Annonce
Erhverv

Uddanner og satser: Scandinavian Avionics løb med DI's initiativpris

Michael Truelsen kunne mandag morgen på vegne af Scandinavian Avionics modtage initiativprisen uddelt af Dansk Industri Sydvestjylland. Borgmester Ib Kristensen (V) og Jesper Toft Mathiasen fra Dansk Industri stod for overrækkelsen. Foto: Alex Hermann
Billund-virksomheden Scandinavian Avionics er blevet hædret med årets initiativpris, som bliver uddelt af Dansk Industri Sydvestjylland. Stor fokus på uddannelse og lyst til at satse var blandt argumenterne for, at netop Scandinavian Avionics skulle have prisen.

Billund: Endnu en fornem pris er landet hos det lokale erhvervsliv i Billund Kommune. Scandinavian Avionics, der beskæftiger sig med reparation og vedligehold af fly, modtog mandag initiativprisen, som blev uddelt af Dansk Industri Sydvestjylland.

- Vi er meget imponerede over de resultater, I har nået, og vi er imponerede over, at der i vores område er en virksomhed, som er i stand til at levere de ypperste elektronik i hele verden, forklarede Jesper Toft Mathiasen, som er formand for DI Sydvestjylland.

To konkrete ting er der blevet peget på fra Dansk Industri: Virksomhedens lyst til at opgradere medarbejderne og vilje til at afprøve nye ting.

- Vi har i bestyrelsen haft fokus på den uddannelsesindsats, I leverer for at få jeres medarbejdere op på højeste niveau, og vi har set på jeres villighed til at satse med store investeringer uden garanti for, at det bliver en succes, lød det fra Jesper Toft Mathiasen.

Annonce

Scandinavian Avionics

Scandinavian Avionics, der hører hjemme på Stratusvej tæt på Billund Lufthavn, blev grundlagt i 1978 af Hardy Truelsen. Virksomheden beskæftiger sig med vedligehold og reparation af fly.

Virksomheden er i dag overdraget til anden generation, da det er Hardy Truelsens søn, Michael Truelsen, som er administrerende direktør, ligesom Michael Truelsen og hans søster Carina Truelsen, der har overtaget aktiemajoriteten i virksomheden.

Internationale og lokale

Initiativprisen for Dansk Industri Sydvestjylland er tidligere gået til blandt andet HN Group og Brians Renovation, og nu kan endnu en lokal virksomhed altså skrive sig på listen over firmaer, der har fået et skulderklap.

- Virkelyst og skabertrang er noget, I har levet op til, siden Hardy grundlagde virksomheden i 1978, så på den måde har I været kandidat i mange år, lød det i talen fra borgmester Ib Kristensen (V).

- I er en international virksomhed, der er til stede i mange lande, men I er i høj grad også lokale og en del af det lokale erhvervsliv, vi har i lokalområdet, sagde Ib Kristensen med henvisning til, at Michael Truelsen, der er administrerende direktør i Scandinavian Avionics, helt naturligt stillede op, da Billund Erhvervsfremme lavede en kampagne for at lokke flere beboere til området.

Med prisen er Scandinavian Avionics med i kapløbet om at vinde Dansk Industris landsdækkende initiativpris. Den ære løb HN Group fra Billund med for få år siden.

DI's initiativpris er i løbet af de seneste år blandt andet gået til HN Group og Brians Renovation. Nu har endnu en Billund-virksomheden modtaget prisen. Foto: Alex Hermann
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

Lysfestivalens nye, store satsning er blevet ødelagt af nattens stormvejr: - Det er ærgerligt for at sige det pænt

Annonce