Annonce
Udland

Tyrkiet vil sende de fleste IS-krigere hjem inden nytår

Stringer/Reuters
Især lande i Europa må forberede sig på at tage imod borgere, der menes at have kæmpet for Islamisk Stat.

Tyrkiet planlægger at sende "de fleste" af de Islamisk Stat-tilhængere, som tilbageholdes i landet, tilbage til deres hjemlande inden nytår.

Det oplyser Tyrkiets indenrigsminister, Suleyman Soylu, til Reuters.

- Antallet af tilbageholdte, der skal hjemsendes inden årets udgang, afhænger af hvor lang processen bliver, men særligt for Europas vedkommende er forløbet under vejs, siger Suleyman Soylu.

Den tyrkiske regering oplyser, at den har tilbageholdt 287 militante fra det nordøstlige Syrien, hvor tyrkiske tropper i oktober indledte en offensiv.

Derudover har Tyrkiet flere hundrede personer, der mistænkes for at være involveret i jihadisme, i sin varetægt.

Udmeldingen kommer, godt en uge efter at Tyrkiet begyndte at hjemsende Islamisk Stat-tilhængere.

Mandag i sidste uge ankom den danske Islamisk Stat-kriger Ahmad Salem el-Haj til Danmark efter at være blevet sendt hjem fra Tyrkiet.

Han er indtil videre den eneste dansker med forbindelser til den militante organisation, som Tyrkiet har sendt til Danmark.

Tyrkiet planlægger i denne uge at hjemsende seks eller syv til blandt andet Irland og Holland, der mistænkes for at have forbindelser til Islamisk Stat.

Der er hjemsendelses- og udleveringsaftaler mellem Tyrkiet og de berørte lande, og Tyrkiet vil informere dem, inden deres statsborgere sendes hjem.

Tyrkiets allierede i forsvarssamarbejdet Nato har udtrykt bekymring for, at den tyrkiske offensiv i det nordøstlige Syrien ville føre til, at Islamisk Stat-tilhængere slap fri fra deres fangenskab i området.

Offensiven var rettet mod den kurdiske YPG-milits, som netop har drevet fængsler og lejre, hvor IS-krigere har været tilbageholdt.

Regeringen i Tyrkiet har afvist at være ansvarlig for, at IS-tilhængere har kunnet slippe fri. Tyrkiet peger til gengæld på, at YPG har rømmet nogle af fængslerne, og at 800 militante dermed har fået mulighed for at flygte.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Vores naboers mismod tiltager konstant

Allerede før første stolpe var sat, skabte det danske vildsvinehegn tysk mismod . Her er det en udbredt opfattelse, at der er tale om en camoufleret grænsemur. Anlægget bliver kædet sammen med den danske indrejsekontrol og skaber hos vores naboer billedet af et land, der ønsker at isolere sig. Nu er hegnet færdig, og alt er meget værre. Det viser sig, at hegnet er en dødsfælde for vildtet. Billeder af kvæstede og dræbte dyr fylder tyske, sociale platforme og traditionelle medier. Selv landsdækkende tv har haft indslag. Med tysk logik er hegnet ubegribeligt. Naboerne påpeger ganske korrekt, at afspærringen ikke er nogen garanti for, at den afrikanske svinepest ikke når vores breddegrader. Vildsvin kan snige sig over i de passager, der er skyldes veje og vandløb. Samtidig er dyrene fremragende svømmere, der let kan krydse Flensborg Fjord. Endelig udgår den største smittefare ikke nødvendigvis fra vildsvin, men fra mennesker. Hvis en inficeret, polsk kødpølse på en eller anden vis havner i danske dyrs fødekæde, er skaden sket. Alle disse indvendinger er ubestrideligt rigtige. Og så må der vel stikke noget andet under, konkluderer førnævnte, tyske logik. Vi er hidtil ikke lykkedes med at forklare, at der i høj grad er tale om en mentalhygiejnisk foranstaltning. Danske landmænd og fødevaresektorens mange ansatte kan sove lidt roligere, fordi der trods alt er rejst en barriere mod smitten. Samtidig sender vi et signal til de udenlandske markeder om, at vi bekymrer os om fødevaresikkerheden. Da dette budskab tilsyneladende er usælgeligt hos vores naboer, kan vi i det mindste begrænse skaden. Derfor er det fint, at der nu træffes foranstaltninger, som skal begrænse faren for yderligere skader på vildt. Men samtidig må det være tilladt at undre sig over, at ingen havde forudset problemet. Så var vi nok stadig blevet stemplet som nationalister. Men vi var i det mindste sluppet for beskyldningen om, at vi slog Bambis mor ihjel.

Annonce