Annonce
Sport

Tysk bordtennisboss: European Games interesserer ingen

Attila Kisbenedek/Ritzau Scanpix

At blive mester ved European Games interesserer ingen mennesker, lyder det fra de tyske bordtennisbosser.

For den tyske landstræner i bordtennis, Jörg Rosskopf, fungerer European Games, der begynder fredag, kun som en mellemstation til sommer-OL i Tokyo i 2020.

At vinde guld, sølv eller bronze ved European Games har derimod ikke så meget værdi, mener han.

Tysklands bordtennishold er kun rejst til hviderussiske Minsk for at kvalificere spillerne til legene i Japan næste år, forklarer træneren.

- At blive mester i European Games interesserer ingen mennesker. Vi er kun interesserede i kvalifikationen til OL. Derfor er begivenheden meget vigtig for os, siger Rosskopf ifølge dpa.

På det tyske bordtennishold er stjernerne Timo Boll og Dimitrij Ovtcharov en del af truppen, der er rejst til Hviderusland.

I bordtennis er European Games blevet meget betydningsfuld for mange nationer på grund af uddelingen af OL-billetterne.

Tyskerne havde dog meget hellere set, at det var blevet arrangeret på en anderledes måde.

Kalenderen er blevet for sammenpresset på grund af European Games, mener sportsdirektør for de tyske bordtennisherrer, Richard Prause.

- Man kunne også have gjort EM for hold i september til kvalifikationsturnering for OL. Eller man kunne have besluttet, at European Games blev til EM for hold.

- Nu har vi to lignende turneringer inden for kort tid, siger sportsdirektør Richard Prause og henviser til bordtennis-EM for hold, der finder sted i franske Nantes i september.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Esbjerg

Bramming samler ind til Knæk Cancer

Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce