af det scenarie. Vi har en interesse i en stærk og tæt relation også fremover. Vi skal have en fornuftigt balanceret handelsaftale på plads hurtigst muligt. Vi beriger hinanden økonomisk og kulturelt. Danmark bør være den stemme i EU, som mere end nogen anden søger kompromisset og appellerer til fornuften i de forestående forhandlinger mellem Storbritannien og EU. Det bliver der brug for.

Annonce