Annonce
Sønderborg

Tyv sagde undskyld: Tricktyve stjal smykker for 100.000 hos guldsmed

Arkivfoto: Michael Bager

Sønderborg: Tirsdag kort før lukketid kom to mænd ind i en guldsmedeforretning på Jernbanegade. Den ene mand spurgte ind til nogle ure, mens den anden så sit snit til at løbe med en hel bakke med guldsmykker til en værdi for over 100.000 kroner. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Begge mænd flygtede på sorte herrecykler mod rutebilstationen, men den ene mand kom tilbage til butikken efter fem minutter. Han undskyldte og fortalte, han var prøveløsladt. Derefter flygtede han igen.

Manden, der løb med smykkerne, beskrives som dansk, dansktalende, mellem 35 til 40 år, 170-180 centimeter høj, almindelig af bygning og et lille, smalt hageskæg. Han havde briller og iført en grå, langærmet trøje med lynlås, blå joggingbukser med hvid stribe, sort kasket med bogstaverne NYC i hvid, sorte kondisko med hvid sål. Han medbragte en rød rygsæk.

Den anden mand, som afledte de ansatte, beskrives som dansk, dansktalende, mellem 35 til 40 år, 165-170 centimeter høj, kraftig af bygning, glatbarberet, sort tattoo på hele venstre hånd samt tattoo på højre underarm. Han var iført sort hættetrøje med et logo af en klovn, der fyldte hele bagsiden af ryggen, grå joggingbukser, sorte kondisko med hvid sål samt sort kasket, der sad omvendt. Han havde en rød skuldertaske på 20 gange 20 gange 20 centimeter.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Grebet i luften: Når privatlivet ebber ud

Tidligere i år fik Facebook en bøde på fem milliarder dollars – 33 milliarder kroner – for at ”bryde privatlivets fred.” Facebook er grundlagt af amerikaneren Mark Zuckerberg – De ved, ham med det der mærkeligt glatte, udtryksløse ansigt og efter sigende indehaver af 30 ens hættebluser. Sjovt nok forudsagde samme Zuckerberg for næsten ti år siden, at privatlivets fred var slut. Et overstået kapitel i menneskehedens historie. Det var dengang, Facebook mest var et sted, hvor man kunne samle en hulens bunke venner, der fortalte, at de lige havde spist knækbrød, at lille Tobias havde lagt en skovsnegl i bleen, eller at de var sure over, at det regnede på deres fridag. Siden er anvendelsen af Facebook som bekendt blevet opgraderet til at omfatte meget mere: Chikane og trusler og måske ommøblering af folkeafstemninger. Mark Zuckerbergs pointe i 2010 var vist, at det var Facebook, der var årsagen til, at privatlivets fred hører fortiden til. Der fik han så med nogle års forsinkelse mere ret, end han selv havde regnet ned, men vi er alligevel et par stykker, der synes, at Facebook ikke skal have hele æren for, at det private siver ud af vores liv som luft fra en badebold. Vi kan også selv. Jeg kan da så glimrende huske en togtur fra København. 20 sekunder efter Valby ringede en dreng til sin far for at fortælle om en operation, han skulle gennemgå: - Ja, det gør ikke så ondt lige nu, men i sidste uge stak knoglen ud ad hånden. Der sad man så og sendte en stille tak til DSB, fordi man ikke længere kan købe mad i toget. Han holdt godt nok op, men kun blive for at blive afløst af en dame, der så ud til at have en alder, så hun i det mindste burde have hørt om Emma Gad: - Han ligger på sygehuset, men de kan ikke finde ud af, hvorfor han har så meget vand i venstre side. Hans arm er så tyk, at den ikke kan være i sygehustøjet. Men det er i hvert fald ikke fra hjernen, det vand kommer. Så er det, at man får lyst til at skrive en rasende kommentar om den manglende intimitet i vores liv og udstillingen af privatsfæren i det offentlige rum. På vores Facebook-væg.

Annonce