Annonce
Udland

Tyske skolebørn vender tilbage med mundbind og afstand

Størstedelen af Tysklands skolebørn er mandag vendt tilbage til klasseværelserne (Arkivfoto). Foto: Ina Fassbender/Ritzau Scanpix

De tyske delstater har selv fået ansvaret for åbningen af skoler. I ti af 16 stater er skolerne mandag åbnet.

Annonce

Iført mundbind og med god afstand til hinanden er størstedelen af Tysklands elever mandag vendt tilbage til klasselokalerne.

Ti af de 16 tyske delstater har således budt børnene velkommen tilbage.

Tyskland er fortsat under nedlukning, men delstaterne har selv fået ansvaret for genåbningen af landets skole. Ti stater, herunder Berlin og den mest folkerige, Nordrhein-Westfalen, har valgt at åbne mandag.

- Det er godt, at mange skoler i Tyskland gradvist har taget hul på fysisk undervisning igen. Børn - især de yngre - har brug for hinanden, siger Tysklands sundhedsminister, Anja Karliczek.

Hun siger samtidig, at "alle tilgængelige tiltag for at begrænse smitte" skal tages i brug på skolerne for at sikre, at åbningen kan vare ved.

Tyskland har de seneste dage registreret et stigende antal smittetilfælde.

Desuden er den særligt smitsomme coronavariant B117, der første gang blev fundet i Storbritannien, blevet mere udbredt i landet.

- Det skal også tages med i overvejelserne i forhold til skolerne. Men jeg er også sikker på, at delstaterne har overvejet det i forbindelse med genåbningen, lyder det fra sundhedsministeren.

/ritzau/dpa

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Esbjerg

Udvalg vrager planer for 180 meter høje møller i Tjæreborg Enge: Byråd skal dog træffe den endelige beslutning

Annonce