FEMERN: Århundredets byggeri, en milepæl eller en økologisk katastrofe. Der har været mange betegnelser for den kommende tunnel under Femern Bælt.
Men snart begynder anlægsarbejderne på et af de største infrastrukturprojekter i Europa også på den tyske side. Det siger Denise Juchem fra Femern A/S.
Den 3. november afviste den øverste, tyske forvaltningsdomstol alle klager mod den omstridte, faste forbindelse mellem Danmark og Tyskland. I sommeren 2021 begynder gravearbejderne til den egentlige tunnel.
Denise Juchem, Femern A/SI begyndelsen af 2022 anlægger vi veje til byggemaskiner og lastbiler og placerer forsyningsledninger. Næste skridt er så fragthavnen
Tyskerne er også i gang med forberedelserne til de nødvendige forbedringer af infrastrukturen på fastlandet. Foreløbig er det planen at lægge ud med at forny signalsystemerne på jernbanen i 2021/2022, oplyser en talsmand for det nationale jernbaneselskab, Deutsche Bahn.
Ved Puttgarden på det nordlige Femern bliver der etableret en fragthavn, der skal modtage de fleste af de materialer, der er nødvendige for at bygge tunnelmundingen.
- I begyndelsen af 2022 anlægger vi veje til byggemaskiner og lastbiler og placerer forsyningsledninger. Næste skridt er så fragthavnen, forklarer Denise Juchem.
Projektets modstandere frygter blandt andet, at trafikken på Femern bryder sammen under presset fra de mange køretøjer, der skal transportere materialer til byggeriet. De frygter også, at turister bliver væk fra Femern, hvis hele øen bliver omdannet til en byggeplads.
I Danmark har byggetilladelsen været på plads siden 2015. Her bliver der allerede bygget.
Slesvig-Holstens økonomi- og trafikminister, Bernd Buchholz (FDP), deler ikke modstandernes bekymringer.
- Helt uden for diskussion vil vi gøre det maksimale for at belaste Femern mindst mulig under byggeriet, forsikrer Bernd Buchholz.
Han glæder sig over domstolsafgørelsen, der har drejet diskussionen bort fra de mulige ulemper og skabt mere fokus på den faste forbindelses muligheder.
- Det vigtige er, at vi så tidligt som mulig får skabt et netværk mellem erhvervslivet på begge sider, mener Bernd Buchholz.
Færdig i 2029
Den cirka 18 kilometer lange tunnel skal efter planen forbinde Lolland og Femern med hinanden fra 2029. Sænketunnellen skal reducere rejsetiden mellem København og Hamborg med tre timer.
Danmark bygger den formentlig 7,1 milliarder euro dyre tunnel for egen regning.