Aabenraa: På årets første møde i det nyoprettede arbejdsmarkedsudvalg i Region Sønderjylland-Schleswig på Regionskontoret i Padborg har man konstitueret sig. Ud over en beretning fra projektet "Job over Grænsen" samt det tyske arbejdsmarked, blev medlemmerne orienteret om udviklingen i grænseoverskridende projekter fra Interreg-programmet.
Jan Voss Hansen, Tønder, blev valgt som formand for udvalget. Næstformand Bodo Neumann-Nee fra det danske mindretal blev allerede valgt på det forrige møde. Udvalgets mål er at fremme den politiske og administrative dialog. Regionens kommunale partnere bidrager med emner til arbejdet og tilstræber en fælles udvikling.