Annonce
Trekantområdet

Udsatte grupper er bange og bekymrede: - Vi oplever, at tankerne fylder hos dem

Coronaudbruddet og nedlukningen af landet har betydet, at borgere har sagt nej til at få hjemmehjælp i Fredericia Kommune. Omvendt har andre efterspurgt hjemmehjælp, selvom de ikke tidligere har gjort brug af det. For tiden er der desuden mange samtaler med utrygge og bekymrede borgere fra de såkaldte sårbare og udsatte grupper. Det fortæller koncerndirektør på området. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Borgere har frasagt sig hjemmehjælp. Andre har bedt om hjælp, som de ikke havde før coronaudbruddet. Fælles for de udsatte og sårbare borgere i Fredericia Kommune er, at bekymring og angst fylder.

Fredericia: Der går ikke en dag, hvor ordet corona ikke bliver nævnt i de danske medier. Ligeledes hører vi om, at der er en udsat og sårbar gruppe borgere, der har det ekstra svært, er i risikogruppen og som skal passes ekstra godt på.

I den kategori hører blandt andet de ældre. I Fredericia Kommune oplever Yelva Bjørnholdt Jensen, koncerndirektør for voksen- og ældreområdet, at folk er bange.

- Når man hele tiden får at vide, at man er i en særlig udsat og sårbar gruppe – og samtidig er isoleret – så fylder tankerne rigtig meget. Vi oplever, at folk er bange og har svært ved at være i det, fortæller koncerndirektøren.

Annonce
Når man hele tiden får at vide, at man er i en særlig udsat og sårbar gruppe – og samtidig er isoleret – så fylder tankerne rigtig meget. Vi oplever, at folk er bange og har svært ved at være i det.

Yelva Bjørnholdt Jensen, koncerndirektør, voksen- og ældreområdet, Fredericia Kommune

Nej til hjemmehjælp

Med udbruddet af Covid-19 fulgte også flere borgere, der frasagde sig sin hjemmehjælp. Ifølge Yelva Bjørnholdt Jensen er det dog primært borgere fra den gruppe, der ikke tidligere har haft et stort behov for hjælp.

- Vi har også haft familier, hvor de pårørende helst selv har villet gøre rent ved deres forældre, fordi de på den måde så er sikre på, at det kun er de pårørende, der kommer i borgerens hjem, siger Yelva Bjørnholdt Jensen.

Der er efterfølgende flere, som i første omgang frasagde sig hjemmehjælp, der sidenhen har ringet og bedt om det igen. Omvendt har andre borgere, der ikke tidligere har haft brug for hjælp, ringet og bedt om det.

Højere fravær

Kommunen forsøger at stræbe efter, at det kun er få hjemmehjælpere, der besøger den samme borger. Så hjemmehjælperen, der normalt skulle sørge for personlig pleje, nu også sørger for rengøringen. Det er med til at reducere smitterisikoen.

Men med et højere sygefravær blandt hjemmehjælperne end hidtil lykkedes det ikke i alle tilfælde. Det højere sygefravær skyldes, at hjemmehjælpere bliver bedt om at holde sig hjemme, hvis de har de mindste symptomer på influenza, corona eller lignende. Og de må først vende retur, når de har været symptomfri i 48 timer.

- Det er for at værne bedst muligt om de borgere, vi kommer hos, lyder forklaringen fra Yelva Bjørnholdt Jensen.

Grundlæggende forsøger kommunen med små greb at sikre, at borgerne er trygge. Kommunen har ligeledes opfordret den private aktør til at gøre det samme.

Positivt billede

- Vi bestræber os på, at det kun er så få hjemmehjælpere som muligt, der kommer i hjemmet. Så sørger vi for, at der sprittes af, når borgerne ser det. Det har en betydning, at borgere kan se, at det sker. Det kan være med til at gøre dem mere trygge. Det kan være svært som borger at skulle spørge en hjemmehjælper om, hvorvidt de har sprittet af. Det er så ting, der er med til at sikre, at borgerne føler sig trygge. Og vi skal alle hjælpe med at få de nervøse borgere så trygt igennem det her som muligt, fortæller Yelva Bjørnholdt Jensen.

Og selvom oplevelsen hos koncerndirektøren er, at flere borgere og deres pårørende er mere bekymrede og bange end tidligere, er det vigtigt for hende at slå fast, at corona-billedet i Fredericia er positivt.

- Vi har ingen smittetilfælde på hverken bosteder eller plejehjem. De to i hjemmeplejen, der er smittet, de er nu i bedring, og vi har ingen medarbejdere, der er smittede. Den udvikling skal vi holde fast i, lyder opfordringen fra koncerndirektøren.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce