Annonce
Erhverv

34.000 overnattende gæster årligt: Nu udvider Slukefter Kro med flere værelser

Det er i det hvide hus bag Torben Skaarup, at der skal bygges syv nye værelser til Slukefter Kro, som han har ejet siden 2008.Foto: Stine Hygum
I de seneste tre år har der årligt været 34.000 overnattende gæster på Slukefter Kro. Nu udvider kroen med syv værelser.

VEDSTED: 48 værelser. Så mange var der, da Torben Skaarup overtog Slukefter Kro i 2008. Siden er der kommet flere til, så der i dag er 52 værelser. Men der er ikke værelser nok på kroen, derfor skal der laves yderligere syv værelser i løbet af det næste år.

Forberedelserne er i gang. Kroejeren har købt et af nabohusene, som skal huse de nye værelser.

Huset er allerede gjort klar til, at håndværkerne kan gå i gang med at lave de nye værelser. Torben Skaarup forventer, at de går i gang med de første værelser til januar. Derefter følger de næste fem værelser.

Annonce

34.000 gæster

- Vi har i de seneste tre år haft 34.000 overnattende gæster om året, siger Torben Skaarup.

Hen over sommeren har kroen haft en belægningsprocent på 100 - og derfor, så er det nu på tide at udvide antallet af sengepladser på kroen.

- Vi går i gang med at lave de første værelser i starten af det nye år, siger Torben Skaarup.

Udover Slukefter Kro, så har han også Dannevang i Kelstrup og ejer sammen med en kompagnon Christie's Sdr. Hostrup Kro.

Slukefter Kro har, ifølge Torben Skaarup, også en lang række stamkunder, som nyder at komme til Vedsted flere gange om året.

- Vi har gæster, der kommer her 15 gange om året, siger Torben Skaarup.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Nye tegn på jødehad er skændige

I disse dage er det 81 år siden den uhæmmede ondskab blev sluppet løs, da nazisterne og deres medløbere angreb jødiske synagoger, forretninger og hjem. Cirka 600 værgeløse mennesker blev myrdet i perioden mellem den 7. og den 13. november, mens omkring 30.000 blev sendt i koncentrationslejre som optakt til en forfølgelse, der senere blev uendelig meget værre med seks millioner myrdede jøder i den tysk kontrollerede del af Europa. Men en af de sørgeligste og mest tåbelige fordomme, nemlig antisemitismen, lever stadig – også her i Danmark. Således kan Randers Amtsavis berette, hvordan flere end 80 gravsteder på byens jødiske begravelsesplads natten til søndag blev skændet med maling og klistermærker i form af gule davidsstjerner med påskriften ”Jude”. Denne stjerne blev forfølgelsens symbol for ofrene, der var tvunget til at bære tegnet på deres religiøse tilhørsforhold fra 1941 og indtil deres død eller for de få heldiges vedkommende frem til krigens afslutning. Samme afskyelige klistermærke er også blevet placeret på postkassen foran en jødisk families bopæl i Silkeborg. Blandt antisemitismens mange fædre er uvidenhed, fordomme og banal trang til at gøre andre mennesker ondt. For rationelt tænkende mennesker er fænomenet derfor uforståeligt. I Danmark har der levet jøder i hvert fald siden 1600-tallet og måske endnu længere tilbage. Siden 1814 har jøderne haft nøjagtig de samme rettigheder som alle deres øvrige danske landsmænd og er en fuldt integreret del af vores fælles fædreland. Naturligvis har jødiske danskere ydet enorme bidrag til dansk kultur, videnskab og økonomi. Men reelt er der ingen grund til specielt at fremhæve den dansk-jødiske histories stjerner. Vores indbyggere med jødisk baggrund bidrager uanset deres position til vores samfund ganske som alle andre danskere. Og uanset religiøs baggrund har alle danskere ret til et liv i frihed og tryghed. Disse fornyede tegn på jødehad er ganske enkelt skændige.

Annonce