Varde Kommune: Nedlukninger, hjemsendelse, konkurser og ensomhed. Der er nok af dårlige effekter og bivirkninger ved corona, som hver dag bliver fremhævet i medierne, og som mange mennesker står ansigt til ansigt med i deres hverdag, mener Preben Friis-Hauge.
Derfor er det til hans store overraskelse, at han som formand for foreningen LAG Fanø-Varde oplever, at en stor del af de lokale iværksættere og erhvervsdrivende stadig ser muligheder og har drømme.
Preben Friis-Hauge, formand, LAG Fanø-VardeVirkelysten og livsglæden fejler bestemt ikke noget. Det er imponerende, at så mange stadig tror på, at der skal noget op at stå.
Forud for årets første uddeling af LAG-midler - i alt 1,4 millioner kroner - har han og resten af bestyrelsen modtaget langt flere ansøgninger fra netop iværksættere og erhvervsdrivende, som ønsker at søge penge til nye projekter, end forventet.
- Vi var spændte på, om corona-restriktionerne ville sætte en dæmper på folks virkelyst og dermed begrænse antallet af ansøgninger, men vi må bare sige, at vi altså ikke kan se, at vi er i en corona-tid, fortæller Preben Friis-Hauge.
Foreningslivet lider
De 1,4 millioner kroner er delt ud til seks projekter i Varde Kommune og tre på Fanø. Pengene har til formål at skabe både jobs og mere liv i landdistrikterne, og netop mere liv er præcis, hvad Preben Friis-Hauge fornemmer blandt ansøgerne:
- Virkelysten og livsglæden fejler bestemt ikke noget. Det er imponerende, at så mange stadig tror på, at der skal noget op at stå og har mod på at søge hjælp til at realisere deres projekter, siger han.
Om LAG
LAG står for Lokal Aktionsgruppe Gruppe.
Hver LAG er etableret som forening for et lokalområde, som vælger en bestyrelse til at uddele tilskudsmidler fra EU.
LAG-tilskudsmidlerne kommer fra EU's landdistriktsprogram, som har til formål at skabe både jobs og mere liv i landdistrikterne.
I Danmark administreres LAG-midlerne af Bolig- og Planstyrelsen.
Selvom denne ansøgningsrunde viser, at iværksættere og det lokale erhvervsliv forbereder sig på at måtte åbne igen, så manglede ansøgningerne i høj grad fra foreningslivets projekter.
Uanset at der var mange gode projekter at vælge mellem, så blev det denne gang klart for Preben Friis-Hauge og bestyrelsen, at det lokale foreningsliv har det hårdt på grund af corona.
- Det er ikke før sket, at vi har haft så få almennyttige projekter til behandling, siger han og gætter på, at især forsamlingsforbuddet udfordrer de lokale ildsjæle.
Ved almennyttige projekter er det nemlig typisk en borgerforening eller en sogneforening, som gerne vil lave projekter, og de er kendetegnet ved, at de mødes rent fysisk og brainstormer, forklarer Preben Friis-Hauge.
- De sætter lapper på en tavle og beriger hinanden og laver en ansøgning over et par mødeaftener. Det har corona været en hindring for.
Næste runde
Den nuværende LAG-ordning er blevet forlænget til og med 2022, og derfor bliver der i både 2021 0g 2022 uddelt projektmidler til lokale projekter. LAG Fanø-Varde har ca. 2,3 mio. kr. til uddeling pr. år.
- Vi oplever en stor interesse for LAG-midlerne, hvilket er med til at sikre kvaliteten i projekterne. Jeg er klar over, at det kræver en god portion tålmodighed og akkuratesse at gennemføre et LAG-projekt, men vores lokale ildsjæle går til opgaven med stor professionalisme, og det er glædeligt, siger Preben Friis-Hauge.
Næste ansøgningsfrist til LAG er onsdag den 25. august 2021. Ansøgere opfordres til at kontakte en af foreningens LAG-koordinatorer for råd og vejledning i forbindelse med ansøgningsprocessen. Ansøgninger behandles på bestyrelsesmøde i LAG Fanø-Varde den 20. september 2021.