Annonce
Sport

Udsigt til en hæsblæsende speedwayaften

Niels-Kristian Iversen, i midten, og Esbjerg får onsdag aften besøg af lokalrivalerne fra Holsted, mens ligaens tophold fra Region Varde skal en tur til Slangerup. Foto: John Randeris

Hverken Esbjerg eller Holsted er endnu kommet på pointtavlen i ligaen. Det bliver der lavet om på onsdag, hvor holdene mødes på Granly Speedway Arena - og så tror Region Vardes Mikkel Bech, at han og holdkammeraterne har en god chance for endnu en succesoplevelse.

Esbjerg har tabt to gange til Region Varde, mens Holsted hjemme blev slået af Grindsted.

Så nej, de to rivaliserende klubber har på ingen måde fået nogen god start på den nye ligasæson, og derfor er der nærmest krav om sejr i begge lejre, når Holsted, der fortsat er håndskadede Nicki Pedersen, onsdag kommer på besøg hos Esbjerg Vikings.

Holsted har kaldt australske Sam Masters ind som erstatning for Nicki Pedersen, og holdleder Tom Knudsen tror på en jævnbyrdig match.

- Vi skal op på mærkerne, og jeg tror faktisk godt, at vi kan få noget med hjem.

I Esbjerg-lejren er holdkaptajn Rene Bach dog 100 procent indstillet på, at bøtten skal vendes, og det skal altså gå udover Holsted.

- Vi er nogle stykker, som virkelig skal have hanket op i sig selv. Det har ikke været godt nok indtil videre. Det kan vi vist hurtigt blive enige om, understreger han.

- Vores mål er at køre med om medaljer. Det skal man i en klub som Esbjerg, så nu skal vi i gang.

Annonce

Onsdagens matcher

Kl. 18.30: Esbjerg - Holsted

Holdene

Esbjerg: Niels Kristian Iversen, Rohan Tungate, Rene Bach, Mark Bayer, Tim Sørensen, Mathias Nielsen.

Holsted: Sam Masters, Rasmus Jensen, Nicolai Klindt, Michael Palm Toft, Sam Jensen, Martin Steen Hansen.

Kl. 18.30: Slangerup - Region Varde

Holdene

Slangerup: Mikkel Michelsen, Kenneth Kruse Hansen, Andreas Lyager, Filip Hjemland, Jonas Seifert-Salk, Jacob Bukhave.

Region Varde: Mads Korneliussen, Hans Andersen, Mikkel Bech, Mikkel B. Andersen, Tobias Thomsen, Mads Hansen.

Tre på stribe?

Tingene ser anderledes positive ud for Region Varde, der har fået en fin indledning på sæsonen med to sikre sejre over Esbjerg. Onsdag går turen så til Slangerup, hvor mange hold traditionelt har det svært.

Region Vardes Mikkel Bech ryster dog ikke i bukserne.

- Vi tror på os selv, og jeg synes faktisk, at vores hold allerede nu fungerer rigtig godt. Slangerup ude er en hård nød at knække, men jeg tror, at vi har en god chance, siger han.

- Og jeg vil klart mene, at Slangerup er svækket, da de ikke længere kan have Michael Jepsen Jensen og Mikkel Michelsen på holdet på samme tid, da Michelsen er blevet A-kører.

Mikkel Beck, der scorede flest point af alle i den afsluttende superfinale på banen i Slangerup sidste efterår, føler selv, at han er kommet godt i gang med den nye sæson.

- Jeg havde en svipser, da vi kørte om kvalpladser i Holsted for nogle uger siden, men ellers har det været fint. Det går godt i Polen og også i Sverige, hvor jeg scorede 15 ud af 18 point i sidste uge, så jeg er sikker på, at holdkammeraterne også kan gøre det godt i Slangerup.

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce