Annonce
Sport

Tyskerne smadrer Serbien i jagt på U21-EM-semifinale

Tyskland ydmygede Serbien og vandt 6-1, inden pointløse Serbien møder Danmark i sidste gruppekamp ved U21-EM.

Tyskerne vinder altid til sidst, siger man tit i sjov, men Tyskland må alligevel vente lidt med at fejre pladsen i EM-semifinalen for U21-landshold.

Torsdag aften fik Tyskland dog atter fuldt udbytte, da holdet i sin anden gruppekamp besejrede Serbien 6-1 blandt andet efter et hattrick af Gian-Luca Waldschmidt.

Efter sejren over Danmark topper tyskerne derfor gruppe B med seks point og en målscore på 9-2.

Rigtig meget skal gå helt galt for Tyskland, hvis ikke nationen skal være blandt de sidste fire hold, der spiller semifinaler.

Danmark følge efter med tre point efter 1-3-nederlaget til Tyskland, og torsdagens 3-1-sejr over Østrig, der slog Serbien tidligere og også har tre point.

Ved EM-slutrunden går de tre gruppevindere videre, mens den bedste nummer to i de tre grupper også bliver semifinaleklar.

Serbien har nul point inden mødet med Danmark, men Tyskland, Danmark og Østrig kan i teorien ende på seks point hver.

Samtidig kan målscoren blive afgørende i spillet om at blive bedste toer på tværs af grupperne.

Efter 16 minutter blev Marco Richter spillet fri af Levin Oztunali med en dyb stikning, og Richter prikkede i overbevisende stil bolden forbi Serbien-keeper Boris Radunovic, der stormede ud af sit mål.

Så var tyskerne foran 1-0, og efter en halv time kombinerede Tyskland sig sikkert igennem Serbiens defensiv, og Gian-Luca Waldschmidt øgede til 2-0.

Syv minutter senere leverede Waldschmidt en fremragende scoring, da han afsluttede en solotur med at hamre bolden fladt i mål til 3-0.

Serberne kunne intet stille op, og det blev 4-0 på endnu en scoring i opvisningsstil, da Mahmoud Dahoud tog en dribletur og kanonerede bolden i mål til 4-0.

Ti minutter før tid fuldendte Waldschmidt sit hattrick med målet til 5-0, inden Andrija Zivkovic reducerede på et straffespark, og Arne Maier lukkede målfesten til 6-1.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Annonce