Annonce
Esbjerg

Uenighed bag fyring af direktør i Esbjergs største boligforening

Peter Sandager er fortid som direktør Esbjergs største boligforening, Ungdomsbo. Uenighed om boligforeningens kurs er forklaringen, oplyser formanden. Arkivfoto
Det vakte opsigt, da Esbjerg og omegns største boligforening forleden meddelte, at direktøren gennem syv-otte år er fratrådt øjeblikkeligt.

Esbjerg: Ingen havde vel forventet, at Peter Sandager, direktøren for Esbjerg og omegns største boligforening, Ungdomsbo, ville holde lige så længe som sin forgænger på posten, Tonny Nissen, forretningsfører gennem 44 år.

Alligevel kom det som en gedigen overraskelse for de fleste, at den store boligforening fredag oplyste, at organisationsbestyrelsen med øjeblikkelig virkning har indsat ny en direktør, der erstatter Peter Sandager, som fik syv-otte år på posten.

I pressemeddelelsen oplyser Claus Peter Aanum, formand for Ungdomsbos bestyrelse, at man har ønsket en ny profil til at varetage den daglige ledelse, og at man derfor har ansat Flemming Agerskov Christensen som ny direktør.

Flemming Agerskov Christensen, 55 år, har hidtil udfyldt rollen som projektchef i Ungdomsbo, og boligorganisationen er således på jagt efter en ny person på den post.

Annonce

Den enkelte forklaring er, at vi og Peter Sandager ville forskellige steder hen i forhold til forskellige projekter.

Claus-Peter Aanum, formand, Ungdomsbo

Ingen kommentarer

Uden at gå i detaljer oplyser Claus Peter Aanum, at det var uenighed, der ledte til bruddet mellem Ungdomsbo og Peter Sandager.

- Den enkelte forklaring er, at vi og Peter Sandager ville forskellige steder hen i forhold til forskellige projekter. Derudover har jeg ikke mere at tilføje, fortæller Ungdomsbo-bestyrelsesformanden.

Han ønsker som nævnt ikke at uddybe uenighederne eller oplyse, hvilke projekter uenighederne knytter sig til, men ifølge avisens oplysninger har der længe været utilfredshed med Peter Sandagers ledelsesstil, ligesom der har også været utilfredshed med ham fra de andre boligforeninger.

Peter Sandager, der privat er bosiddende i Strib ved Middelfart, er fratrådt med øjeblikkeligt virkning og har overladt kontoret på Nygårdsvej til Flemming Agerskov Christensen.

Claus Peter Aanum ønsker ikke at oplyse, hvad det koster at komme af med Peter Sandager, som skal have løn i det næste halve år.

JydskeVestkysten har været i kontakt med Peter Sandager, der ikke ønsker at kommentere afskedigelsen:

- Jeg henholder mig til den aftale, jeg har indgået med Ungdomsbo, siger han.

Ungdomsbo administrerer op imod 4.000 boliger i Esbjerg og på Fanø.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

IS-medlem er inderligt uvelkommen

Et tidligere medlem af Islamisk Stat ankom mandag til Danmark, og blev straks anholdt. Manden har siddet fængslet i Tyrkiet, men blev sendt til Danmark på begæring af de danske myndigheder. Formentlig skal man være jurist for at forstå, hvorfor Danmark har bedt om at få den pågældende udleveret. Han er inderligt uvelkommen. Manden er den 28-årige Ahmad el-Haj. Han er af palæstinensisk oprindelse, men ærgerligt nok udelukkende dansk statsborger. Passet kan han derfor ikke miste. Trods det danske pas er det naturligvis grotesk at påstå, manden er vendt hjem. Danmark er ikke et hjem for mennesker, der har vendt os ryggen og direkte kæmpet mod landets interesser. Justitsminister Nick Hækkerup er blevet kritiseret for at lægge pres på domstolene i sagen om den den udleverede. Ministeren har nemlig sagt, at manden forhåbentlig bliver dømt for de forbrydelser, han har begået. Kritikken kommer fra De Radikale og Enhedslisten. Strengt taget har de ret i, at det ikke er en ministers, men domstolenes opgave at vurdere, om en sigtet er forbryder eller ej. Men ikke desto mindre er Nick Hækkerups spontane reaktion absolut forståeligt. Så skulle en domstol kende den pågældende skyldig, sker det forhåbentlig efter straffelovens paragraf 114. Den såkaldte terrorparagraf åbner nemlig mulighed for fængsel på livstid. Sanktionen er aldeles passende, hvis den 28-årige skulle vise sig at have deltaget i Islamisk Stats uhyrlige forbrydelser. Måtte han i givet fald aldrig komme på fri fod eller i hvert fald sidde i fængsel, til han er en meget gammel mand ligesom den firedobbelte politimorder Palle Sørensen. Han tilbragte 33 år bag tremmer. Ahmad el-Haj blev ifølge flere medier hårdt såret under et bombeangreb og sidder i kørestol. Han har fortalt Weekendavisen, at han inderligt fortryder sine handlinger. I betragtning af de konsekvenser hans indsats for Islamisk Stat har haft for ham selv, er det såmænd ganske muligt. Nogen formildende omstændighed er det imidlertid ikke.

Annonce