Annonce
Udland

Tusk anbefaler accept af Johnsons ønske om brexit-udsættelse

Frederick Florin/Ritzau Scanpix
EU's rådspræsident, Donald Tusk, synes, at EU-landene skal give briterne lov til at udsætte datoen for brexit.

EU's rådspræsident, Donald Tusk, anbefaler EU-landene at acceptere briternes forespørgsel om en udsættelse af datoen for brexit.

Det skriver han på Twitter tirsdag aften.

Hvis der bliver givet grønt lys for en udsættelse, vil den britiske regering forsøge at få udskrevet valg til parlamentet.

Det bekræfter premierminister Boris Johnsons kontor i Downing Street sent tirsdag aften ifølge BBC.

En kilde fra premierministerens kontor siger til nyhedsbureauet Reuters, at "den eneste måde Storbritannien kan komme videre på er med et valg, hvis EU accepterer en udsættelse af brexit til januar".

Anbefalingen fra Donald Tusk om en udsættelse kommer efter, at den britiske premierminister, Boris Johnson, tidligere tirsdag sagde, at han vil stoppe arbejdet med brexit for en kort tid.

Det skete, efter at Boris Johnson i det britiske parlament havde fået opbakning til en brexit-plan for derefter ikke at få opbakning til tidsplanen for de nødvendige lovvedtagelser, der skal føre til den britiske udtræden af EU.

- Efter premierminister Boris Johnsons beslutning om at sætte processen med at finde en aftale omkring en udtrædelse på pause, og for at undgå et no-deal brexit, vil jeg anbefale de 27 EU-lande at acceptere det britiske ønske om en udsættelse.

- Til dette vil jeg foreslå en skriftlig procedure, skriver Donald Tusk.

Op til tirsdagens afstemninger i det britiske parlament havde Boris Johnson insisteret på, at lovarbejdet til brexit skulle afsluttes i denne uge, så Storbritannien kunne forlade EU ved deadline 31. oktober. Det synes udelukket nu.

Oppositionen i det britiske parlament vil nu få mulighed for at fremlægge krav til, hvordan brexit skal foregå.

- På den ene eller den anden måde vil vi forlade EU. Vi vil sætte denne lovgivning på pause, sagde Boris Johnson efter tirsdagens afstemninger.

Pausen vil finde sted, indtil han har rådført sig med de øvrige ledere i EU om at udsætte deadline for brexit.

Ifølge AFP er EU's hovedkvarter i Bruxelles tirsdag aften i gang med at kontakte de 27 øvrige EU-landes stats- og regeringschefer om en udsættelse.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Nye tegn på jødehad er skændige

I disse dage er det 81 år siden den uhæmmede ondskab blev sluppet løs, da nazisterne og deres medløbere angreb jødiske synagoger, forretninger og hjem. Cirka 600 værgeløse mennesker blev myrdet i perioden mellem den 7. og den 13. november, mens omkring 30.000 blev sendt i koncentrationslejre som optakt til en forfølgelse, der senere blev uendelig meget værre med seks millioner myrdede jøder i den tysk kontrollerede del af Europa. Men en af de sørgeligste og mest tåbelige fordomme, nemlig antisemitismen, lever stadig – også her i Danmark. Således kan Randers Amtsavis berette, hvordan flere end 80 gravsteder på byens jødiske begravelsesplads natten til søndag blev skændet med maling og klistermærker i form af gule davidsstjerner med påskriften ”Jude”. Denne stjerne blev forfølgelsens symbol for ofrene, der var tvunget til at bære tegnet på deres religiøse tilhørsforhold fra 1941 og indtil deres død eller for de få heldiges vedkommende frem til krigens afslutning. Samme afskyelige klistermærke er også blevet placeret på postkassen foran en jødisk families bopæl i Silkeborg. Blandt antisemitismens mange fædre er uvidenhed, fordomme og banal trang til at gøre andre mennesker ondt. For rationelt tænkende mennesker er fænomenet derfor uforståeligt. I Danmark har der levet jøder i hvert fald siden 1600-tallet og måske endnu længere tilbage. Siden 1814 har jøderne haft nøjagtig de samme rettigheder som alle deres øvrige danske landsmænd og er en fuldt integreret del af vores fælles fædreland. Naturligvis har jødiske danskere ydet enorme bidrag til dansk kultur, videnskab og økonomi. Men reelt er der ingen grund til specielt at fremhæve den dansk-jødiske histories stjerner. Vores indbyggere med jødisk baggrund bidrager uanset deres position til vores samfund ganske som alle andre danskere. Og uanset religiøs baggrund har alle danskere ret til et liv i frihed og tryghed. Disse fornyede tegn på jødehad er ganske enkelt skændige.

Annonce