Billund: En helikopter af modellen Robinson R22, som bruges til øvelsesflyvning, var tirsdag først på aftenen involveret i et uheld i Billund Lufthavn.
Det bekræfter Jens Rønberg, der er vagtchef ved Sydøstjyllands Politi.
- Det er en helikopter, som har stået på jorden eller været i gang med landing, som der sker et eller andet med, så den vælter om på siden, sagde han først på aftenen om uheldet, der blev anmeldt klokken 17.19.
Det var en elev og instruktør, der var ombord på helikopteren, da uheldet skete.
Skal undersøges nærmere
Som det fremgår af vagtchefens udtalelse, var selve omstændighederne omkring uheldet uklare. De skal dog undersøges nærmere.
- Ligesom hvis noget brænder, eller hvis der er et færdselsuheld, så kører vi ned og undersøger det, skriver en rapport på det, snakker med vidner og foretager gerningsstedsundersøgelse. I det her tilfælde får vi også havarikommissionen til at give deres besyv med, sagde Jens Rønberg.
Der var ifølge vagtchefen tale om en mindre helikopter, og der skulle angiveligt ikke være nogen alvorligt tilskadekomne som følge af uheldet.
- Umiddelbart skulle der ikke være nogen, der er kommet til skade, men jeg kan ikke afvise, at der er nogle, der har fået knubs i forbindelse med uheldet, siger Jens Rønberg.
Uheldet og de efterfølgende undersøgelser skulle ikke påvirke lufthavnstrafikken.
Helikopteren ejes af Billund Air Center, og der er ingen sigtede i forbindelse med hændelsen.