Annonce
Sønderborg

Uddrag af "Det Røde Hjørne": Sønderjydsk Hjælpefond og Danmark Besat

Frode Sørensen udgiver den 26. november en bog om I.P. Nielsen. Foto:Timo Battefeld
JydskeVestkysten har fået lov til at bringe to kapitler af Frode Sørensens nye bog "Det Røde Hjørne".
Annonce
Annonce

Kapitel 46: Sønderjydsk Hjælpefond - kærligheden til børn.

I starten af 1930’erne var der stor spænding om Gråsten Slots fremtidige benyttelse. I. P. mente at slottet ville være perfekt som børnehjem, men det kom til at gå ganske anderledes.

I januar 1936 blev det meddelt, at slottet ville blive overdraget til det nygifte kronprinsepar, en beslutning som affødte en besk kommentar fra I. P. Nielsen:

"Når kronprinseparret flytter til Gråsten Slot, der vel koster ½ mio. kr., at indrette til de to unge mennesker, så behøver de ikke slæbe nazister herned. Thi dem har vi nok af i forvejen."

Årsagen til denne kommentar var, at kronprinsen i forbindelse med en jagt på Sjælland havde inviteret et par grever, som åbenlyst flirtede med de danske nazister.

Den 20. august 1936 ankom kronprinseparret første gang til Gråsten Slot, hvor de blev budt velkommen af repræsentanter for landsdelens befolkning og politikere, heriblandt I. P. Nielsen. Flere socialdemokratiske politikere havde først besluttet sig for ikke at ville deltage, men det brød I. P. sig ikke om. Han kaldte beslutningen »for splittergal«, drøftede situationen med Stauning, og i fællesskab udsendte de en kraftig henstilling til partikammeraterne om at komme til stede. Henstillingen blev fulgt af de fleste, og I. P. konstaterede senere: Vi var der!

I. P. Nielsen havde i 1917 oplevet nød og elendighed i Tyskland, der især gik ud over børnene, som havde den største plads i hans hjerte:

"Man kan diskutere hvem der er skyld i krige, men én ting er sikkert, det er i hvert fald ikke børnenes skyld."

I 1924 afsluttede han den danske indsats over for de tyske børn. Der Kindervater kunne med tilfredshed tænke tilbage på en succesfuld og højt respekteret indsats, men hvis nogle troede, at han nu alene ville koncentrere sig om sit folketingsarbejde, så tog de grueligt fejl.

Allerede samme år inviterede han repræsentanter fra den sønderjyske arbejderbevægelse til møde i Tinglev. Formålet var at anbefale landsdelens arbejderorganisationer at igangsætte indsamlinger og samtidig rette henvendelse til velstående folk, især i hovedstaden, der havde interesse for Sønderjylland. Der var fuld opbakning til initiativet, og I. P. påtog sig selv opgaven med at kontakte de rigtige mennesker med hjertet på rette sted og penge i tegnebogen.

Den 10. december 1936 deltog kronprinsessen i den store uddeling på Folkehjem, og dagen efter var hun med ved uddelingen i tre sogne. Kronprinsessen deltog nu hvert år, og opmærksomheden omkring Hjælpefonden øgedes markant. I 1938 stiftede hun Ingrid-indsamlingen, en damekomité som rundt om i landet skulle supplere hjælpefonden ved at sy og strikke tøj til børnene. Salget af en lille marguerit var også kronprinsessens idé for at øge fondens indtægter.

Kronprinsessens deltagelse var dog ikke uden problemer. De tyske organisationer forsøgte at overbevise danske arbejdere om, at de skulle sende deres børn i tyske skoler. Sønderjydsk Hjælpefond havde en stor opgave i at modvirke dette. Officielt var Sønderjydsk Hjælpefond en organisation med et velgørende formål, men I. P. ønskede også at den havde et nationalpolitisk sigte i kampen mod nazisternes fremtrængen i Sønderjylland.

Da den tyske folkegruppe fik støtte fra det nazistiske Tyskland, bekymrede det i 1936 den danske regering, at kronprinsessen gik ind i hjælpearbejdet. Udenrigsminister Munch havde direkte sagt til I. P., at det ikke gik at slippe kronprinsessen løs på dette område. Det kunne dog ikke få I. P. til at droppe initiativet. Han sagde på et møde med Munch:

"Min position hernede er stærk nok til, at jeg kan dække kronprinsessen og dermed kongehuset."

Han nævnte også, at det var Sønderjydsk Hjælpefond, der stod med ansvaret og ikke kronprinsessen, og der havde kun været småproblemer, et par angreb fra tysk side: Har jeg hver gang kunnet kvæle i fødslen.

Hermed var udenrigsministeren tilsyneladende beroliget, og kronprinsesse Ingrid påtog sig hvervet som protektor.

Annonce

Kaptitel 47: Danmark Besat

Den 9. april 1940 kom det, man længe havde frygtet. Tyske tropper overskred tidligt ommorgenen den dansk-tyske landegrænse. Efter nogle heroiske kampe med få danske soldater mod en mægtig overmagt var Danmark besat.

Journalist, Robert Huhle, Dagbladet »Sønderjyden«:

"Den 8. april 1940 om aftenen var der socialdemokratisk medlemsmøde på Bjerggården, under mødet fik »Sønderjyden«’s to journalister, H. Larsen-Bjerre og jeg en opringning fra en kontaktperson i Kruså, som meddelte at vi burde komme til Kruså, for der var noget i gære. Vi orienterede redaktør Frede Nielsen og kørte med Taxa-Jensen til Kruså, vi vidste at en tysk militærkolonne af betydelig størrelse stod marchberedt syd for grænsen. Det havde den gjort siden januar, nu var spørgsmålet om tyskerne bluffede, eller om det var alvor."

Larsen-Bjerre og Huhle fik kontakt til det militære efterretningsvæsens chef, ritmester H.M. Lunding, der sagde: Hvis der overhovedet sker noget, så sker det ved daggry. Sammen med Lunding var de to journalister helt nede ved grænsen, og alle var enige om, at lyden af motorstøj også kom fra tanks. Herefter tog de hen til Aage J. Lassen. De ringede til dagbladet Socialdemokraten i København, men her troede de ikke på meldingerne, og man anbefalede de to journalister at tage hjem og sove:

"Vi ved fra højeste sted, at troppesamlingen alene tager sigte på forestående begivenheder i Norge og intet har med Danmark at gøre."

Besøget sluttede med at Martha Lassen serverede kaffe og kringle, ikke mindst til ære for Larsen-Bjerre, som fyldte 30 år. Tilbage i Sønderborg kl. 1 om natten orienterede de Frede Nielsen om deres oplevelser. De sov kun få timer, før de blev vækket af larmen fra lavtflyvende militærmaskiner, som drønede hen over Sønderborg. Danmark var besat, og få timer senere blev deres værtsfolk fra aftenen før arresteret af tysk militærpoliti.

I. P. Nielsen og Robert Huhle arresteres den 12. juli 1940. Huhle:

"Den 12. april ved 17-tiden befandt jeg mig alene på redaktionen. Vi havde fået at vide, at lokomotivfyrbøder Aage J. Lassen var blevet arresteret i Padborg allerede den 9. april. Der lød støvletramp op ad trappen og jeg var ikke i tvivl om, at støvletramp ikke var et civilt anliggende. De to, der kom ind, var fra kontraspionagen. Jeg fik ikke lov til at ringe hjem, og havde jeg gjort det, ville telefonen være taget af et andet medlem af den tyske værnemagt. De havde gennemrodet lejligheden. Ikke særligt systematisk. Da de ville op på loftet, gjorde min kone opmærksom på, at der kun var et enkelt bræddelag, ikke egnet til at bære tunge byrder. De afstod heldigvis fra yderligere undersøgelser, senere manglede der kostplaner for vor datter Bodil og andre set i sammenhængen ligegyldige papirer."

Huhle blev fra redaktionen kørt ned til Slotsbakken og placeret i en af værnemagtens prærievogne. Her sad i forvejen tre personer. Turen gik fra Sønderborg til Broager, og efter nogen søgen, nåede man til I. P. Nielsens hus »Hytten« i Dynt Strand. I. P. var på havearbejde, og inden han blev sat op i vognen, nåede han lige at sige til Anna:

Ja, Mutter nu kører vi. Huhle fik følgende med på vejen: Nå, sidder du der? Turen gik til politipræsidiets kælder i Flensborg. Huhle var stærkt påvirket af situationen og kunne ikke sove. Han vandrede frem og tilbage i cellen og kunne i det fjerne høre en meget utilfreds I. P. Nielsen. Huhle:

"Jeg brugte natten til at tænke igennem, hvad jeg skulle sige til mit forsvar."

Det blev dog ikke nødvendigt med nogen forsvarstale. Politipræsidenten var yderst utilfreds med, at værnemagten havde blandet sig i forhold, som efter hans opfattelse var hans resort,og da han fandt ud af, at den fængslede I. P. Nielsen, var identisk med Der Kindervater, der havde hjulpet tusindvis af tyske børn under og efter første verdenskrig, så kunne det ikkegå hurtigt nok med at få I. P. sendt tilbage til Dynt Strand. At I. P. ikke bar nag til marinesoldaterne, viste han, da vognen ankom til »Hytten«, han inviterede dem på en forfriskning, inden de returnerede. I. P. havde, inden han forlod Flensborg, gjort opmærksom på at Huhle fortsat sad i sin celle. Huhle:

"Kl. 11 om formiddagen sagde en major til mig, at jeg ville blive kørt hjem. Til min irritation begyndte knæene at ryste under mig."

I mange år var Huhle overbevist om, at hans arrestation skyldtes lokale nazister, men oplysninger fra Gestapo-arkivet ændrede dette.

Årsagen var nærmere, de kontakter man på redaktionen havde til tyske emigranter og agenter, eksempelvis englænderen Hugill. Værnemagten vidste præcist, hvem de den 9. april og dagene derefter skulle have fat i, og Huhle kan være glad for, at han kom så hurtigt tilbage. To andre, Jens Dons og Alfred Petersen, der også blev ført til Flensborg den 12. april, kom først tilbage til Danmark i august 1940, på betingelse af, at Danmark ville retsforfølge dem for spionage mod Tyskland. Begge blev idømt langvarige fængselsstraffe.

Navnet Nielsen havde i øvrigt givet anledning til forveksling. Det var slet ikke I. P. Nielsen, man ønskede at arrestere, men redaktør Frede Nielsen, på grund af navnesammenfaldet slap han i denne omgang. Arrestationen eller nærmere bortførelsen af I. P. Nielsen og Robert Huhle blev ikke omtalt i pressen umiddelbart efter hændelsen, men Frede Nielsen fik den indflettet den 22.april 1940 i forbindelse med en omtale af I. P.’s forestående 67-års fødselsdag. Han kaldte ham for »Sønderjyden«’s flittige og skattede medarbejder:

"Der har altid stået blæst om I. P. Nielsen og blev der for stille, så skulle han nok sørge for den fornødne bevægelse."

I.P. Nielsen på talerstolen på Ringriderpladsen i Sønderborg. Foto: Arbejderarkivet/Robert Huhle
I.P. Nielsen hilser på Kong Frederik IX med fortjenstmedaljen i guld. Medaljen modtog I.P. Nielsen den 2. april 1943 kort efter, han stoppede i Folketinget. Foto: ISL – Museum Sønderjylland
Den kongelige familie på Gråsten Slot fik sig ofte en dukkert hos I.P. Nielsen i Dynt Strand. Det blev illustreret i Æ Rummelpot. Tegning: Otto F. i Æ Rummelpot 1949
Tøjuddeling på Folkehjem i Aabenraa. Foto: ISL – Museum Sønderjylland
Glade børn på kronprinsesse Ingrids Feriehjem i Vejers i 1939. Foto: Gl. Tønder Kommunes Arkiv
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Indland

Nu kan du få dit kørekort på mobilen

Danmark

Jesper Petersen bliver ny statsrevisor

Annonce