Annonce
Tønder

Vil bygge hus til fire millioner på Rømø - men udvalg vender tomlen nedad

Patrick Iversen vil bygge et sommerhus til omkring fire millioner kroner på Gl. Færgevej, hvor der er udsigt til vandet. Foto: Martin Franciere
Patrick Iversen, Kolding, vil gerne bygge et hus på Gl. Færgevej på Rømø, men ifølge Tønder Kommune passede det ønskede hus ikke ind i området. Der er i øjeblikket stor fokus på øen.

Tønder: Patrick Iversen, der bor i Kolding, har store planer med grunden Gl. Færgevej nr. 11 på Rømø. Her vil han gerne bygge et aktivitetshus med et moderne touch på omkring 270 kvadratmeter. Sommerhuset skal være en investering, men også et sted for ham og hans familie.

Planerne led imidlertid et knæk tidligere på året, da Tønder Kommunes teknik- og miljøudvalg valgte at nedlægge et såkaldt paragraf 14-forbud. Det skete på foranledning af forvaltningen, der vurderede, at husets proportioner og placering ikke passede ind i området.

Den gældende byplanvedtægt gav ikke mulighed for at kræve byggeriet ændret - i sådanne tilfælde kan kommunen gribe til et paragraf 14-forbud - når det er udstukket, har kommunen et år til at lave en ny lokalplan.

Patrick Iversen, der er murer, vil bygge i mursten og med stråtag - huset skal være med stue-etage og 1. sal. Han vurderer, at der er tale om et projekt til omkring fire millioner kroner, og han har allerede brugt en del penge. Omkring 100.000, vurderer han, er brugt på tegninger, energiberegninger med mere.

- Så jeg vil jo være træt af, hvis jeg skal til at ændre hele projektet, fortæller han.

Han synes selv, han har forsøgt at ramme Rømø-stilen med en moderne vinkel, og at det er lykkedes bedre for ham, end det er set med tidligere projekter.


Jeg håber da på, at kommunen er interesseret i at få sat nogle projekter i gang på øen. Det, tænker jeg da også, vil fremme øen - at der sker noget.

Patrick Iversen, Kolding


Han fortæller, at han har været i dialog med Tønder Kommune om projektet - og han er klar til at tage en ny dialog om små ændringer, der kan gøre projektet bedre. Han har modtaget forbuddet og afventer nu, hvad kommunen vil.

- Jeg håber da på, at kommunen er interesseret i at få sat nogle projekter i gang på øen. Det, tænker jeg da også, vil fremme øen - at der sker noget, siger han.

Annonce

Ikke fagekspert

Formand for teknik- og miljøudvalget, Bo Jessen, Tønderlisten, fortæller, at udvalget diskuterede byggeriet.

- Nu er jeg jo ikke fagekspert på byggeri, så selvfølgelig læner vi os op af de indstillinger, der kommer fra forvaltningen af i sådan en sag her, siger han, og peger på, at man i udvalget tidligere har besluttet, at man gerne vil have kigget lokalplanerne på Rømø efter.

Og Patrick Iversens sommerhus er ikke i tråd med det, man gerne vil med området ifølge formanden.

- Det afviger betydeligt i forhold til det, der lægges op til i en ny lokalplan, siger Bo Jessen.

Annonce

Et fokuspunkt

Ole Bach-Svendsen, der er afdelingsleder i teknik- og miljøforvaltningen, forklarer følgende om indstillingen om et forbud mod sommerhusbyggeriet på Gl. Færgevej 11:

- Vi har sagt, at det her det passer ikke ind i områdets karakter.

Han peger på, at Rømø i øjeblikket er et stort fokuspunkt hos kommunen - der er et ønske om at løfte området, og man vil gerne være med til at styre, hvad der bygges.

- Jeg tror faktisk også, at det kommer til at hjælpe beboerne derovre, at der ikke bliver bygget på alle mulige måder - at man forsøger at holde et nogenlunde ensartet udtryk hele vejen igennem, fortæller Ole Bach-Svendsen, der oplever, at man har et godt samarbejde med øens beboere.

Han fortæller blandt andet, at kommunen har set på, hvordan man kunne forestille sig en fremtidig arkitekturstrategi, og der er lavet en udviklingsplan for øen.

- Så i det store hele er Rømø omdrejningspunktet lige nu her for rigtig meget af vores planlægning, og det gør også, at vi gerne vil sætte fokus på, at Rømø har en speciel kultur, Rømø har en speciel byggeskik, og de her ting vil vi jo gerne understøtte på bedst mulig vis, siger han.

- Dermed ikke sagt, at vi skal holde tingene tilbage, sådan at det kun må være ligesom de gamle Rømø-gårde, der ligger derovre og sådan nogle ting. Nej, det skal det ikke, men det skal være noget, der harmonerer, siger han.

Ole Bach-Svendsen afviser ikke, at man kan nå frem til en løsning om sommerhuset, inden en ny lokalplan ligger klar. Kan man nå frem til en løsning af dialogen vej, er det det bedste, mener han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv For abonnenter

Esbjergs sidste kvotekonge skovler penge: Har tjent mere end en kvart milliard kroner de sidste ti år, men nu truer Brexit

Erhverv

Montører overfuses af vrede kunder på hjemmekontoret: Nu får de hjælp til at nedtrappe konflikterne

Sydjylland

Få overblikket over de nye rejseregler her: Hvornår må vi grænsehandle og rejse på ferie?

Sønderborg For abonnenter

Modstander undrer sig over byggeri af biogasanlæg: - Det er grove løjer

Annonce