Annonce
Sport

U21-topscorer snupper prisen som årets fodboldtalent

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Andreas Skov Olsen er årets mandlige fodboldtalent, mens Emma Snerle tager prisen hos kvinderne.
Annonce

Andreas Skov Olsen hører til de mest lovende navn i dansk fodbold, og nu kan Bologna-spilleren også smykke sig med titlen som Årets Talent 2019.

Det oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU) på Twitter.

Angriberen fik i sidste sæson et stort gennembrud for sin daværende klub, FC Nordsjælland, hvor han scorede 22 gange i Superligaen.

Det udløste et klubskifte til Bologna i den bedste italienske række, hvor han har været på banen i 18 kampe i denne sæson.

Han var også med til U21-EM sidste sommer og har markeret sig stærkt i den nye U21-årgang under Albert Capellas ledelse.

Her har Andreas Skov Olsen scoret seks mål i fem EM-kvalifikationskampe og er dermed holdets topscorer.

- Det har været et rigtig godt år, 2019, for mig med en masse gode kampe i Superligaen, slutrunden i sommer og selvfølgelig også den nye kvalifikation, siger Andreas Skov Olsen.

Hos kvinderne går prisen til Emma Snerle fra Fortuna Hjørring. Trods sine blot 18 år har hun allerede spillet sig ind i A-landsholdstruppen, hvor hun foreløbig er noteret for seks kampe.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce