Annonce
Esbjerg

Undersøgelse: Der mangler liv og nærvær på de kommunale plejehjem

En række beboere på plejehjem i Esbjerg Kommune har deltaget i en undersøgelse om aktiviteter på plejehjemmene. De fleste efterspørger mere nærvær og mere åbne plejehjem. Bileldet her er fra Tjæreborg Ældrecenter. Arkivfoto: Martin Ravn
En undersøgelse blandt nogle af kommunens plejehjemsbeboere viser, at de savner input fra verden udefra og tid til nærvær og dybe samtaler.

Esbjerg Kommune: Dørene til plejehjemmene i Esbjerg Kommune skal åbnes mere op mod det omkringliggende samfund.

Det er en af de anbefalinger, som politikerne har fået efter gennemførsel af en brugertilfredshedsundersøgelse af aktiviteter blandt beboere på plejehjem i Esbjerg Kommune. Her er beboerne blevet spurgt til deres opfattelse af og tilfredshed med aktiviteterne i hverdagen, og der tegnede sig et ret klart billede ud fra besvarelserne.

- De fleste af de adspurgte gav udtryk for, at der sådan set er nok aktiviteter af fysisk karakter. Det, der bliver efterspurgt, er mere åbne plejehjem med aktiviteter af anden karakter. Beboerne savner flere input og folk udefra, der kommer ind, siger Olfert Krogh (DF), der er formand for Sundhed- og Omsorgsudvalget i Esbjerg Kommune.

I anbefalingen nævnes, at de enkelte plejehjem kan stille lokaler til rådighed til for eksempel foredragsaftener eller madkurser, som kan benyttes af forskellige beboere i kommunen, og plejehjemsbeboerne kan også deltage i et vist omfang.

Annonce

Undersøgelsen

Brugertilfredshedsundersøgelsen af aktiviteter blandt beboere på plejehjem i Esbjerg Kommune er blevet gennemført efter ønske fra politikerne i Sundhed- & Omsorgsudvalget.

Indsamling af svar er sket på 6 forskellige plejehjem, hvor i alt 18 beboere er blevet interviewet.

Plejehjemmene er fordelt over hele kommunen, og de adspurgte beboere er mellem 67 og 98 år.

Alle adspurgte var dårligt gående og skulle have hjælp til at komme rundt ved hjælp af enten kørestol eller rollator.

Flere gode samtaler

Olfert Krogh nævner også, at flere besøg af for eksempel børn og hunde kunne være med til at give lidt mere liv på plejehjemmene.

Et andet ønske, som går igen i besvarelserne, er mere nærvær, tid og tilstedeværelse. Flere af de adspurgte har svaret, at de faktisk savner snakke som netop den, der fandt sted under interviewet, hvor der var tid og en følelse af en person, der lyttede ordentligt efter og udviste oprigtig interesse.

Det tredje ønske, der fremgik af undersøgelsens besvarelser var, at beboerne ønskede mere fokus på indflytningsprocessen på plejehjem, så nye beboere bliver bedre inkluderet i fællesskabet omkring aktiviteter.

Hanna

Marianne Poulsen er datter af demensramte Hanna Helt Jensen, som i november flyttede ind på Østerbycentret. Som hjemmeboende havde Hanna i flere år deltaget i aktiviteterne på daghjemmet, men efter indflytningen fik hun at vide, at hun ikke måtte deltage længere, da daghjemmet som udgangspunkt er forbeholdt hjemmeboende borgere. Det fik Hannas verden til at falde i grus, og efter protester til plejehjemmets ledelse og forvaltningen fik Hanna bevilget tre dage ugentligt på daghjemmet.

Resten af ugens dage savner demensramte Hanna fortsat de små doser socialt samvær og motion, som aktiviteterne på daghjemmet giver hende. Datteren Marianne Poulsen mener derfor også, at det er en god idé med åbne plejehjem og mere tid til gode snakke.

- Det er helt klart nogle af de rigtige ting at gøre. Det sociale skal vægtes højere, og det er ikke nødvendigvis sosu-assistenterne, der skal stå for det. Der burde være aktivitetsmedarbejdere på alle plejehjem, og så kunne pårørende, vennekredse, hjemmeboende ældre og andre frivillige bidrage. Det handler om at bruge kræfterne og ressourcerne bedst muligt, siger Marianne Poulsen.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce