Annonce
Udland

Tyrkiet er klar til at overtage sikkerheden i syriske Manbij

Onsdag den 16. januar blev fire amerikanske statsborgere dræbt i et selvmordsangreb i den syriske by Manbij. Islamisk Stat har taget skylden for angrebet.

Manbij er blevet centrum for spændinger efter Trumps beslutning om at trække USA's styrker i Syrien hjem.

Tyrkiet er klar til at overtage sikkerheden i den syriske by Manbij. Det siger den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, i en telefonsamtale med USA's præsident, Donald Trump, søndag.

Det var i Manbij, der ligger i provinsen Aleppo i det nordlige Syrien, at fire amerikanske statsborgere blev dræbt i et bombeangreb i sidste uge. Islamisk Stat har taget skylden for selvmordsangrebet.

Erdogan sagde søndag til Trump, at angrebet i Manbij, der kontrolleres af en milits allieret med amerikanskstøttede kurdiske styrker, var en handling, der havde til formål at påvirke Trumps beslutning om at trække USA's soldater i Syrien hjem.

Donald Trump meddelte overraskende den 19. december, at USA's soldater i Syrien skal trækkes hjem, fordi missionen med at nedkæmpe Islamisk Stat i det krigshærgede land er fuldført.

USA har i kampen mod Islamisk Stat allieret sig med den kurdiske milits YPG i det nordlige Syrien.

Tyrkiet hævder, at YPG arbejder sammen med den tyrkisk-kurdiske organisation PKK, der i Ankara regnes som en terrororganisation.

Det er endnu uklart, hvornår hjemsendelsen af de omkring 2000 udsendte amerikanske soldater i Syrien indledes.

Manbij, som USA-støttede styrker genvandt fra Islamisk Stat i 2016, er blevet et omdrejningspunkt for spændinger efter Trumps beslutning om at trække sine styrker hjem fra Syrien. Styrker, hvis tilstedeværelse effektivt har afskrækket Tyrkiet fra at angribe kurdiske styrker i landet.

Manbij er kontrolleret af Syriens Demokratiske Styrker (SDF). Det er en milits, der er allieret med YPG.

Efter søndagens telefonsamtale mellem Erdogan og Trump har Det Hvide Hus ikke kommenteret Tyrkiets tilbud om at overtage sikkerheden i Manbij.

Dog oplyser Det Hvide Hus, at de to ledere fortsætter forhandlingerne om en løsning for det nordøstlige Syrien, der opfylder begge landes sikkerhedsbehov.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Et ja er et ja og binder alle partier i et forlig

Seks partier står bag. Seks partier fra Dansk Folkeparti til SF gik sammen og fik forhandlet et budget hjem – fint og uden de store problemer i øvrigt. For modsat naboerne i Haderslev og større kommuner som Kolding og Esbjerg er der styr på økonomien i Aabenraa. Ikke store og uhyggelige besparelser på børn, unge og ældre her. Tværtimod blev der råd til blandt andet at give skolerne lidt ekstra. Det var dog også helt nødvendigt. Penge til de ældre var der ikke, og det har fået kommunens seniorråd til i et høringssvar til budgettet at komme med dette krav til politikerne: Send flere penge, tak. ET NATURLIGT KRAV, for det er jo nærmest det, rådet er dannet for. At skabe så gode betingelser for kommunens ældre som muligt. Herunder at forlange flere penge i forbindelse med budgetforhandlinger. Kravene bliver ikke efterkommet, selv om byrådets populist par excellence, viceborgmester Ejler Schütt, selvfølgelig ikke kunne dy sig. Jamen, det må vi da se på, lød det sammenfattende fra DF’eren til jv.dk og JydskeVestkysten i begyndelsen af ugen, da vi skrev om Seniorrådets ønsker, og han understregede sin pointe ved at foreslå et møde i forligsgruppen inden for et par uger. Hvorfor sige nej til politisk sympati fra nogle vælgere, når muligheden nu bød sig? Nej vel, dertil er Ejler Schütts politiske næse alt for veludviklet. TIL GENGÆLD VAR der ikke megen respekt eller sympati at hente hos borgmester Thomas Andresen (V). – Undskyld mig, men hvor skal pengene komme fra, lød det nærmest arrigt fra borgmesteren, der bestemt ikke ser nogen anledning til at indkalde forligspartierne igen. Socialdemokratiets nye gruppeformand og nyudnævnte borgmesterkandidat, Erik Uldall Hansen, lod sig ikke friste. Også han står bag det forlig, partiet har givet og taget i. Selvfølgelig gør han det. – Vi har valgt, at børnene og folkeskolerne skulle have, sagde Uldall Hansen som begrundelse. Godt for det. Et ja er et ja, og et forlig er et forlig. Det ville tendere det useriøse at genåbne budgettet, blot et par uger efter det blev underskrevet, fordi man lige kom i tanke om, at der var nogle vælgergrupper, der ikke havde fået. Som om de var glemt. SÅDAN KAN DET POLITISKE arbejde ikke foregå. Nok er den økonomiske situation i Aabenraa fin, nok er der råd til lidt ekstra i 2020, men Aabenraa var for omkring et årti tilbage igennem store og voldsomme besparelser, og en gentagelse af dengang ønsker ingen i byrådet. Slet ikke ved at ødsle i gode tider. Derfor får Seniorrådet et klart nej til sine ønsker om flere penge. Og Schütt må naturligvis stå bag det forlig, han på sit partis vegne har indgået med Venstre, Socialdemokratiet, Slesvigsk Parti, De Konservative og SF. Eller vælge at træde helt ud. Borgmesteren behøver ikke DF’s stemmer i byrådssalen. Men så langt går Ejler Schütt selvfølgelig ikke, og det var heller ikke tanken bag hans udmeldinger. Han fiskede såmænd bare efter lidt sympati. GOD WEEKEND

Annonce