Annonce
Kultur

Udsolgt: Alle billetter til 80'er-festen er revet væk

Eldoradoteltet har altid været et trækplaster for nostalgikere under Esbjerg Rock Festival. Næste år bliver teltet hjemsted for den første udgave af Esbjerg 80'er Fest. Arkivfoto: Annett Bruhn.
Der er lagt op til det helt store 80'er-brag i Eldoradoteltet i Vognsbølparken til maj næste år. Alle 3.000 billetter til den første udgave af Esbjerg 80'er fest blev solgt på godt en måned.

Esbjerg: Billetterne til Esbjerg 80'er Fest 2022 er blevet revet væk.

Arrangøren, Esbjergs grand old man på festivalfronten, Søren Højberg, forudså, da arrangementet blev offentliggjort, at der ville bliver rift om billetterne, og han fik ret.

Det tog kun godt en måned at sælge alle 3.000 billetter til det kæmpestore Eldoradotelt, hvor tidsmaskinen til maj næste år lander direkte ned i årtiet med Ball-trøjer, benvarmere, neonfarver og puddelkrøller.

Annonce

Dermed kan Højberg prale af at stå bag den formentlig første udsolgte festival 2022.

Opbakningen glæder naturligvis Søren Højberg, men decideret overrasket er han ikke:


Efter at vi udfasede 80’er konceptet, har jeg modtaget tusindvis af henvendelser fra personer, der ønskede 80’er festen genoplivet. Og til sidst valgte jeg at overgive mig.

Søren Højberg.


-  Det er ganske enkelt utroligt, men måske lidt ventet alligevel. Esbjerg Rock Festival blev jo kendt for at være den første dedikerede 80’er festival i Danmark. Efter at vi udfasede 80’er konceptet, har jeg modtaget tusindvis af henvendelser fra personer, der ønskede 80’er festen genoplivet. Og til sidst valgte jeg at overgive mig: Vi genopliver festen med alt, hvad der hører til. 100 procent fest og god musik, lover Søren Højberg.

Eldoradoteltet

Han var manden, der stod fadder til Esbjerg Rock Festival og i over 25 år havde fat i trådene.

Fra 2006 til 2009 var festivalen en ren 80'erfestival med alt, hvad der hørte årtiet til - både med hensyn til bands, mad og drinks, og publikums påklædning var for en stor dels vedkommende også inspireret af 80'erne.

Specielt Eldoradoteltet med kendte ansigter bag DJ-pulten var populært, og det er netop det telt, der kommer til at danne rammen om hele festen, når den genopstår næste år.

Et kæmpestort telt med plads til 3.000 gæster, scene og dansegulv.

Og selv om efterspørgslen har været stor, så kommer der ikke flere billetter på gaden, fortæller Søren Højberg.

Siden offentliggørelsen af arrangementet den 27. april er der dog blevet justeret på programmet.

Bandet Halberg og Friends er nemlig efterfølgende blevet tilføjet plakaten, der i forvejen rummer tre bands, der skal spille live i Eldoradoteltet til den udsolgte første udgave af Esbjerg 80'er Fest.

Esbjerg 80'erfest

Den første udgave af Esbjerg 80'erfest finder sted lørdag den 7. maj 2022 i Vognsbølparken.

Et kæmpetelt bliver sat op, og her vil man dagen igennem kunne opleve live-optrædener fra Back to Back,. Dodo and the Dodos, Rocazino, Moonjam og Halberg & Friends.

Thomas Kristensen og Carsten Agerbæk vil  være placeret bag DJ-pulten og spille plader fra 80'erne mellem live-optrædener.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce