x
Annonce
Sport

Tyske topklubber hjælper ligarivaler i økonomiske problemer

Andreas Gebert/Reuters
Dortmund, Bayern, RB Leipzig og Leverkusen sætter 20 millioner euro af til at hjælpe andre tyske klubber.

Fire af Tysklands største fodboldklubber går nu sammen om at holde hånden under andre tyske klubber, der har økonomiske problemer på grund af coronavirus.

Borussia Dortmund, Bayern München, RB Leipzig og Bayer Leverkusen har således sammen afsat 20 millioner euro - cirka 150 millioner kroner - til at hjælpe klubber i både Bundesligaen og 2. Bundesliga.

Det skriver klubberne på deres hjemmesider.

De fire klubber vil som udgangspunkt afstå fra at tage imod deres del af de tv-penge for denne sæson, som endnu ikke er uddelt. Det beløber sig til 12,5 millioner euro. Resten kommer fra klubbernes egne konti.

- Vi har altid sagt, at vi ville udvise solidaritet, hvis andre klubber løber ind i problemer, de ikke selv er herrer over, og som de ikke selv kan klare, siger administrerende direktør i Dortmund Hans-Joachim Watzke på klubbens hjemmeside.

Kriterierne for at modtage hjælp vil blive defineret af Den Tyske Ligaforening, oplyses det.

Stort set al fodbold - heriblandt altså også de bedste tyske rækker - er sat på pause, hvilket har sat en stopper for blandt andet at fylde klubkasserne med indtægter i forbindelse med kampdage.

/ritzau/

Nyheden på Dortmunds hjemmeside
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Grebet i luften: Humor i coronaens tid

Må man fnise under en krise? Må man sidde i hulen og fyre vittigheder af rundt om bålet, mens noget, vi formentlig kun har set begyndelsen af, trækker op over vores hoveder? - Jeg hostede henne i Netto, og så var køen helt væk. - Nej, svigermor, bliv hellere hjemme. Ja, altså for din egen skyld. - Nå, men en god ting ved den der corona er, at man slipper for al det krammeri med folk, man kun har mødt enkelt gang til høstfesten i børnehaven. Nej, det virker forkert. Måske - blandt andet - fordi et af de store problemer i dette land i begyndelsen var at få alle til at tage situationen alvorligt nok. Første gang, advarslerne blev skrevet med store bogstaver, var der to grupper, der stak ud: Den ene tog faktisk situationen alvorligt nok, så da statsministeren sagde, at det var tid til at handle, gik de ud for at handle. De valfartede ned i butikkerne for at gå alt for tæt på hinanden, mens de tømte pallerne for toiletpapir, fordi deres største skrækscenarium åbenbart var et beskidt numsehul. En anden gruppe stak ud, fordi den i næsten lige så stort tal slog sig ned ved søerne i hovedstaden og sad lårene af hinanden på cafeerne, mens de drak rødvin. Troede de, det var for sjov? Nej, det er ikke noget at lave skæg og ballade med, synes de fleste nok, men vi kan ikke rigtigt dy os, hvad en rundtur i de verbale rodekasser, de sociale medier, viser. Måske handler det om, at det er nemmere at grine end at indrømme, at man er bange. Vi skal trods alt tilbage til 1970erne for at finde en tid, da det var i orden, at de voksne sang, at de også kunne være bange. I generationer har der, selv om man gransker sin hukommelse dybt, ikke været noget, der rigtigt har truet os her i smørskålen, og den slags kan jo ad åre give en meget let gang på jord, hvorefter fødderne og alt det andet forekommer ekstra tungt, når der så dukker noget op, vi ikke kan styre. Efter sigende er russerne forbavsede over den virak, corona hensætter vesten i. Forklaringen skulle være, at den kollektive smertetærskel på de kanter af historiske årsager er meget høj. Måske er det vores, der nu skal til at stige. Det er ikke rart, og derfor griner vi. Måske, jeg ved det ikke, men det kan vi jo tænke over. Nu har vi også god tid til det.

Annonce