Annonce
Danmark

Tusinder af palæstinensere forlader Gaza - mange med kurs mod Europa

Fiskeri er et af de eneste erhverv, der bringer penge til Gaza. Men efter blokaden har fiskerne fået reduceret deres fiskezoner. Foto: Mohammed Salem/Ritzau Scanpix
I over et årti har to millioner palæstinensere været spærret inde på et område på størrelse med Lange­land. Her er intet arbejde, udrikkeligt vand og stort set ingen strøm. »Var det ikke for stranden og havet, havde vi alle tilsluttet os IS for længst,« fortæller en af Gazas unge. Men nu har de fået en ny plan.

Gaza: Klokken er 23 om aftenen, da bomben rammer. Målet er kun få kilometer fra os, og jorden ryster. Det burde være en helt almindelig onsdag aften, og det er en helt almindelig onsdag aften. Ingen på strandpromenaden bremser op. De har vænnet sig til lyden, og hvad er der i øvrigt ellers at gøre?

I over et årti har Gaza – en lille stribe land på størrelse med Langeland, der er hjem for knap to millioner mennesker – udgjort et faretruende eksperiment i menneskelig isolation. Her er regelmæssige bombardementer, kun elektricitet fire timer om dagen, vandet er udrikkeligt, knap 70 pct. af de unge er arbejdsløse – og det er så godt som umuligt at slippe ud. Men for dem, der kan betale 1200 dollar, har der nu åbnet sig en ny vej, der kan ende i Europa. Det er der mange, som er lokket af. I 2007, efter at den militante, islamistiske organisation Hamas overtog styringen med den palæstinensiske enklave, har Gaza-striben været underlagt en altomfattende blokade fra Israel og Egypten. Siden har området været afskåret fra omverdenen over både land, vand og fra luften. Tidligere pendlede godt 26.000 palæstinensere dagligt til Israel for at arbejde. I dag får kun omkring 240 personer om dagen lov til at krydse grænseovergangen, primært for at komme på hospitalet, og de, der gør, må efterlade deres ejendele i Gaza: Ingen rullekufferter, computere, eller deodoranter er tilladt, når man rejser fra Gaza og ind i Israel. Én telefon kan gå an, men opladeren skal blive hjemme. Israel siger, at blokaden er nødvendig for at begrænse Hamas – som af både EU og USA bliver betragtet som en terrororganisation – fra at importere våben og andre materialer, som gruppen kan bruge til at angribe Israel. Menneskerettighedsorganisationer mener, at blokaden, der reelt umuliggør en selvstændig økonomi, er kollektiv afstraffelse af to millioner indbyggere, hvoraf to tredjedele nu er afhængig af international nødhjælp. For 26-årige Basel Alsourahi og hans generation af Gaza-unge, hvoraf de fleste aldrig har set verden uden for de få kvadratkilometer, er håbet om normalisering, et liv i fred eller bare et arbejde efterhånden ved at være eroderet. »Selvfølgelig drømmer vi om et frit Palæstina og et godt liv med vores familier i Gaza, men hvad skal vi gøre?« spørger den unge advokat: »Intet ændrer sig til det bedre, og alle snakker om det samme: Hvordan kommer man ud herfra, til Europa – bare væk!«

Annonce
Der er hverken biografer eller teatre i Gaza, og stribens strand og havet er reelt den eneste underholdning for de to millioner indbyggere. Foto: Mohammed Salem/Ritzau Scanpix

Med VIP-billet uden plan

Og så for nylig, blev det faktisk muligt at undslippe det sted, som mange har kaldt »verdens største fængsel« – hvis ellers man har pengene til at betale for en VIP-billet. For godt halvandet år siden åbnede Egypten, Gazas nabo i syd, nemlig sin grænseovergang efter at den har været forseglet i årevis. Hamas fører ventelister, som det tager år at kæmpe sig op ad. Men for dem, som kan afsætte 1.200 dollar til et »koordineringsgebyr« – penge som sandsynligvis fordeles mellem grænsevagter på begge sider – tilbyder myndighederne nu et fast track. Ifølge eksperter har omkring 35.000 palæstinensere siden forladt Gaza uden at vende tilbage. En rundspørge blandt stribens unge befolkning viser, at 61 pct. drømmer om at følge trop. De fleste, der rejser, er arbejdsløse, unge mænd, og drømmedestinationen er Europa. Efter de har betalt for at komme ud af Gaza og ind i Egypten, går ruten med fly til Tyrkiet, hvortil det er relativt nemt at få visum. Her bliver de i dage, uger eller måneder, før de forsøger at rejse videre til Grækenland med båd. I første halvdel af 2019 var palæstinensere den tredjestørste gruppe – efter afghanere og syrere – der ankom til Grækenland. Foreløbig er omkring 2.000 lykkedes med deres mission. »Folk rejser, så snart de kan skrabe pengene sammen, og håber på, at det hele løser sig bagefter,« siger Mohammed Jevo, en 23-årig palæstinenser, der sidste år ankom til Istanbul. Hans egen plan var at tage båden til Grækenland, men efter et fejlslagent forsøg over Middelhavet har han besluttet sig for i stedet at forsøge at immigrere lovligt, søge visum og flytte til Irland for at studere. »Min bror blev dræbt i krigen i 2014. Jeg havde intet arbejde og kunne ingen fremtid se,« fortæller den unge palæstinenser, der i øjeblikket prøver at få styr på sin opholdstilladelse i Tyrkiet, så han kan gå i gang med næste skridt. Ventetiden får han til at gå med rutinemæssige ture til Istanbul lufthavn for at tage imod venner, der ligesom ham er rejst fra Gaza igennem Egypten og til Tyrkiet med håbet om at komme til Europa i gummibåd. Mindst en gang om ugen kommer der nye folk til. »Gazas unge har været spærret inde i så mange år, at de tror, at lykken er gjort, så snart de er ude. I virkeligheden er det omvendt: Det er først på den anden side af grænsehegnet, at problemerne starter. Alligevel rejser folk uden mål og plan. De aner ikke, hvad de vil, eller hvordan de skal få det til at ske.« Tre af Mohammeds venner er allerede rejst slukørede tilbage til Gaza, fordi rejsen til Europa viste sig vanskeligere, end de havde troet – en tendens, der bekræftes af flere i Gaza. Flere prøver tre-fire-fem gange, før de vender om og hjem. Andre sidder fast i flygtningelejre på de græske øer og fortryder, at de tog afsted. Alligevel fortsætter strømmen af nye unge, der forsøger at nå Europa. »Folk bruger alle deres penge og vender tilbage med gæld,« siger Mohammed Jevo. »Det kan jeg ikke lade ske for mig.«

Skudregn som underholdning

På al-Ahli hospitalet i Gaza City ligger en række sårede mænd på stribe og venter. Alle er de blevet ramt af eksplosive kugler i benene. Nogle har fået dem amputeret. Og alle kommer de med beslægtede forklaringer på deres ulykke: De deltog i en af de ugentlige demonstrationer ved Gazas grænse til Israel, men stod »mange hundrede meter fra hegnet«. Alligevel blev de beskudt af israelske soldater, og nu ligger de her – handicappede for livet. Måske er deres forklaringer sande, måske er de ikke. Der er dem, der siger, at demonstrationerne, som har stået på hver fredag det sidste halvandet år, er kuppet af Hamas, og at folk får penge for at deltage. Men der er også det, som Rawan Abusahala, en ung palæstinensisk kvinde, som arbejder for Det Palæstinensiske Center for Menneskerettigheder, forklarer Berlingske: »Nogle har en politisk motivation, andre gør det af afmagt. Unge i Gaza tager lange uddannelser, men kan ikke finde arbejde eller skabe en fremtid. Hvad ellers kan vi foretage os? Der er ingen biografer, ingen teatre, ingen underholdning. Det eneste, vi har er fredagsdemonstrationerne, hvor familier holder picnic bare for at få noget adspredelse. For mange af de unge er protesten det eneste middel, de kender til. De har aldrig set verden udenfor, og har ingen andre planer. Altså ud over at dø eller flygte væk.«

311 palæstinensere, herunder 44 børn, er det sidste halvandet år blevet dræbt i forbindelse med de store fredagsdemonstrationer langs grænsen til Israel. Foto: Said Khatib/Ritzau Scanpix

Krig giver adrenalin

Det sidste halvandet år er 311 palæstinensere, herunder 44 børn, ifølge FN blevet dræbt af israelske soldater i forbindelse med de store fredagsdemonstrationer. Mere end 34.000 er blevet såret. Det lyder slemt, men er ikke det værste, fornemmer man i Gaza. Da Israel og Hamas sidst var i direkte krig i 2014, pumpede adrenalinen i det belejrede område. Fredagsdemonstrationerne har også på makaber vis, i hvert fald i starten, givet indbyggerne en form for energi. Nu har apatien i stedet sat ind. For at gøre ondt værre stoppede det Palæstinensiske Selvstyre, som har hjemme på Vestbredden, for halvandet år siden lønudbetalingen til alle offentligt ansatte i Gaza i et forsøg på at presse ærkerivalen Hamas. Resultatet betød yderligere økonomisk elendighed. »Ingen af politikerne, hverken her eller der har gjort noget for os, og de kommer heller ikke til at løse vores problemer,« sukker Sherin, en 25-årig økonomiuddannet kvinde. Som en af 30 unge entreprenører har hun modtaget træning og et legat fra blandt andet Folkekirkens Nødhjælp, der skal hjælpe hende i gang med en forretningsidé, der forhåbentlig kan gøre hende selvforsørgende. »Hvis alle rejser, hvad skal der så blive af Gaza? Det er to sider af samme sag, når folk tager til demonstrationer og flygter. Begge dele ligner en løsning, men er præcis det modsatte. Demonstranterne bliver skudt i benene og handicappede for livet, og de, der flygter, ender med et endnu vanskeligere liv end det, de forlod. Vi bliver nødt til at tage ansvaret selv.« Hamas har både lav opbakning og vist sig ringe til at lede området. Desuden bliver bevægelsen udfordret af militante grupper som Islamisk Jihad. Og nok er IS stadig ikke nået til Gaza, men mange iagttagere betragter det som mere held end forstand, at det endnu ikke er tilfældet. Betingelserne er i den grad til stede. »Situationen er værre end nogensinde og venter bare på at eksplodere,« konkluderer en analytiker fra en prominent international tænketank, der som en af få aktører har forbindelser til både Hamas, Det Palæstinensiske Selvstyre og Israel. Han er ikke optimistisk og forstår godt, hvorfor de unge søger væk. 26-årige Basel Alsourahi har endnu ikke helt mistet håbet, forsikrer han. Og han prøver at overtale sine venner til at blive hjemme og kæmpe for et bedre liv. Uden for vinduet bruser havet. Unge fyre i Baywatch-outfit poserer foran et redningstårn. »At kigge på bølgerne, dæmper nerverne,« siger den unge advokat. »Krigen, arbejdsløsheden, håbløsheden ... Var det ikke for stranden og havet, havde vi alle tilsluttet os IS for længst.«

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Varde

Inge er stolt af sit kvarter: Købstadens sekundære butiksgade er en upåagtet succes

Annonce