Annonce
Tarm

Udsatte børn på sommerlejr i Skjern

En undersøgelse fra 2014 har vist, at netop oplevelser på sommerlejre sætter sine aftryk hos de deltagende børn. Pressebillede

SKJERN: En uge med snobrød, hygge og ikke mindst eventyr i naturen. Det er, hvad 38 udsatte børn har i vente i år, når de drager på Blå Kors' sommerlejr i Skjern. Erfaringerne viser, at børnene får styrket deres selvværd og knyttet venskaber, som rækker ud over lejren.

Hvad gemmer der sig i junglen, på polarcirklen eller bare på den anden side af fortovet? Eventyr og udforskning af nye og spændende steder er årets tema på Blå Kors' Midtjyllandslejr, som finder sted på Finderup Efterskole.

Efterskolen er et af de steder, hvor Blå Kors Danmark i år sender i alt 290 udsatte børn og unge på sommerlejre. Det kan være børn, som har forældre med alkohol- eller stofmisbrug, psykiske problemer eller børn, som på anden vis er sårbare.

Midtjyllandslejren er for børn i alderen syv til 12 år. Lejren begynder mandag 17. juli og slutter fredag 21. juli.

I år er lejren i Skjern fuldt booket - 38 ud af 38 pladser er fyldt. Ifølge ferielejrkoordinator Sandra Trampedach Junget skyldes lejrenes popularitet et generelt stigende behov:

- Der er flere trængte familier, der ikke ikke selv har mulighed for at give deres børn sommerferieoplevelser. Mange, fordi de ikke har økonomisk eller mentalt overskud, fortæller hun.

En undersøgelse fra 2014 har vist, at netop oplevelser på sommerlejre sætter sine aftryk hos de deltagende børn. Fællesskaberne sammen med andre børn og ikke mindst de frivillige lejrledere er med til at styrke børnenes selvværd, give dem nye venskaber og oplevelser for livet.

/EXP

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

IS-medlem er inderligt uvelkommen

Et tidligere medlem af Islamisk Stat ankom mandag til Danmark, og blev straks anholdt. Manden har siddet fængslet i Tyrkiet, men blev sendt til Danmark på begæring af de danske myndigheder. Formentlig skal man være jurist for at forstå, hvorfor Danmark har bedt om at få den pågældende udleveret. Han er inderligt uvelkommen. Manden er den 28-årige Ahmad el-Haj. Han er af palæstinensisk oprindelse, men ærgerligt nok udelukkende dansk statsborger. Passet kan han derfor ikke miste. Trods det danske pas er det naturligvis grotesk at påstå, manden er vendt hjem. Danmark er ikke et hjem for mennesker, der har vendt os ryggen og direkte kæmpet mod landets interesser. Justitsminister Nick Hækkerup er blevet kritiseret for at lægge pres på domstolene i sagen om den den udleverede. Ministeren har nemlig sagt, at manden forhåbentlig bliver dømt for de forbrydelser, han har begået. Kritikken kommer fra De Radikale og Enhedslisten. Strengt taget har de ret i, at det ikke er en ministers, men domstolenes opgave at vurdere, om en sigtet er forbryder eller ej. Men ikke desto mindre er Nick Hækkerups spontane reaktion absolut forståeligt. Så skulle en domstol kende den pågældende skyldig, sker det forhåbentlig efter straffelovens paragraf 114. Den såkaldte terrorparagraf åbner nemlig mulighed for fængsel på livstid. Sanktionen er aldeles passende, hvis den 28-årige skulle vise sig at have deltaget i Islamisk Stats uhyrlige forbrydelser. Måtte han i givet fald aldrig komme på fri fod eller i hvert fald sidde i fængsel, til han er en meget gammel mand ligesom den firedobbelte politimorder Palle Sørensen. Han tilbragte 33 år bag tremmer. Ahmad el-Haj blev ifølge flere medier hårdt såret under et bombeangreb og sidder i kørestol. Han har fortalt Weekendavisen, at han inderligt fortryder sine handlinger. I betragtning af de konsekvenser hans indsats for Islamisk Stat har haft for ham selv, er det såmænd ganske muligt. Nogen formildende omstændighed er det imidlertid ikke.

Annonce