Annonce
Sønderborg

Udviklingshæmmet beboer overfaldet i sit hjem

Genrefoto: Michael Bager
En beboer på Botilbud Skrænten i Sønderborg er blevet overfaldet ved sin lejlighed. Politiet efterforsker sagen. Kommunen overvejer skærpet sikkerhed.

Sønderborg: Lørdag den 29. juni blev en beboer på et botilbud for udviklingshæmmede, Skrænten i Sønderborg, overfaldet i sit hjem.

- Vi kan bekræfte, at der er sket et overfald, men derudover ønsker vi ikke at kommentere sagen, da den stadig bliver efterforsket, fortæller Helle Lundberg, der er kommunikationsrådgiver ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Skrænten er et af Sønderborg Kommunes botilbud for voksne med nedsat fysisk eller mental funktionsevne. På Skrænten bor omkring 40 personer, der er udviklingshæmmede i let til moderat grad. Sønderborg Kommune bekræfter hændelsen men ønsker ikke at oplyse sagens detaljer.

- Der har været en episode på Skrænten. Jeg kan ikke komme nærmere ind på omstændighederne. Når vi ikke har sagt noget ud i offentligheden, er det fordi, vi har et særligt hensyn til beboerne, forklarer plejecenterchef for Sønderborg Kommune, Joan Slaikjer Hansen.

Annonce

Intern håndtering

På grund af overfaldet har kommunen nu appelleret til beboere og pårørende om at tage sig nogle forholdsregler.

- Vi har gjort beboere og pårørende opmærksomme på tricktyve, og vi har sagt, at man skal bede om identifikation, hvis der kommer en, man ikke kender, og at man ikke bør have større pengebeløb i sin lejlighed, fortæller Joan Slaikjer Hansen.

Hun tilføjer, at hjemmeplejen er blevet indskærpet at overholde faste tidspunkter, så beboerne ved, hvornår på døgnet nogen kommer på besøg.

Der er personale på botilbuddet døgnet rundt, men efter overfaldet overvejer kommunen nu også at skærpe sikkerheden yderligere.

- Det er på tale, at der kommer et andet adgangssystem på Skrænten. I dag fungerer det som en almindelig boligforening, hvor man kan gå direkte ind i trappeopgangen, forklarer Joan Slaikjer Hansen.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Annonce