Læserbrev: Heureka. De konservatives Søren Pape ytrer i dag, at hvis regneark står over for virkelighed, så vil han følge virkeligheden. Det er et revolutionerende udsagn fra den fløj. Har man så også tænkt sig at lade samme logik gælde på det offentlige arbejdsmarked, hvor regneark siden Henning Christophersen har hersket over virkelighed? Er man i corona-genåbnings-hysteriets hellige navn hermed ufrivilligt vidne til en afskaffelse af det forhadte New Public Management og de deraf affødte og forhadte resultatlønsaftaler med ledelser rundt om i landet?
Hold op hvor er der mange borgere (børn, unge, ældre, indlagte - ja udsatte og svagere borgere af enhver art), der får bedre vilkår, når regneark ikke længere hersker over virkeligheden. Tak for det, Pape. Du er hermed i sandhed dit efternavn værd. Selv Louis Pio ville være stolt af dig. Virkeligheden længe leve - regnearket må ha' sparket.