Annonce
forside

Tyve tømte Bankparken for ringridere før pokalbrag

Formand for Bankparken i Tønder, Martin Qvist, viser her den nye Abus-hængelås, der hænger på porten ind til området foran stadion. Den gamle lås var den første, tyvene skulle klippe over. Foto: Martin Franciere

Onsdagens pokalbrag mellem FC Sydvest og AGF fik en uheldig optakt, da tyve natten til onsdag brød ind i Bankparken. Her plyndrede de både kiosken og kølecontaineren med ringridere og drikkevarer.

Tønder: Onsdag skulle have været en festdag for FC Sydvest Tønder 05. I dagene op til kampen lød forudsigelserne på flot efterårsvejr og en mulig publikumsrekord.

Kampen fik dog en uheldig optakt, da ukendte gerningsmænd natten til onsdag brød ind i Bankparken og stjal omkring 600 pølser og 25 kasser drikkevarer.

Stadion var uden opsyn fra tirsdag klokken 21 til onsdag klokken 09, men kølecontaineren var placeret i sikkerhed bag et hegn og med en tyk hængelås. For at komme ind i Bankparken havde gerningsmændene medbragt værktøj til at klippe intet mindre end tre hængelåse op, hvorefter de også brød ind i kiosken inde på selve stadion.

- Det er meget irriterende, at vi har haft så mange frivillige til at hjælpe med at sætte hegn op og gøre alt klar til kampen, og så er der nogle få tyveknægte, der bryder ind på den måde. Det er meget frustrerende. Overskuddet fra kampen var noget, der skulle have lunet i klubkassen, men det bliver lidt mindre nu, siger Flemming Jordt, der er talsmand for FC Sydvest.

Annonce

Jeg er sur, og samtidig er jeg ærgerlig på FC Sydvests vegne.

Martin Qvist, formand for Bankparken, om tirsdagens indbrud
Efter at have klippet en hængelås over, har gerningsmændene klippet låsen op til kølecontaineren, der blev brugt til at holde drikkevarer, pølser og dyppelse kølig med. Foto: Martin Franciere

Kvickly-pølser

Da klubben fandt ud af, at der havde været indbrud i Bankparken onsdag morgen, meldte den det straks til politiet. Klubben har endnu ikke fået svar på, om forsikringen dækker det økonomiske tab ved indbruddet.

For Flemming Jordt virker timingen omkring indbruddet som om nogen har vidst besked om, at der ville være ekstra forsyninger på stadion op til kampen.

- Jeg tror, at det er nogen, der har fulgt lidt med i pressen og vidst, at der ville komme mange mennesker til pokalkampen, siger han.

De 600 pølser, der blev stjålet op til kampen, blev leveret af den lokale Kvickly. Efter at klubben opdagede indbruddet, formåede Kvicklys slagtermester at fremstille 600 nye pølser til kampen otte timer senere, så tilskuerne kunne få stillet den værste sult.

Sidste lås banditterne har klippet en lås over, var en Ruko-lås ind til selve stadion. Bankparken har forgæves forsøgt at få tilskud fra Tønder Kommune til at etablere et hegn rundt om stadion - uden held. Foto: Martin Franciere

Ikke første gang

Formand for Bankparken, Martin Qvist, fortæller, at gerningsmændene havde deres helt klare præferencer. Foruden drikkevarer og 600 pølser er der forsvundet 15 flasker remulade, 10 flasker ketchup - og kun én flaske sennep.

Qvist formoder, at overskuddet efter onsdagens pokalkamp, der endte med et 0-2-nederlag til FC Sydvest, ville have endt med et overskud på 20.000 til 25.000 kroner, som skulle gå til FC Sydvest.

- Nu får FC Sydvest 7000 til 8000 kroner mindre i kassen, siger formanden og tilføjer:

- Jeg er sur, og samtidig er jeg ærgerlig på FC Sydvests vegne.

Tidligere har Bankparken haft besøg af ubudne gæster, der har ødelagt græstæppet på Bankparken.

Om det er de samme personer, der står bag tyveriet, har Flemming Jordt og Martin Qvist ingen idé om.

- Hvis nogen i den kommende tid får tilbudt billige ringriderpølser, så må de gerne kontakte klubben, så vi kan få opklaret tyveriet, siger Jordt.

Jeg er sur, siger Bankpark-formanden, der må vinke farvel til 7000-8000 kroner. Det er omkostningen ved indbruddet tirsdag nat, fortæller han. Foto: Martin Franciere

Ny rekord

På trods af den uheldige optakt og nederlaget til AGF, så er Flemming Jordt overordnet særdeles godt tilfreds med afviklingen af selve kampen.

- Både vores sponsorere og tilskuerne hyggede sig. Der var ikke andet end god pokalstemning til kampen. Det skyldtes i høj grad, at vi fik hjælp af over 60 frivillige, og uden dem havde arrangementet set helt anderledes ud, siger han.

Pokalkampen sikrede også Bankparken en ny publikumsrekord på 1033 mennesker. Ud af dem var 600 af de besøgende betalende gæster.

- Indbruddet op til kampen skal ikke overskygge, at vi havde en fantastisk dag, siger Flemming Jordt.

Det kan tilføjes, at tre splinternye låse nu pryder hegnene omkring Bankparken.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender "Yahya Hassan 2" på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. "En overrumplende karakterfuld og kanongod bog", mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har "chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv." Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans "banale børnerim". At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye "karakterfulde og kanongode bog": "JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED". Versalerne er forfatterens valg.

Annonce