Annonce
Esbjerg

Tyvstart: Esbjergs første lydløse bybus ruller på gaden et halvt år før tid

Elbusserne er produceret af kinesiske Golden Dragon og udstyret med 12 batterier - seks er gemt væk i bagenden af bussen og seks er placeret på bussens tag. Den nye model kan umiddelbart syne større eller længere, men der er reelt kun to centimeters forskel mellem de gamle og nye busser. Privatfoto
Buspassagerer i Esbjerg kan allerede om få uger stige ombord på byens første elbus. Den ruller ud af garagen et halvt år før tid som en forsøgsordning inden det helt store skifte i december.

Esbjerg Kommune: De gule bybusser bliver grønnere, når de gamle dieselmodeller skiftes ud med splinternye modeller på el til december. Buspassagerer i Esbjerg kan dog allerede til juli stige ombord i den første elbus.

Esbjerg Kommune tyvstarter nemlig, og har fået leveret en enkelt bus før tid. Den bliver kørt ud af garagen i en halv-årig forsøgsperiode inden den fulde udrulning ved årsskiftet.

- Det er et stort skifte, og det kan ikke udelukkes, at der opstår nogle uforudsete udfordringer i overgangen til el, så inden vi tager samtlige 29 elbusser i brug, så får vi dem lige testet af først, siger formand for Teknik & Byggeudvalget, Søren Heide Lambertsen (V).

Annonce

Det er endnu ikke besluttet, præcis hvilken rute eller linje, den første elbus skal betjene, men udvalgsformanden forventer, at elbussen bliver taget i brug i løbet af de kommende to-tre uger.

- Planlægningen er i fuld gang, men vi har ikke helt låst os fast på en rute endnu. Det er muligt, at bussen skal skifte mellem to forskellige linjer, så vi får indsamlet flest mulige erfaringer, siger Søren Heide Lambertsen.

Rækkevidde og kameraer

Det er den kinesiske producent Golden Dragon, der laver busserne og ifølge deres beregninger, vil bussernes batteri række til cirka 300-350 kilometers buskørsel og en fuld opladning vil tage 4-5 timer.

Selvom nogle af bybusserne på det nuværende rutenet når op på 450-470 kilometers kørsel dagligt, bliver det dog ikke umiddelbart nødvendigt at lave store ændringer i køreplanerne, har Tide Busser, som skal stå for busdriften frem til 2032, vurderet.

- De mener godt, at elbusserne kan køre på de nuværende linjer uden problemer, men det er en af de ting, vi er meget spændte på at få afprøvet i praksis, siger udvalgsformand Søren Heide Lambertsen.

Seks af de nye elbussers i alt 12 batterier er placeret i bagenden. En fuld opladning tager 4-5 timer og giver strøm nok til cirka 350 kilometers kørsel. Privatfoto

Fredag fik dele af byrådet i Esbjerg lov til at prøvekøre bussen, og de første anmeldelser var positive.

- Der var hverken motor-rystelser eller larm, så det var en meget behagelig køreoplevelse, og vi var positivt overraskede over, hvor meget ekstra udstyr og teknik, der følger med den nye model. Der er for eksempel indbyggede sving-kameraer, så chaufføren nemt kan danne sig et overblik over cyklister og fodgængere inden et højresving. Det er et stort plus for trafiksikkerheden. Samtidigt er der USB-porte til opladere ved alle siddepladser, så man kan lade sin telefon op undervejs, siger Søren Heide Lambertsen.

Annonce

Godt for klima og pengepung

Også borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) var med på prøveturen, og han glæder sig til skiftet:

- Det var en rigtig god oplevelse at køre i den nye elbus. Vi kunne sidde stille og roligt og tale med hinanden uden at skulle overdøve den velkendte brummen fra dieselmotoren, siger borgmesteren og fortsætter:

- Det her er et af de konkrete og synlige beviser på, at vi mener det, når vi siger, at vi gerne vil være CO2-neutrale inden 2030. De nye elbusser understreger i høj grad vores ambition om at være en bæredygtig energimetropol, og så er der samtidigt tale en rigtig god løsning for både passagerer og andre trafikanter, som kan se frem til at slippe for støj og dieselos.

Der hvor motoren traditionelt er placeret i busserne, er der i el-modellen strømkabler og styringsboks. Privatfoto

Kontrakten med Tide Busser om busdrift frem til 2032 blev underskrevet tilbage i september og den sikrer Esbjerg Kommune en driftsbesparelse på 3,5 millioner kroner årligt og en CO2-besparelse 2700 ton CO2 om året svarende til 70 procent.

En del af driftsbesparelsen er dog øremærket til finansieringen af det nye busdepot på Kattegatvej i Kjersing, der koster cirka 42 millioner kroner.

Næste stop: Elbusser

Sydtrafik og Esbjerg Kommune kunne i starten af september afsløre, at man har tegnet kontrakt med Tide Bus A/S om driften af bybusserne frem til 2032. Det betyder, at der til december ruller 29 spritnye elbusser ud i Esbjergs gader.

De ny busser i Esbjerg bliver leveret af den kinesiske fabrikant Xiamen Golden Dragon Bus, og busserne skal lades op fra et nyt busdepot på Kattegatvej.

Den regionale kørsel bliver fremover fortsat kørt med dieselbusser, fordi elbusser stadig ikke har den fornødne rækkevidde til de længere ture. Det er DitoBus fra Holbæk, der står for den del af driften.

Selvom de regionale ruter ikke lægges om til CO2-neutral kørsel, så vil 77 procent af alle køreplanstimer i Esbjerg Kommune som helhed foregå med el, altså i en nul-emissions bus, der hverken udleder CO2 eller andre partikler. Helt konkret står Esbjerg Kommune til at spare 2700 ton CO2 på klimakontoen årligt.

Annonce
Esbjerg For abonnenter

Efter fire års rumsteren i klagenævn er afgørelsen truffet:  Naturfolk sætter Esbjerg Kommune og virksomheder skakmat

Annonce
Annonce
Annonce
Vejen

De ældste elever på lokal skole er sendt hjem: En forælder er ramt af den nye omikron-variant

Sydjylland For abonnenter

Madelaine frygtede at dø, før hun nåede operationsbordet: Nu frygter hun at lang ventetid rammer andre

Tønder

Politijagt med 160 kilometer i timen: Blev stoppet med søm-måtte

Sydjylland

Flere kommuner oplever massive smittestigninger henover weekenden: En stikker af med 150 nye smittede siden fredag

Dall: Støttepartierne lagde regeringen i benlås og fik deres finanslov

Esbjerg For abonnenter

Ejer i tårer: Procedurefejl kan lukke populær sushi-restaurant

Esbjerg

Smitten stikker af flere steder: I stor bydel er den nu steget med næsten 600 procent på 12 dage

Haderslev

Se video: 400 bigballer får lov til at brænde ud midt i landsby

Flertal finder penge til bedre forhold for fødende efter tre år

Esbjerg

Ny butik klar i Marskcentret: Tidligere Jem og Fix får nye lejere

Sønderborg For abonnenter

Snavset og spor efter gamle madrester: Spisested indkasserer anden bøde på et år

Aabenraa

Vanvidsbilist flygtede fra kontrol: Kørte over 200 kilometer i timen

Annonce