Annonce
Sønderborg

Udbrændt historisk ejendom må rives ned

Resterne af bygningerne står ikke til at redde, så nu må det rives ned for at give plads til nyt, der kan passe ind i omgivelserne. Arkivfoto: Henrik Rath
Den voldsomme brand, der 3. februar ødelagde flere ejendomme i Citykrydset, har nu betydet grønt lys fra kommunen til at rive bygningerne ned. Teknik- og miljøudvalget ønsker, at nyt byggeri indpasses i den omkringliggende arkitektur og bymiljø.
Annonce

Sønderborg: Det skete pludseligt og udviklede sig voldsomt, da en tagbrand over burgerbaren Lazy Dog mandag eftermiddag 3. februar endte med at sende flere historiske bygninger i Citykrydset i Sønderborgs indre by til tælling.

Til trods for at der i tiden efter hos mange har været håb om en genopbygning, har du nu vist sig umuligt at genskabe bygningerne, hvoraf dele kan dateres tilbage til 1600-tallet noget af det ældste i byen.

Et enigt udvalg står bag nedrivningstilladelsen på bagrund af blandt andet høringssvar fra Museum Sønderjylland. Bebyggelsen har bevaringsværdien "høj" og er dermed omfattet af nedrivningsforbud, som der ville skulle dispensation fra. Og det er det, som udvalget nu har givet efter ansøgning fra ejeren.

- Vi har haft en god og konstruktiv snak i udvalget. Det er jo ikke en hvilken som helst bygning. Men når den ikke står til at redde, må vi videre. Samtidig opfordrer vi ejerne til hurtigst muligt at gå i gang med nedrivning og opførelse af noget ny. Det kan blive et lyspunkt i bymidten og være med til at holde hjulene i gang i de her svære tider, siger udvalgsformand, Aase Nyegaard (Fælleslisten)

Vi har haft en god og konstruktiv snak i udvalget. Det er jo ikke en hvilken som helst bygning. Men når den ikke står til at redde, må vi videre.

Udvalgsformand Aase Nyegaard (Fælleslisten)

Annonce

Skal indpasses

Udvalget har i sin behandling fået ført til referat, at nyt byggeri fremstår lødigt og indpasses i den omkringliggende arkitektur og bymiljø.

- Vi har en arkitekturpolitik på vej, som vi forventer vedtaget til efteråret, tilføjer Aase Nyegaard.

Bygningerne er besigtiget så vidt muligt, og ud over brandskaderne vurderer kommunens forvaltning, at bevaringsværdien er svækket på grund af til- og ombygninger med tab af særlige bygningselementer. En delvis bevaring af enkeltstående facader, som eksempelvis hovedfacaden mod Perlegade, er efter forvaltningens vurdering heller ikke en hensigtsmæssig løsning, men vil skabe en form for sammenstykket "kulisse-arkitektur".

Ejeren af de berørte ejendomme i Perlegade 21, 21A og 21B samt Jernbanegade 31 er familien Thordsen, som også driver optikerforretning længere oppe i gågaden.

- Vi har haft meget at tænke over nu her med coronakrisen også. Men nu går vi i tæt dialog med kommunen omkring det. Vi har også en interesse i at hjælpe og få det til at se pænt ud i fremtiden, siger Jacob Thordsen.

Uddrag af høringssvar

Arkitekt Flemming Sørensen, Museum Sønderjylland: Såvel forhus som sidehus synes stærkt ramt af branden, samt at nedrivning næppe kan undgås. I den forbindelse påpeger Flemming Sørensen, at det vil være vigtigt for forståelsen af Sønderborg bindingsværket og dets udvikling, om der blev foretaget en byggeteknisk og bygningsarkæologisk undersøgelse af en fagmand.

Kim Løndal, formand for By & Miljø Sønderborg Kommune: Mener, at den konkrete sag er forhastet og stiller sig undrende over for dette. By & Miljø påpeger desuden, at der ikke bør meddeles nedrivningstilladelse, før der foreligger et af forvaltningen godkendt projekt for en ny bygning. I den forbindelse vil foreningen gerne inddrages.

Museumsinspektør Mette Sørensen, Museum Sønderjylland – Arkæologi: Grunden, hvor ejendommen ligger, er en del af det i 2004 af Kulturministeriet udpegede kulturarvsareal af national betydning, der omfatter den middelalderlige bykerne i Sønderborg. På den baggrund vurderer museet, at der er høj risiko for at støde på væsentlige, jordfaste fortidsminder ved anlægsarbejde under fortovsniveau, herunder også nedrivninger, inden for projektområdet.

Museet anbefaler derfor en frivillig forundersøgelse forud for nedrivningen i det omfang, det kan lade sig gøre.

Da branden var på sit højeste om eftermidaggen 3. februar. Arkivfoto: Elisabeth Rath Paulsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejen

Gratis julekoncert i Folding Kirke

Annonce