Annonce
Haderslev

Udlejer forvirret: - Jeg har en aftale med Burger Shack

Palle Seide og hans håndværkere er gået i gang med det indvendige arbejde. Han har en kontrakt med Burger Shack og regner bestemt med, at kæden stadig vil åbne i Haderslev. Foto: Dorthe Rasmussen
Udlejer Palle Seide er noget overrasket over at høre, at den nye ejerkreds i Burger Shack vil stoppe åbningen af nye restauranter. Han er i fuld gang med at renovere det gamle McDonalds, hvor kæden efter planen skal rykke ind 1. april.

HADERSLEV: Der er opstået usikkerhed om, om Burger Shack overhovedet kommer til Haderslev, efter at det onsdag blev det offentliggjort, at kæden er blevet opkøbt af restaurantkoncernen DiningSix.

Den hurtigvoksende take away-kæde skal nu bringes tilbage i topform, lyder det i en pressemeddelelse fra DiningSix.

Den nye ejerkreds har i samme forbindelse meldt ud, at man stopper  åbninger af nye restauranter i en periode, mens man får styr på de ting, der har gjort, at Burger Shack har fået et lidt blakket ry.

Siden sommer har den lokale ejendomsinvestor Palle Seide været i gang med at istandsætte det gamle McDonalds på Ny Erlevvej, hvor der efter planen skal åbne en Burger Shack til sommer.

- Vi har ikke hørt noget, så vi regner stadig med, at Burger Shack kommer. Vi har jo en kontrakt liggende, der gælder de næste mange år. Så vi arbejder videre og regner med, at Burger Schack rykker ind den 1. april efter planen, fortæller Palle Seide.

Han blev selv meget overrasket, da han hørte den nye udmelding.


Vi har jo en kontrakt liggende, der gælder de næste mange år, så vi arbejder videre og regner med, at Burger Shack rykker ind

Palle Seide, udlejer


- Vi havde byggemøde med Burger Schack så sent som i forgårs, og her blev det ikke nævnt med et ord. De nye ejere finder nok ud af det, og hvis kæden ikke kommer til Haderslev alligevel, så finder jeg bare en anden lejer. Det kan godt være, at Nordicals har haft bygningen til leje i syv år, men jeg kan hurtigt finde en ny lejer, lyder det fra en fortrøstningsfuld Palle Seide.

Den gamle McDonalds bygning var nærmest en ruin, da Palle Seide overtog den i sommer.

Bygningen bar præg af, at den daværende ejer Svend-Erik Aaskov havde kastet håndklædet i ringen, fordi kommunen havde sagt nej til hans vision om at bygge et nyt højhus på grunden. Der var knust glas og graffiti overalt.

Palle Seide gik i gang med en omfattende renovering, der nu er ved at være afsluttet. Derudover får den nye restaurant drive-in i to spor, og der bliver etableret 12 nye parkeringspladser i samarbejde med Q8-tankstationen.

Annonce

Haderslev er ikke nævnt

Avisen arbejder på at få en kommentar fra den nye ejerkreds bag Burger Shack.

I pressemeddelelsen om overtagelsen nævnes  intet om, hvorvidt Haderslev- restauranten er sat på standby.

Morten Pedersen, medejer af DiningSix, der driver ti restauranter og cateringkøkkener i Aarhus og København, udtaler blandt andet i pressemeddelelsen, at der ligger en stor opgave i at omvende folks opfattelse af Burger Shack, så først skal der skabes ro og stabilitet i  virksomheden.

- Det er selvfølgelig afgørende for os, at vi kan skabe omsætning og drive en aktiv forretning med det samme. Med det sagt bliver 2021 et stabiliseringsår, hvor vi skal lære forretningen og vores nye samarbejdspartnere at kende samtidig med, at vi leverer gode gæsteoplevelser på stribe, siger Morten Pedersen

På sigt ser DiningSix  dog store muligheder for at ekspandere, lyder det videre fra de nye ejere:

- Vi har ambitioner om, at Burger Shack skal vokse i Danmark såvel som resten af Norden.

Efter planen skulle den nye Burger Shack ved Haderslev Dam åbne engang til sommer. Der er endnu ikke meldt en åbningsdato ud, da indflytningen har været forsinket på grund af corona.

Fra skamplet til burgerpalads. Den nye restaurant ved dammen og Omkørselsvejen får drive-in i to spor. Foto: Dorthe Rasmussen

Fra ros til ris

År 2020 endte turbulent for den ellers populære take away-kæde, Burger Shack.

Burgerkæden, der siden åbningen i 2016 har stormet frem på den danske take away-scene med 13 restauranter fordelt over hele landet, har været et hyppigt samtaleemne i medierne de seneste år.

Først for at nå burgerstjernene på rekordtid og vinde ”Danmarks Bedste Burger”, næst for at dele opskriften på selv samme prisvindende burger med hele den danske befolkning - sidst for omfattende fødevarekritik.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce