Annonce
jv.dk

Tysk atomaffald kan ende ved den danske grænse

Deponie Balzersen i Harreslev, hvor der muligvis skal deponeres atomaffald. Arkivfoto: Lars Salomonsen.
Slesvig-Holstens miljøminister, Jan Philipp Albrecht, mener, deponi i Harrislee på grænsen til Aabenraa Kommune er et egnet sted til at placere rester af delstatens tre atomkraftværker, der skal rives ned i den kommende tid.

HARRISLEE: Affald fra nedrivningen af de slesvig-holstenske atomkraftværker kan ende på et deponi umiddelbart op til den danske grænse. Det skriver Flensborg Avis og Flensburger Tageblatt samstemmende, efter den slesvig-holstenske miljøminister Jan Philipp Albrecht mandag fremlagde en redegørelse for, hvor affaldet kan placeres.

Ifølge redegørelsen kan affaldet nemlig ende i Harrislee lige ved Aabenraas kommunegrænse. Foruden Harrislee kan tre andre steder i delstaten komme i betragtning. De ligger alle syd for Kieler-kanalen.

Affaldet er blandt andet bygningsdele og lignende. Der er tale om et lavradioaktivt materiale, der højest udsender ti mikrosievert, som er en måleenhed for stråling.

- Det er en strålingsmængde, der på ingen måde udgør en fare for helbredet, siger Jan Philipp Albrecht til Tageblatt.

Annonce
Det er en strålingsmængde, der på ingen måde udgør en fare for helbredet.

Miljøminister Jan Philipp Albrecht.

Bare affald

Faktisk anser han slet ikke materialerne som radioaktive, men blot som affald på linje med alt andet.

Ifølge miljøministeren bliver mennesker udsat for højere stråling på en længere flyrejse eller, hvis de bor i egne af Tyskland med naturlig baggrundsstråling over gennemsnittet.

Harrislee var også på den oprindelige bruttoliste med syv mulige placeringer.

Borgerne i Harrislee og omegn samt de øvrige lokalområder har tidligere protesteret mod udsigten til naboskabet til en losseplads for materiale fra nedlagte atomkraftværker. Derfor har miljøministeriet nedsat en uafhængig arbejdsgruppe, der skulle finde en egnet placering. Det er denne arbejdsgruppes resultater, ministeren nu har præsenteret.

Intet forhindrer, at affaldet bliver sendt helt ud af Slesvig-Holsten eller ligefrem til udlandet. Jan Philipp Albrecht bryder sig dog ikke om denne løsning.

- Kraftværkerne i Brunsbüttel, Krümmel og Brokdorf har været i drift her i årtier, og jeg er modstander af affaldsturisme, forklarer han til Tageblatt.

Kan bruge tvang

Deponiet i Harrislee bliver drevet af en privat virksomhed. Ifølge Flensborg Avis har deponiet på forhånd nægtet at tage imod resterne af de slesvig-holstenske kernekraftværker. Men faktisk kan virksomheden blive tvunget. I henhold til lovgivningen kan delstaten nemlig pålægge deponier til at modtage affald.

- Men det skal ikke opfattes som en trussel, understreger Jan Backmann, der står i spidsen for Slesvig-Holstens atomtilsyn.

Annonce