Annonce
Esbjerg

Udnævnt til sort plet i 2016: Ny ulykke i belastet kryds ved et af Danmarks største landbrug

Tirsdag skete der endnu en ulykke ved krydset Nøråvej/Kirkebrovej i det nordlige Bramming. Kommunen udnævnte selv krydset til at være en sort plet i 2016, men endnu er der intet gjort for at forbedre forholdene. Privatfoto
Esbjerg Kommune har givet lov til store udvidelser af landbrug nord for Bramming, men har undladt at forbedre veje og infrastruktur til stigende trafik til de store gårde. Tirsdag skete der så endnu et uheld i farligt kryds ved Nøråvej, der er belastet af meget store landbrugskøretøjer til et af Danmarks største landbrug

Bramming: Tirsdag skete det igen.

To biler stødte sammen i krydset Nøråvej/Kirkebrovej/Fiskerivej i det nordlige Bramming, hvor to personer ifølge politirapporten måtte tilses for deres skader på Sydvestjysk Sygehus.

- Hvis en vejingeniør ikke kan se, at der er noget helt galt her, er de ikke deres job værdig, siger Bent Schmidt, der som beboer på Nøråvej har oplevet et utal af gange, hvordan biler er kørt sammen i krydset.

Gang på gang er der uheld i krydset, fordi landbrugsmaskiner, biogaslastvogne, personbiler og busser skal standse midt på hovedvejen/Kirkebrovej, for enten at dreje til højre ad Nøråvej eller til venstre mod rideskolen på Fiskerivej, og Bent Schmidt forklarer, at det især er trafikken ad Nøråvej til de store gårde i området, der er en udfordring. Nøråvej er ganske enkelt ikke stor nok til at håndtere trafikken, og ofte må store køretøjer bakke frem og tilbage på den store vej for at komme til.

- Der er især to store gårde med tusindvis af køer. Der kommer foderbiler, Arla-biler, biogas-lastbiler, kæmpe landbrugsmaskiner og kreaturvogne, og vi mener jo, at når kommunen både giver tilladelse til, at gårde bliver så store, så bør veje og infrastruktur følge med, siger Bent Schmidt, der har boet på Nøråvej i 27 år, og aldrig har oplevet en udvidelse af vejen.

Annonce

Sort plet i 2016

I november 2016 konstaterede Esbjerg Kommune ved både vejchefen Mads Astrup og udvalgsformand Anders Kronborg (S), at krydset ved Nøråvej var en sort plet. Også dengang blev det konstateret, at krydset ikke er dimensioneret til den trafik, der er netop her med landbrugskøretøjer, og som kun er taget til siden.

Kommunens generelle erfaring er, at mange ulykker aldrig registreres, men Bent Schmidt mente i 2016, at der var sket omkring 15 ulykker i de foregående år. Dette tal er steget siden 2016.

I juni 2018 godkendte politikerne i kommunens teknik & byggeudvalg et trafiksikringsprojekt ved Nøråvej, der skulle gennemføres på et senere tidspunkt. Projektet skulle have en venstresvingsbane og tilbagetrækning af cykelstien på Nøråvej/Kirkebrovej i Bramming, og ville beløbe sig til 2,5 millioner kroner. Det vides endnu ikke, hvornår projektet gennemføres.

Svingbaner

Tirsdagens ulykke skete ved, at en bilist kørte ind i en forankørende bilist, der holdt stille ved krydset, og det bliver næppe sidste gang, der sker en ulykke i krydset, fordi det ved de netop overstående budgetforhandlinger blev besluttet at spare på kommunens veje.

- Vi er ikke imod landbrug. Slet ikke. Man må gerne drive stort landbrug her, men det er kommunen, vi er trætte af. De skal ikke give tilladelse til udvidelse af landbrug, uden at vejforholdene følger med, siger Bent Schmidt, der gerne ser svingbaner og en udvidelse af hele krydset, så trafikken ikke skal standse, hver gang et køretøj skal dreje ind ad Nøråvej.

Både tidligere formand for Teknik & Byggeudvalget, Anders Kronborg(S) og nuværende formand Søren Heide Lambertsen(S) har personligt været ude og se på krydset sammen med kommunens vejchef, Mads Astrup, men endnu er der intet sket i krydset.

Samtidig har Bent Schmidts kone sendt mails om farlige episoder i krydset til både forvaltning og Søren Heide Lambertsen, og udover, at hun kan se, at de er blevet læst, har hun intet hørt fra kommunen.

Spørgsmål om penge

En budgetbesparelse på kommunens veje kan blandt andet komme til at gå ud over Nøråvej, forklarer medlem af kommunens Teknik & Byggeudvalg, Henning Ravn (V), der selv er bosiddende i Bramming.

- Vi er ikke uenige i, at dette er et kryds, vi meget gerne ser sikret, men det er samtidig er spørgsmål om at finde penge til det, og hvordan vi får brugt pengene mest hensigtsmæssigt i kommunen, siger Henning Ravn.

Bør man som kommune ikke sørge for, at infrastrukturen følger med, når man giver lov til eksempelvis udvidelser af landbrug?

- Selvfølgelig er vi forpligtet til, at vejnettet skal kunne håndtere trafikken, men hver gang er det en prioritering, fordi pengene ikke rækker. Lokalrådet i Bramming har haft dette kryds med som ønske flere gange, men det er en prioritering for os hver gang vi skal tage stilling til, hvordan vi kan fordele de trafiksikkerhedsfremmende midler bedst muligt, siger Henning Ravn.

Tæt ved krydset ved Nøråvej har et af Danmarks største landbrug, Rønhave, en gård. Det betyder øget trafik af store køretøjer til og fra området, og derfor opstår der ofte situationer som på billedet, hvor der ganske enkelt ikke er plads nok. Privatfoto
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

IS-medlem er inderligt uvelkommen

Et tidligere medlem af Islamisk Stat ankom mandag til Danmark, og blev straks anholdt. Manden har siddet fængslet i Tyrkiet, men blev sendt til Danmark på begæring af de danske myndigheder. Formentlig skal man være jurist for at forstå, hvorfor Danmark har bedt om at få den pågældende udleveret. Han er inderligt uvelkommen. Manden er den 28-årige Ahmad el-Haj. Han er af palæstinensisk oprindelse, men ærgerligt nok udelukkende dansk statsborger. Passet kan han derfor ikke miste. Trods det danske pas er det naturligvis grotesk at påstå, manden er vendt hjem. Danmark er ikke et hjem for mennesker, der har vendt os ryggen og direkte kæmpet mod landets interesser. Justitsminister Nick Hækkerup er blevet kritiseret for at lægge pres på domstolene i sagen om den den udleverede. Ministeren har nemlig sagt, at manden forhåbentlig bliver dømt for de forbrydelser, han har begået. Kritikken kommer fra De Radikale og Enhedslisten. Strengt taget har de ret i, at det ikke er en ministers, men domstolenes opgave at vurdere, om en sigtet er forbryder eller ej. Men ikke desto mindre er Nick Hækkerups spontane reaktion absolut forståeligt. Så skulle en domstol kende den pågældende skyldig, sker det forhåbentlig efter straffelovens paragraf 114. Den såkaldte terrorparagraf åbner nemlig mulighed for fængsel på livstid. Sanktionen er aldeles passende, hvis den 28-årige skulle vise sig at have deltaget i Islamisk Stats uhyrlige forbrydelser. Måtte han i givet fald aldrig komme på fri fod eller i hvert fald sidde i fængsel, til han er en meget gammel mand ligesom den firedobbelte politimorder Palle Sørensen. Han tilbragte 33 år bag tremmer. Ahmad el-Haj blev ifølge flere medier hårdt såret under et bombeangreb og sidder i kørestol. Han har fortalt Weekendavisen, at han inderligt fortryder sine handlinger. I betragtning af de konsekvenser hans indsats for Islamisk Stat har haft for ham selv, er det såmænd ganske muligt. Nogen formildende omstændighed er det imidlertid ikke.

Annonce