Annonce
Kolding

Uenigheder om økonomi fører til grim skilsmisse mellem fodboldklubber

Eliteholdet hos KoldingQ må ikke længere træne på kunstgræsbanen på Mosevej Sportsplads. - Det er en ærgerlig forstyrrelse på sæsonen, udtaler bestyrelsesformand hos Kolding Q, Niels Sterndoff. Arkivfoto.
Kolding Boldklub har forbudt kvindefodboldklubben KoldingQ at spille på kunstgræsbanen på Mosevej Sportsplads. Det kommer som en reaktion på, at KoldingQ ikke har betalt en udestående gæld til tiden.

Kolding: Kolding Boldklub og kvindefodboldklubben KoldingQ skilles endeligt, når KoldingQ flytter på nye baner i Bramdrupdam til december, men uenigheder mellem de to klubber har gjort skilsmissen grim.

KB har forbudt KoldingQ adgang til at træne på kunstgræsbanen på Mosevej Sportsplads og tilhørende faciliteter. Det skyldes, at KoldingQ skylder nogle penge til Kolding Boldklub. Det betyder, at klubben spillere i øjeblikket må træne på forskellige anlæg i Kolding, hvor de kan få plads.

- Så længe de ikke har betalt de penge, som de skylder os, så vil vi ikke åbne kunstgræsbanen og vaskefaciliteterne for dem, siger Carsten B. Grubach, der er formand for KB.

For nogle år siden lånte KoldingQ et større beløb hos KB. Det blev siden aftalt, at beløbet skulle betales tilbage ad fire omgange - henholdsvis den 1.juli. og 1. oktober i år og 1. januar og 1. april i 2020. KoldingQ har ikke betalt de to første rater, som det var aftalt.

KoldingQ vedkender, at klubben ikke har betalt pengene, men fastholder, at man gerne vil betale, så snart klubben kan.

- Vi vil gerne betale pengene, men giv os noget luft. Vi har haft omkostninger, der går til loftet, for at lave nogle nye faciliteter til pigerne, som er unikt i danmark, siger Niels Sterndorff, der er bestyrelsesformand i KoldingQ.

KoldingQ har for nyligt fremlagt et forslag om at betale dele af gælden. Forslaget ligger lige nu på at afdrage 15.000 kroner om måneden, indtil gælden er betalt. Det har Kolding Boldklub afvist. Klubben fastslår, at de ikke forhandler med KoldingQ.

- Hvis de ikke betaler, som det oprindeligt var aftalt, så kommer de ikke til at spille på vores baner, siger Carsten B. Grubach.

Annonce

KoldingQ's nye baner

KoldingQ flytter til et nyt fodboldanlæg ved Bramdrupdam Hallerne, hvor BGIF Fodbold i forvejen holder til, og hvor man nu indleder et tæt samarbejde med pige- og kvindefodbolden i KoldingQ.

Her bliver de to af de eksisterende baner udskiftet med nye kunstgræsbaner, og desuden opfører man et såkaldt goal-anlæg. Til den største af banerne etableres efter planen en tribune med 500 siddepladser plus et 2000 kvadratmeter stort opvarmningsområde.

Banerne forventes at være klar til kamp i starten af december.

Kolding Boldklubs uvillighed til at forhandle har frustreret KoldingQ, der ærgrer sig over, at uenigheder mellem ledelserne skal gå udover spillerne i KoldingQ.

- Hver gang jeg stikker hånden frem, så er det ikke godt nok for Kolding Boldklub. Lad os nu lægge uenighederne bag os og finde en løsning, så det ikke skal gå udover pigerne, siger Niels Sterndorff.

Det er ikke første gang, der er dårlig kemi mellem klubberne. Uenighederne var blandt årsagerne til, at KoldingQ har besluttet, at man nu vil flytte fra Mosevej til nye faciliteter ved Bramdrupdam Hallerne.

Niels Sterndorff har forslået et møde imellem klubberne med kommunen som opmand, men det har Kolding Boldklub også afvist. Hos KB mener man ikke, kommunen bør indblandes i striden. Klubben holder fast i sit standpunkt, at KoldingQ skal betale pengene, som det oprindeligt var aftalt.

- Mit job er at varetage Kolding Boldklubs interesser. Vi er i øjeblikket igang med at rydde op i vores økonomi, som var et morads for et år siden, så vi har ikke råd til at eftergive en større sum hos KoldingQ, siger Carsten B. Grubach.

- Det er som en børnehave, hvor man ikke kan sætte sig ned og snakke om tingene. Jeg synes, det er pinligt for fodbold i Kolding, mener til gengæld Niels Sterndorff.

Klubberne skilles endeligt, når KoldingQ rent fysisk rykker fra KBs baner den 7. december. I fremtiden spiller man på baner, som er ved at blive anlæg i Bramdrupdam.

I mellemtiden er KoldingQ igang med at finde alternative steder at træne, indtil banerne i Bramdrupdam står klar.

Eliteholdet, som spiller lørdag, er i øjeblikket i nedrykningsfare i landets bedste fodboldliga for kvinder, Gjensidige Kvindeligaen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender "Yahya Hassan 2" på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. "En overrumplende karakterfuld og kanongod bog", mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har "chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv." Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans "banale børnerim". At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye "karakterfulde og kanongode bog": "JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED". Versalerne er forfatterens valg.

Billund

Ansættelsesstop i resten af 2019: Alle områder rammes i Billund Kommune

Annonce