Esbjerg: Gennem de seneste fire år er antallet af ansøgere til de videregående uddannelser i Esbjerg faldet, men i år har der været god grund til at være en smule optimistisk forud for offentliggørelsen af ansøgningerne i søndags.
Coronakrisen har fået eksperter landet over til at forudse et ræs imod de videregående uddannelser, og i løbet af det seneste halve år har man i Esbjerg igangsat et gigantisk sats på uddannelsesområdet med initiativet Education Esbjerg.
Og tallene for Esbjerg giver da også anledning til at klappe stille med hænderne. Antallet af ansøgninger har i år stort set ikke rørt sig ud af flækken, og dermed har man formået at standse de seneste års tilbagegang på studieområdet. Det vækker glæde hos borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen (V).
- Det er meget positivt, at vi har fået bremset de seneste års tilbagegang. Man kan altid gå og drømme om store stigninger, men det er bare ikke realistisk, som situationen er lige nu. Og derfor glæder jeg mig over, at vi holder fast i niveauet, siger han.
Nye initiativer skal slå rod
På både Erhvervsakademi SydVest og UC Syd har man haft en marginal tilbagegang på henholdsvis 0,3 procent og 3,9 procent, mens man på Syddansk Universitet har akkurat sammen ansøgertal som sidste år.
Jesper Frost Rasmussen (V), borgmester i Esbjerg KommuneDet er meget positivt, at vi har fået bremset de seneste års tilbagegang. Man kan altid gå og drømme om store stigninger, men det er bare ikke realistisk, som situationen er lige nu. Og derfor glæder jeg mig over, at vi holder fast i niveauet
På Aalborg Universitet har man endda en lille fremgang på 0,8 procent blandt ansøgere, der har stedet som 1. prioritet, mens det samlede antal ansøgere er steget med 13,4 procent. Men samlet set er der altså status quo. Og det er der ifølge borgmester Jesper Frost Rasmussen flere forklaringer på.
- Væsentligst er nok den demografiske udvikling. Antallet af unge mennesker falder, og det mærker vi. Men vi har fra starten af i år sat gang i en række initiativer, der gerne skulle skabe fremgang, siger han blandt andet med henvisning til den massive satsning på uddannelse, man har lavet med Education Esbjerg.
- Det er først ved at slå rod og finde sin form, men det gælder om at få fortalt, at Esbjerg er et attraktivt sted at studere. Vi skal holde flere af vores egne i lokalområdet, og det kræver, at vi fortæller de unge, hvad de kan forvente. Så forhåbentligt ser vi allerede næste år en fremgang. Måske ikke ligefrem tusinder, men en lille udvikling i den rigtige retning.
Mod svære odds
Leder af Education Esbjerg Erling Petersson havde ligesom borgmesteren gerne se uddannelserne gå frem, men ser langtfra resultatet som en katastrofe. Nu skal de nye visioner bryde dødvandet.
- Set i lyset af de udfordringer vores område står med og det faktum, at vores arbejde kun lige er begyndt, så er status quo måske egentlig acceptabelt. På længere sigt kan vi dog slet ikke stille os tilfredse med det. Vi skal fremad, siger han.
Indtil for nyligt var målet, at Esbjerg skulle ramme 10.000 studerende i 2020. Det er dog langt fra nået, men med Education Esbjerg har man sat sig et nyt mål.
I 2030 skal man rykke sig fra de nuværende 5800 til 7500. Men det sker ikke over en nat, og der er mange ting, der skal flaske sig før der kommer vækst.
- Vi er oppe imod nogle svære odds. Men senere på sommeren præsenterer vi en række tiltag, der vil overraske og forhåbentligt kan vække noget håb. Noget ambitiøst, der peger på byens fremtid, siger Erling Petersson uden at ville løfte sløret for alle planerne.
Det drejer sig dog blandt andet om den ungdomsfon, der tidligere på sommeren blev præsenteret, samt det såkaldte fyrtårnsprojekt, hvor man vil skabe unikke fysiske uddannelsesrammer og kvalitative uddannelser inden for Esbjerg-områdets styrkepositioner. Noget der alt sammen skal være med til at gøre byen mere spektakulær på uddannelsesområdet.
Om ansøgninger til videregående uddannelser
Søndag den 5. juli klokke 12.00 var der frist for kvote 1-ansøgninger til de videregående uddannelser.
På landsplan har i alt 94.604 flere søgt ind.
I Esbjerg er antallet af ansøgere stort set det samme som sidste år.
På Aalborg Universitet har man oplevet en lille fremgang, mens tallet på Syddansk Universitet er præcis det samme som sidste år. UC SYD har oplevet et fald på 3,9 procent, mens Erhvervsakademi SydVest har en lille tilbagegang på 0,3 procent.
Tidligere havde Esbjerg Kommune en vision om 10.000 studerende i Esbjerg i 2020. Tallet er lige nu på cirka 5.800.
I begyndelsen af året startede den store satsning på uddannelsesområdet, Education Esbjerg.
Initiativet har som mål, at der i 2030 skal være 7.500 studerende i byen.