Annonce
Aabenraa

Uheld eller hærværk: Modstandere jubler over væltet vildsvinehegn

Billedet er taget fredag umiddelbart vest for Rudbøl. Privatfoto
Medlemmer af Facebookgruppen "Vildsvinehegn - nej tak" hylder et billede, som viser en del af vildsvinehegnet, der er blevet væltet. Naturstyrelsen tror dog, der er tale om en vildfaren landbrugsmaskine eller lastbil.

Rudbøl: "Tak for civil ulydighed", "De skulle have en medalje" og "Tear down this wall!"

Det skorter ikke på roser i Facebook-gruppen "Vildsvinehegn - nej tak". Her har en bruger lagt billeder op af dele af vildsvinehegnet, der er blevet væltet, og det er tilsyneladende noget, der vækker glæde hos hegnets modstandere.

Hos Naturstyrelsen er skovrider Bent Rasmussen opmærksom på sagen.

- Det er ovre i hegnets vestlige del, hvor en relativ lang strækning er fuldstændigt smadret, siger han.

Han mener dog ikke - i modsætning til hvad de glade modstandere antyder - at der er tale om hærværk.

- Det er enten en landbrugsmaskine eller lastbil, som har kørt ind i det. Vejen er ret smal lige der. Det har ikke noget med hærværk at gøre, og vi opfatter det som et uheld. Men vi synes selvfølgelig, at man skal henvende sig, hvis man er kommet til at ødelægge statens ejendom. Det er jo et forsikringsspørgsmål, siger Bent Rasmussen.

Annonce
"Du kommer ikke herind", står der på plakaten, der indgår i den dansk-tyske udsmykning på vildsvinehegnet. Foto: Lars Salomonsen

Han er godt klar over, at hegnet vækker vrede hos nogen.

- Vi er opmærksomme på, at det er en kontroversiel sag, og når der sker noget, vil der nok være en tendens til at sætte det ind i en sammenhæng, hvor man synes, det passer ind, siger han om de jublende kommentarer på Facebook.

Han oplever generelt ikke hærværk på hegnet. Men den dansk-tyske venskabsgruppe "Wildschweinezaun der Liebe" har valgt at udsmykke vildsvinehegnet med guirlander og citater i Ellund syd for grænsen. Det har den gjort for at vise, at båndet mellem Sønderjylland og Sydslesvig er stærkere end et stykke metal.

Den slags får lov til at hænge.

- Det er også en måde at udtrykke sin demokratiske ret til at være uenig. Egentlig synes jeg, det er en rigtig tiltalende måde at give udtryk for, at man synes, tingene skal være på en anden måde. Det er et harmløst, men også effektivt signal at sende. Det skal folk have lov til, så længe det ikke er i vejen for vores arbejde, siger Bent Rasmussen.

Det væltede hegn skal dog ordnes.

- Det er ikke blevet fikset endnu, men det bliver det, siger Bent Rasmussen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Golfklub udsat for indbrud

Kommentar For abonnenter

FestiValhal: Stor, større, konkurs?

Det kan godt være, at der nu er dem, som hævder; Hvad sagde jeg? Der er – i tråde på de sociale medier – allerede dem, der mener, at sådan måtte det jo gå! Alt sammen kan det passende høre ind under kategorien: Set i bagklogskabens ulideligt klare lys. Som en falleret byggematador engang udtrykte sig. JydskeVestkysten kunne tidligere på ugen bringe nyheden om, at Skifteretten i Esbjerg har indledt en konkurssag mod Thomas Klintrup, som kendes som manden bag den store musikevent; FestiValhal. Der er, og der vil også fremover være rigtig mange meninger omkring dette musikalske arrangement tæt ved friluftsscenen og Valhal i Jels. Konkurssagen er en trist nyhed. Men det er nu engang sædvanligvis den, der bestiller musikken, som også skal sørge for betalingen. Anderledes kan det ikke være. Men uanset, hvordan sagen ellers vendes og drejes, så står det ikke rigtig til diskussion, at FestiValhal vitterlig fik Jels på kortet. Alting starter som oftest i det små, og sådan var det også med denne festival tilbage i sommeren 2016, hvor der var lidt langt mellem gæsterne. Men som årene gik, så fik musikentusiaster fra nær og fjern mere og mere interesse for det musikalske arrangement. Særligt i 2018 og igen tilbage i maj i år var der fyldt rigtig godt op. I år havde FestiValhal så vokseværk, da en ny scene blev etableret umiddelbart syd for Valhal. Dermed var det en festival med to udendørs scener og en enkelt indendørs, og programmet blev samtidig afviklet over to dage. FestiValhal fortsatte dermed sin vækst. Selv om vækst som oftest betragtes som noget positivt, så ved ikke så få erhvervsfolk, at balancen mellem vækst og resultatet på regnskabets bundlinje kan være en rigtig farlig linedans. Denne balance har også været svær for Thomas Klintrup og hans stab. Økonomien holdt ikke, og i dag står flere samarbejdspartnere tilbage som kreditorer med tilgodehavender. Klintrups iværksættertrang, hans ihærdighed og også visioner for koncert-arrangementet kan ingen fornægte. Han så en mulighed for at udnytte de perfekte omgivelser ved friluftsscenen og søen i Jels. Og Klintrup kæmpede og forsøgte til det sidste med det yderste af neglene at holde fast i sit projekt. For år tilbage var det nærmest en fast tradition med både sommerfest og en open airkoncert på friluftsscenen, men da Jels Idrætsforening tilbage i 2008 brænder fingrene og må indkassere et stort underskud på en ellers forrygende Gnags-koncert, så trækker foreningens festudvalg følehornene til sig. Så blev der stille på friluftsscenen - altså lige med undtagelse af vikingernes huseren hver eneste sommer. Thomas Klintrup var manden, som fik brudt stilheden, når det gælder koncerter. Nu tyder alt på, at den igangværende konkurssag gør en ende på FestiValhal. Trist for i særdeleshed personen Thomas Klintrup og hans nærmeste – men også gevaldigt ærgerligt for Jels. Byen og også Vejen Kommune er blevet et kulturelt arrangement fattigere. Gad vide om der sidder nogen rundt omkring i Jels, som tænker den tanke, at de sidste fire års arrangementer har skabt et fundament for en festival. Noget at bygge videre på … GOD 2. SØNDAG i advent

Annonce