Annonce
Esbjerg

Undersøgelse: Esbjerg leverer ikke på klimaforventninger

Esbjergensernes svar i Rambølls undersøgelse er et godt afsæt til, at man i højere grad end i dag skal have fokus på optimering af bæredygtighed og klimaforbedringer, når byen skal udvikles, mener Claus Tornbo, afdelingsleder for Byggeri i Rambøll Esbjerg. Foto: Rambøll
Borgerne mener ikke, at Esbjerg leverer på god sammenhængende kollektiv trafik og klimavenlige bygninger, viser en undersøgelse fra Rambøll.

Esbjerg Kommune: Esbjergenserne mener ikke, at deres by leverer på god sammenhængende kollektiv trafik og klimavenlige bygninger.

Det viser den undersøgelse om bæredygtige byer, som Rambøll har fået udarbejdet. I undersøgelsen er esbjergenserne blandt andet blevet bedt om at prioritere, hvilke områder inden for bæredygtighed, der er væsentlige for byens udvikling, og de adspurgte skulle samtidig vurdere, om byen også lever op til målene. De tre største forskelle mellem borgernes prioriteringer og deres forventninger ligger indenfor transport, byggeri og energiområdet.

Hele 71 procent af borgerne i Esbjerg mener, at en god sammenhængende kollektiv trafik er af væsentlig betydning for, om byen er bæredygtig, men kun 20 procent mener, at Esbjerg rent faktisk lever op til det.

Endnu værre ser det ud, når esbjergenserne skal vurdere på energieffektive offentlige bygninger. 73 procent siger, at disse er en væsentlig faktor for, om deres by er bæredygtig, men blot 17 procent synes, at byen lever op til det.

Og tilsvarende gab er der mellem, hvor mange borgere, der finder det væsentligt, at offentlige bygningerne benytter grøn energi. Hele 73 procent lægger vægt på det offentliges brug af grøn energi, mens blot 22 procent svarer, at byen lever op til det.

- Det er et godt afsæt til, at vi i højere grad end i dag skal have fokus på optimering af bæredygtighed og klimaforbedringer, når vi udvikler byen. Det gælder både for bolig- og transportområdet, men også for både kommunale og private projekter, mener Claus Tornbo, afdelingsleder for Byggeri i Rambøll Esbjerg, i en pressemeddelelse.

Annonce

Betalingen

  • Esbjergensernes villighed til at betale for klima og bæredygtighed adskiller sig ikke betydeligt fra resten af byerne. Inden for de enkelte temaer er der dog prisstigninger, hvor esbjergenserne skiller sig ud:
  • De esbjergensere, som er blevet spurgt om, hvorvidt de er villige til at betale 1.000 kroner mere for at klimasikre deres bolig, er mere betalingsvillige end resten af byerne i undersøgelsen.
  • De esbjergensere, som har svaret på, om de er villige til at betale 600 kroner mere for CO2-neutral elektricitet, er mindre betalingsvillige end resten af byerne.
  • 50 procent af esbjergenserne mener, at det godt må koste kommunen flere penge inden for de næste fem år at håndtere husholdningsaffald, så affaldet bliver genanvendt.
  • 60 procent af esbjergenserne er enige i, at det må koste flere penge for dem selv over de næste fem år at sørge for, at deres boliger er energieffektive.
  • Men mindre end hver tiende esbjergenser mener, at det ikke må koste mere over de næste fem år at få mere af strømmen fra grønne energikilder.
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce