Annonce
Sydjylland

Ubudne gæster: Betina måtte selv betale for skader efter rotter i væggen

Da Betina Nættermann og hendes mand fandt rotter i hjemmet, var der ikke meget hjælp at hente fra parrets forsikringsselskab. Arkivfoto: Søren E. Alwan.
I april fik Betina Nættermann ubudne gæster, da rotter flyttede ind i vægge og loft i hjemmet i Sønderborg. Hun havde regnet med, at den husforsikring, som hende og hendes mand havde tegnet, dækkede rotteskader, men det viste sig ikke at være tilfældet.
Annonce

Forsikring: 8000 kroner. Så meget lød regningen på, efter Betina Nættermann og hendes mand i april sidste år opdagede rotter i deres del af det to-familiers hus på Ringriddervej i Sønderborg, de bor i. Det var ægteparrets ene hund, der gjorde dem opmærksomme på, at noget ikke var, som det burde være.

- Vores hund blev ved med at gå hen til den ene væg. Så min mand endte med at brække pladen ud af væggen, og så sad der en rotte derinde bagved, fortæller Betina Nættermann.

Efter fundet blev Sønderborg Kommune kontaktet, og ansatte fra kommunen rykkede hurtigt ud. De satte rottefælder op og vejledte Betina Nættermann og manden om, hvor rotterne kunne komme ind. Men undersøgelser kunne ikke bevise præcis, hvordan rotterne var kommet ind i huset.

Efter omkring fire måneder var rotterne væk. Det var de økonomiske kvaler efter skadedyret dog langt fra.

Annonce

Ingen dækning

Rotterne havde bygget lejr i en hulmur i parrets hjem, som de derfor var nødt til at brække ned. Men det var ikke det eneste sted i huset, at parret måtte i gang.

- Vi måtte brække gulvet op i kælderen, så vi kunne få nye rør i. Og så skulle vi betale for en VVS-mand, som kom og satte en spærrer op i kloakken, så rotterne ikke kan komme ind, siger Betina Nættermann.

Udgifterne til arbejdet med at reparere og sikre hjemmet mod fremtidige rotteangreb, regnede Betina Nættermann med at kunne få dækket af deres forsikringsselskab Sønderjysk Forsikring. Men det viste sig hurtigt ikke at være muligt, og det kom som lidt af et chok for Betina Nættermann.

- Vi kunne ikke få det dækket gennem vores forsikring. Den dækkede skadedyr, skimmel og svamp, træbiller og så videre, men ikke rotter, sagde de. Og vi var altså rigtig godt forsikret. Det har vi også fået at vide efterfølgende, da vi skiftede forsikring, at vi kunne stort set ikke være bedre forsikret, konstaterer Betina Nættermann og tilføjer:

- Vi kan ikke forstå, at forsikringen afviste. Vi mener, at når man er forsikret med husforsikring, så må det være med. Det kan jo ikke være rigtigt, at man skal have en ny forsikring mod rotter. Da vi tegnede forsikringen, fik vi ikke at vide, at den ikke dækkede rotter.

Annonce

Tillægsforsikringer

Hos Sønderjysk Forsikring vil man ikke kommentere på enkeltsager som Betina Nættermanns, men Kim Heise, som er skadechef hos Sønderjysk Forsikring, fortæller, at de hos forsikringsselskabet går meget op i lige netop rotteskader, fordi de ved, hvor følsomt og grimt det er at have rotter.

Samtidig gør han opmærksom på, hvor vigtigt det er, at man har styr på hvilke forsikringer man har, og hvordan de dækker. Det sker nemlig stort set aldrig, ifølge Kim Heise, at en standard husforsikring som udgangspunkt dækker mod rotteskader.

- Vi dækker rotteskader, hvis du har dem som følge af en skade på rør. Er det tilfældet, dækker vi alle bygningsskader og bekæmpelse af rotter. Men det kræver den ekstra tillægsforsikring "Rørskadedækning". Derudover kan man tegne tillægsforsikringen "Udvidet husdækning", som indeholder et punkt, der hedder 'skader forvoldt af skadedyr', som dækker bygningsskader efter blandt andet rotter, lyder det fra Kim Heise, som også fortæller, at de naturligvis rådgiver deres kunder i forhold til hvilke eventuelle tillægsforsikringer, de kan tegne.

Hos Sønderjysk forsikring har de ikke planer om at ændre praksis i forhold til forsikring mod rotteskader. Ifølge Kim Heise skal det være op til den enkelte kunde, hvor meget og hvad de vil sikre sig mod.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce