Annonce
Udland

Tyskland er enig i dansk kritik af forældet kæmpebudget i EU

Johanna Geron/Reuters
Der er for lidt fokus på klima og teknologi i budgetforslag, mener finansminister Olaf Scholz.

Tyskland er ikke del af den såkaldte sparebande med Danmark, som kræver et EU-budget, der ikke overskrider 1,00 procent af bruttonationalindkomsten (bni).

Annonce

Men den tyske finansminister er som sin danske kollega og de øvrige sparelande - Østrig, Sverige og Holland - enig i, at der skal afsættes flere penge til "moderne politikker" og færre til "de traditionelle".

Det siger Olaf Scholz om det forslag til den næste flerårige budgetramme (MFF) for 2021-27, som EU-præsident Charles Michel præsenterede fredag 14. februar.

- Jeg mener, at det forslag, der er fremlagt, ikke i tilstrækkelig grad indeholder denne modernisering. Det er egentlig min hovedkritik, siger Scholz.

Han vil have flere penge afsat til nye teknologier og til klimaet. Det samme understreger Østrigs EU-minister, Karoline Edtstadler, som vil bruge flere penge på at sikre, at EU kan nå et mål om CO2-neutralitet i 2050.

Sparelandene og Tyskland ønsker at skære i de såkaldt "traditionelle politikker", som er landbrugsstøtte og samhørighedspolitik, hvis formål er at løfte de fattigere EU-lande.

- Det er et skridt tilbage i forhold til tidligere forslag, og det kan ikke være rigtigt, at det runde for runde bliver stadig mindre vigtigt, hvad budgettet indeholder, siger Scholz mandag i Bruxelles.

Landbrug og samhørighedspolitik udgør tilsammen to tredjedele af budgettet i det kompromis Michel har fremlagt.

Idéen om at kalde de to store poster for "traditionelle" eller "gamle" falder i dårlig jord hos Frankrig.

- Jeg afviser denne skelnen mellem moderne og traditionel. Landbrug er, mener jeg, meget moderne. Se alle de unge mennesker, som demonstrerer hver fredag for klimaet, siger EU-minister Amélie de Montchalin til Ritzau.

Hun henviser til, at EU-Kommissionen har lagt op til, at 40 procent af landbrugsstøtten skal øremærkes netop klimatiltag.

Den franske minister mener ikke, at Danmark kommer langt med at ville stille sig på bagbenene, hvis man ikke får et budget på 1,00 procent af bni, og hvis man ikke får en rabat.

- Jeg mener, at det er vigtigt, at vi forholder os ansvarligt til denne opgave. Vi skal have an aftale, og det bliver et kompromis, siger Montchalin.

I øjeblikket ligger kompromisset på 1,074 procent af bni, og rabatten, som Danmark og fire andre EU-lande har, udfases over de kommende år.

EU's stats- og regeringschefer mødes torsdag for at forhandle om budgettet.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

Formand for menighedsråd trækker sig i protest over biskop: Det vil jeg ikke være med til

Annonce