Annonce
Udland

Udenrigschef vil bremse våben til Libyen via EU-mission

Kenzo Tribouillard/Ritzau Scanpix
Man bør genopfriske Operation Sophia til at overvåge våbenembargo for Libyen, mener EU's udenrigschef.

En ting er, at centrale aktører på et møde i Berlin søndag blev enige om at styrke en våbenhvile og sikre en våbenembargo i Libyen.

Noget andet er, at det faktisk sker. Og det bør EU ifølge udenrigschef Josep Borrell være med til at sørge for.

- En våbenhvile kræver, at nogen holder øje med den. Man kan ikke sige: Vi har en våbenhvile, og nu glemmer vi alt om den. Nogen skal overvåge den, håndtere den, siger Borrell før et udenrigsministermøde i Bruxelles.

Han lægger blandt andet op til, at man i EU bør vække Operation Sophia til live og i stigende grad med fly frem for skibe overvåge en våbenembargo.

Søndag blev en række store EU-lande sammen med de stridende parter i Libyen, Ruslands præsident, Vladimir Putin, og FN's generalsekretær, António Guterres, enige om en "bindende proces" for Libyen.

Målet er at sikre en våbenhvile og håndhæve en våbenembargo.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) ser de første meldinger efter mødet i Berlin som positive.

- De redskaber, vi har, skal vi have i anvendelse. Det er vigtigt, at vi får stabiliseret landet. Denne kurs med krig og konflikt er dødsensfarlig, siger Kofod.

Den danske minister ser en potentiel fare for både øget terrorisme og tilstrømning af migranter mod Europa.

- Det handler for os om at bekæmpe truslen fra terrorisme, men også irregulær migration. Der er over 700.000 irregulære migranter og flygtninge i Libyen.

- Vi har en kæmpe interesse fra Europas side og fra Danmark i at få landet stabiliseret, siger Kofod.

Lederen af Libyens FN-anerkendte regering, Fayez al-Sarraj, har bedt om støtte fra internationale styrker.

Der er EU-landene ikke nu. Den svenske udenrigsminister, Ann Linde, siger, at hendes regering vil være klar til at diskutere det i Riksdagen, hvis der skulle komme et konkret forslag om dette.

- Det er alt for tidligt at sige noget om. Men kommer der et forslag som det, kommer vi til at se på det og diskutere det i Riksdagen. Det er klart, siger Ann Linde.

Hun understreger dog samtidig - i øvrigt som Jeppe Kofod - at der "kun findes en politisk løsning" på konflikten - "ikke en militær".

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Hvad bilder ministeriet sig ind?

I 2014 besluttede et flertal i Folketinget, at man ville have 14 års dansk indsats i Afghanistan undersøgt med særlig vægt på det civilt-militære samarbejde. Forsvarsakademiet, Dansk Institut for Internationale Studier samt et konsulentfirma skulle står for opgaven, men nu viser aktindsigter til Berlingske, at man i Forsvarsministeriet langt hen ad vejen ikke var tilfreds med især en række kritiske passager i udkastet til den endelig rapport. 14 kritiske passager er enten blevet fjernet eller ændret, således at slutresultatet tegner et mere rosenrødt billede af den danske indsats i Afghanistan, end det oprindeligt var tiltænkt, inden Forsvarsministeriet kom med forslag til, hvor man skulle have slettelakken frem. Nu bliver der i denne verden helt generelt lavet alt for mange rapporter, men denne havde dog det ædle formål at orientere Folketinget om, hvad der var gået godt og skidt. En rimelig idé, skulle man synes, al den stund, at danske soldater sendes ud i livsfarlige missioner, ligesom det danske samfund bruger milliarder af kroner på disse opgaver. Men Forsvarsministeriet syntes åbenbart ikke, at det var nødvendigt for vores folkevalgte eksempelvis at få at vide, at et fælles sekretariat mellem Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet ikke fungerede. Ej heller skulle det frem, at velkendte indretninger som offentlige udbud, der på vores breddegrader er med til at forhindre korruption, faktisk gjorde det modsatte i Afghanistan. Folketinget er altså blevet forholdt væsentliger oplysninger, og det er en skandale, også selv om ministeriet meddeler, at man jo bare kom med forslag til, hvad der skulle ændres eller slettes. Den har man hørt før, og den bliver ikke mere sand af at blive gentaget. Denne sag vidner om, at Forsvarsministeriet og nogle ansatte der har haft mere travlt med at pleje eget ry og karrierer end at oplyse Folketinget sandfærdigt om, hvad der er foregået i Afghanistan. Det er ikke bare uhæderligt, det er at sætte sig over landets øverste parlamentariske forsamling.

Kolding

Vej spærret: Store mængder regn giver problemer i Kolding

Annonce