Annonce
Kultur

Tv-thriller med vold og moral: 'Fred til lands' giver gode gys og kræver svar på, hvor langt et menneske vil gå for at beskytte sine kære

Der er langt fra Morten Hee Anderens roller i "Herrens veje" og "Sygeplejeskolen" til voldspsykopaten Mike i "Fred til lands". Morten Hee Andersen siddende, og Mads Rømer liggende. Foto: Tine Harden/DR
Den lovende thriller, "Fred til lands", vil ikke kun skræmme. Den kræver også svar på, hvor langt et menneske vil gå for at beskytte sine kære.

Anmeldelse: Første afsnit af "Fred til lands" sætter ens koncentration på hård prøve. Samtidig med, at den psykologiske thriller lynintroducerer en stak mulige hoved- og bipersoner, bliver plottet ridset op, så det er svært ikke at lade sig irritere af det opskruede tempo, det indviklede persongalleri og de mange skift mellem nutid, fortid og mareridt. Men bider man sig fast, bliver man - i takt med at fortælletempoet daler - belønnet med et isnende drama om menneskeskæbner fastholdt i et sindrigt spind af had og hævn. - Hvis det her var et civiliseret samfund, slog vi ham ihjel, siger lægen, hvis søn halvandet år tidligere er blevet kørt ihjel, sandsynligvis af psykopaten Mike. Ustraffet terroriserer Mike byens indbyggere, for han kender alles laster og tøver hverken med af afsløre dem eller opdigte endnu grovere rygter, hvis han føler sig truet. Hvorfor Mike er blevet et bestialsk umenneske, har vi til gode at få at vide.

Men vi ved, at en gruppe beboere har fået nok af hans rædselsregime og tøvende bakker op om lægens opfordring til selvtægt. En fremmed, der har mærket krigens rædsler på egen krop, er ene om at forsvare anstændigheden og retssamfundet. Men inderst inde ved vi, at hans høje moralbegreber blive sat på en umenneskelig prøve, inden serien slutter.

Annonce

Om "Fred til lands"

"Fred til lands"

Fire stjerner

DR, søndag 6. oktober. Psykologisk thriller i otte afsnit. Hovedforfattere: Christian Torpe og Marie Østerbye. Konceptuerende instruktør: Louise Friedberg. Episode-instruktører: Martin de Thura og Søren Balle. Komponist: Colin Stetson.

Medvirkende: Morten Hee Andersen, Claus Riis Østergaard, Anders Juul, Lene Maria Christensen, Jesper Riefensthal, Mads Rømer, Marijana Jankovic, Dar Salim, Sylvester Byder og Frieda Krøgholt.

Tv-serien er optaget i den lille fynske by Ebberup.

Sendes de følgende syv søndage kl. 20.00.

Et livs smerte

Med sin giftiggrønne colorgrading og usminkede udlevering af almindelige menneskers uperfekthed adskiller "Fred til lands" sig fra forgængerne "Herrens veje" og "Lykke-Per", som var spækket med dvælende nærbilleder og lækre kameravinkler. Desto mere rørende er det, den ene gang hvor kameraet zoomer ind på lægens hånd, da han fjerner lagnet fra sin døde søns ansigt. I dét billede ligger et livs smerte. Morten Hee Andersen, Lene Maria Christensen og Dar Salim, der ofte medvirker i blockbuster-serier, er klogeligt hevet væk fra komfortzonen og spiller personer, der ligger langt fra roller, vi er vant til at se dem i. Claus Riis Østergaard, Mads Rømer og Jesper Riefenstahl, hvis tv-bagkataloger ikke er helt så omfattende, brænder igennem og giver handlingen det ekstra skud "hvad ville jeg selv have gjort"-autensitet, som holder mig klinet til skærmen.

Universelt spørgsmål

Trods glimrende skuespil og en historie, der har potentiale til at holde mig søvnløs, er der andet, der trækker ned: Seriens insisteren på at sætte alle personer i spil på én gang, og københavner-klichéen om provinsen som indbegrebet af skidenbrune møbler og smagløst blomstertapet.

Og hvorfor overhovedet stedfæste dramaet til den fynske flække Ebberup, når personerne taler med hver sin dialekt, og seriens centrale spørgsmål - "Hvor langt vil man gå for at beskytte den, man elsker?" - er universelt.

Claus Riis Østergaard spiller lægen Peter, der går mentalt i opløsning, da hans søn bliver slået ihjel, og morderen går fri. Foto: Tine Harden/DR

Vold og ondskab

Christian Torpe og Marie Østerbye er ophavsmænd til feelgood-serierne "Rita" og "Hjørdis". I "Fred til lands" bygger parret videre på Torpes erfaring som serieskaber på Stephen King-klassikeren "The Mist". Med en handling gennemsyret af følelsesmæssigt armod, ildevarslende gru, blodig vold og ubegribelig ondskab virker sendetidspunktet søndag kl. 20 som et fejlvalg, for familievenlig er serien ikke. Men glæd dig til de kommende syv afsnit, hvor grænserne mellem civilisation og barbari, moral og selvtægt, bliver kridtet endnu tydeligere op, inden de nødvendigvis må forplumre, efterhånden som hævnlyst, begær og instinkt går amok.

Jeg er hooket.

Dar Salim (stående) spiller den irakiske tilflytter, Milad, der forsøger at tale Peter (Claus Riis Østergaard) og Bibi (Lene Maria Chrisensen) fra at gribe til selvtægt. Foto: Tine Harden/DR
Da Peter (Claus Riis Østergaard) ved byfesten forsøger at dræbe sin søns morder, må Bibi (Lene Maria Christensen), Milad (Dar Salim) og John (Mads Rømer) slæbe ham væk. Foto: Tine Harden/DR
I første afsnit af" Fred til lands" er Mike (Morten Hee Andersen) stadig kun på skitseplanet. Senere går psykopaten amok i en afsindig blanding af ufølsomhed, ondskab og rendyrket grusomhed. Foto: Tine Harden/DR
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Tunnel bliver en klar gevinst

Tysklands rigsrevision, Bundesrechnungshof, har kørt tunnellen under Femern Bælt gennem et regneark og fundet ud af, at den faste forbindelse ikke nødvendigvis kan betale sig set fra den tyske side af grænsen. Revisionen har kalkuleret, at det vil koste omregnet godt 26 milliarder kroner at gennemføre den nødvendige udbygning af veje og jernbaner. Den udgift står muligvis ikke mål med gevinsterne fra en fast forbindelse, mener man. Dette har skabt fornyet røre om projektet blandt tyske politikere. Her har De Grønne hele tiden været skeptiske og kræver nu, at planen tages op til fornyet overvejelse. Set med danske briller minder det om den debat, der udspandt sig før byggeriet af Storebæltsbroen. Den var helt overflødig, det var så hyggeligt at drikke dårlig kaffe på DSB’s færger, og brobyggeriet kunne ødelægge vandmiljøet, lød nogle af argumenterne dengang. I dag ville næppe nogen undvære broen, der ikke kun fysisk, men også mentalt har bundet Danmark meget bedre sammen. År for år sætter trafikken rekord, og investeringen på over 26 milliarder frem mod åbningen i 1998 bliver derfor tilbagebetalt noget hurtigere end de 37 år, der oprindelig blev budgetteret med. Ganske det samme vil formentlig ske for tunellen under Femern Bælt. Naturligvis skal den slags megaprojekter gennemtænkes grundigt. Alle aspekter i forbindelse med såvel økonomi som økologi må tages i betragtning. Ikke desto mindre er der ikke nogen grund til dommedagsscenarier, viser erfaringerne fra Storebælt. Naturligvis er det en indlysende fordel for såvel Danmark som de øvrige, nordiske land, at der bliver nemmere fysisk adgang til det vigtige, tyske eksportmarked. Derfor er Danmark også villig til at finansiere tunnelbyggeriet. Men det handler ikke kun om penge. Vi har meget tilfælles med vores tyske nabo og kan inspirere hinanden til gensidig gavn. Det ved vi i det dansk-tyske grænseland. Samme oplevelse fortjener det grænseland, hvor indbyggerne indtil videre er adskilt af vand.

Annonce