Annonce
Esbjerg

Udvalg vrager planer for 180 meter høje møller i Tjæreborg Enge: Byråd skal dog træffe den endelige beslutning

Byrådet ventes om kort tid at sende Vattenfalls planer for 180 meter høje møller i Tjæreborg Enge ud i glemslens mørke - det samme har Plan & Miljøudvalget ønsket at gøre. Arkivfoto: JV
Det bliver Esbjerg Byråd, der endegyldigt skal vende tomlen nedad i forhold til de omdiskuterede 180 meter høje vindmøller i Tjæreborg Enge. Plan & Miljøudvalget har indstillet det plangrundlag, der ville gøre opsætning af gigantmøller muligt, til forkastelse.

Esbjerg: Der kommer ikke 180 meter høje møller op i Tjæreborg Enge - i stedet fastholdes det nuværende, gamle plangrundlag, der tillader møller i op til 130 meters højde.

Det er den anbefaling, som Plan & Miljøudvalget på mandagens møde vedtog at oversende til endelig blåstempling i Esbjerg Byråd, og siden vil også Vattenfall, der i sin tid søgte om lov til at opsætte fire møller i 180 meters højde til erstatning for de gamle, cirka 100 meter høje møller, der står der i dag, også få et brev med afvisning og forklaring.

Det oplyser formanden for Plan & Miljøudvalget, Karen Sandrini (S).

- Det er vigtigt for udvalget, at samtlige partier i Esbjerg Byråd kommer ind over beslutningen, og derfor er vi i udvalget enige om, at sagen skal en tur forbi byrådet, siger Karen Sandrini.

Annonce

Sagen kort

Som tidligere omtalt i JydskeVestkysten eksisterer Vattenfalls projekt formelt ikke længere i kommunalpolitisk regi, da energiselskabet den 26. januar som bekendt meddelte, at man midlertidigt trak projektet, mens man undersøger, om der kan gøres noget for at reducere generne ved markeringslys og skyggekast på de store møller.

Energiselskabet gjorde dog også klart, at man ønskede at fastholde projektet i den højde, der er planlagt, og at selskabet ville vende tilbage med mølleprojektet i 2022 - efter kommunalvalget, der finder sted til november.

Hverken Vattenfall eller andre vindmølle-folk behøver efter alt at dømme at ulejlige sig med at møde op med endnu et projekt for gigantmøller.

En række partier, herunder Venstre og Socialdemokratiet, der i dag er Esbjerg Byråds største partier og snildt kan danne flertal i det 31 mandater store byråd, har dog meldt ud, at man under alle omstændigheder fremover ikke kommer til at tillade møller med blink og markeringslys, og det betyder nej til møller over 150 meter, som er grænsen for, hvornår der skal opsættes lys af hensyn til flytrafikken.

Annonce

Oprydningen har skabt bekymring

På mandagens møde i Plan & Miljøudvalget stillede Hans Erik Møller (S) desuden spørgsmål til selve oprydningen efter nedtagne møller i Tjæreborg Enge. Han er blevet bekymret for de store mængder beton og armeringsjern, der efterlades i jorden, når møller tages ned.

Hvis Vattenfall havde fået tilladelse til opsætning af de fire, 180 meter høje møller, ville de nuværende otte som bekendt skulle fjernes, men selve betonfunderingen under de gamle møller ville kun skulle fjernes ned til én meters dybde, hvilket ville efterlade tonsvis af betong og gammelt jern i Tjæreborg Enges undergrund.

Ifølge Hans Erik Møller har forvaltningen lovet at vende tilbage med et notat på, hvilke muligheder kommunen har for at få ryddet op efter vindmølle-eventyret, når det engang slutter.

Sagen kort

Vattenfall ønsker udskifte de otte eksisterende, ældre møller i omkring 100 meters højde i Tjæreborg Enge med fire nye gigantmøller i 180 meters højde.

Projektet blev præsenteret og sendt i offentlig høring sidste år, og det medførte en sand storm af protester fra borgerne i Tjæreborg, der for nylig indleverede godt 1.800 underskrifter imod projektet. Blandt andet skyggekast fra møllerne og de blinkende varslingslys, der af hensyn til flysikkerheden skal påmonteres møllerne, vakte bekymring.

Den 26. januar meddelte Vattenfall så, at man midlertidigt trak projektet, mens man undersøgte muligheden for en reduktion af generne.

En del borgere uden for en afstand af seks gange møllens højde har indbetalt et gebyr på 4000 kroner for at komme i betragtning til en senere erstatning for værditab på deres ejendomme, men de ventes at få tilbagebetalt pengene, når byrådet endegyldigt forkaster de til Vattenfalls projekt hørende plangrundlag og sender meddelelse til Vattenfall og Energistyrelsen om beslutningen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sydjylland For abonnenter

Regeringen vil tvinge tyske præster til at oversætte deres prædikener: - Det ville være en disrespekt uden lige

Annonce