Annonce
Haderslev

Ulovligt fravær: Skoleleder hilser mere fleksibilitet velkommen

På Louiseskolen forsøger souschef Bente Kjærulf samt skoleleder Tine Charlotte Poulsen at få hverdagen til at gå så godt som muligt i en corona-tid. Arkivfoto: Jacob Schultz
De 206 elever og 160 ansatte på Louiseskolen i Haderslev passer deres skolegang og arbejdsdag som normalt med de begrænsninger, coronaen giver. For skoleleder Tine Poulsen handler det om tryghed for alle - også forældrene.

Corona: De 208 børn og unge på Louiseskolen i det nordlige Haderslev har efterhånden vænnet sig til at leve med coronaen. For de fleste elever på specialskolen er det derfor blevet helt almindeligt, at der ikke er morgensamlinger med fællessang, at man går ind gennem hver sin indgang, og at man kun leger på én bestemt del af legepladsen - samt at der skal vaskes hænder - hele tiden.

- Børn er heldigvis børn, og de har nu i snart et år levet med, at de skal vaske meget mere hænder. Når man kun er ti år, er det meget længe, og de tænker ikke mere på det. Det er blevet helt naturligt, siger lederen af Louiseskolen, Tine Poulsen.

Hun medvirkede søndag aften i TV-Avisen, hvor de meget skrappe regler for fravær på specialskoler og i specialklasser var til debat. Her fortalte Tine Poulsen om, hvordan det øgede smittetryk som følge af den verdensomspændende corona-situation håndteres på Haderslev-skolen.

For mens eleverne i folkeskoler og på ungdomsuddannelser med få undtagelser er sendt hjem til nødundervisning, og familier nu også opfordres til at holde deres børn hjemme fra daginstitutionerne, hvis de har mulighed for det, så gælder der helt andre regler for nedlukning og nødundervisning på specialområdet. Hvis man har et barn eller ung, der modtager undervisning på specialskole, i specialklasse eller på STU, bliver man ifølge lovgivningen straffet med en registrering for ulovligt fravær, hvis man holder sit barn hjemme.

Annonce

Mere frihed

Tine Poulsen hilser derfor Haderslev-politikernes  forsøg på at lempe de meget strikse regler med henvendelsen til undervisningsministeren velkommen. En lempelse vil give hende og andre skoleledere større frihed til at vurdere, om et specialbarn skal i skole eller kan undervises derhjemme af forældrene.


Hvis vi kan få en større fleksibilitet til at vurdere, om et barn har bedst af at komme i skole eller ej, vil det pres blive fjernet, og jeg tror, at mange forældre vil føle sig mere hørt og set.

Tine Poulsen, skoleleder på Louiseskolen


- Der har været forældre, som har ringet eller på de sociale medier har udtrykt bekymring på grund af det øgede smittetryk, og nogle har også valgt at holde deres barn hjemme. Så har jeg jo måttet sige til dem, at uden en lægeerklæring er det ulovligt fravær. Hvis vi kan få en større fleksibilitet til at vurdere, om et barn har bedst af at komme i skole eller ej, vil det pres blive fjernet, og jeg tror, at mange forældre vil føle sig mere hørt og set, siger Tine Poulsen, der dog samtidig også har talt med forældre, der er lykkelige for, at deres børn kan komme i skole og her få den struktur og hverdag, der er bedst for dem.

- Jeg skal som skoleleder stå til ansvar for, at alle børn er trygge, og for nogle børn vil det være mest trygt, at de kan være  hjemme, mens det for andre børn vil være mest trygt at komme i skole, siger Tine Poulsen, der fortæller, at forældre-bekymringerne ikke fylder helt så meget som i sidste uge, da skolen åbnede igen efter juleferien.

Annonce

Rengøring og test

Angst handler ifølge Tine Poulsen om følelser og håndteres forskelligt, og det gælder for alle - både forældre, børn og personale. Hun har også ansvaret for, at de 160 medarbejdere er trygge ved at komme på arbejde.

Også de har i det seneste år måttet vænne sig til at arbejde anderledes. Fællesmøder og fællesfrokost er der ikke noget, der hedder. Møder foregår virtuelt - og ofte i det fri, og frokosten spiser man hver for sig på Louiseskolen.

Lærer og tillidsmand, Bjørn Jensen, udtalte til DR, at det ikke føles trygt:

- Vi sidder mellem seks og otte elever samt tre voksne i små lokaler. Vi føler ikke, vi kan tage vare på os selv og børnene, lød det fra ham i udsendelsen.

Tine Poulsen tager bekymringen alvorlig. Mere rengøring og hurtigere test er store ønsker fra personalet, som hun tilslutter sig og er gået videre med til forvaltningen. Det kan ikke håndteres på skolen.

- Jeg oplever, at når personalet er her og i gang med at arbejde, så er de professionelle. Men lige som alle os andre kan de selvfølgelig blive bange, når de kommer hjem og oplever, hvordan alt er aflyst og nyhederne taler om øget smittetryk.

- Det er menneskeligt, derfor prøver vi også at tale med de enkelte medarbejdere for at finde ud af, hvordan vi gør tingene bedst muligt i en situation, som ingen af os har stået i før, siger hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Esbjerg

Tre smittede familier tæt på at lukke Esbjerg Gymnasium: Borgmester kræver anden model for nedlukning

Annonce