x
Annonce
Esbjerg

Undren over afgørelse i byggesag: Bekymrende at lovgivning tolkes så forskelligt

Kønt er det ikke, som det idag ser ud ved Jesper Rohr Jørgensens grund ved Varde Hovedvej, hvor alt var gjort klar til at opføre JRJ Anlægs nye firmadomicil. Men forbipasserende må se på det lidt endnu, da Planklagenævnet har afvist kommunens landzonetilladelse. Arkivfoto: Kåre Welinder
Esbjerg Kommune forsøgte efter bedste evne at hjælpe en mindre erhvervsdrivende i Ribe, da de gav JRJ Anlæg den landzonetilladelse, som en afgørelse fra Planklagenævnet nu har trukket tilbage. Folketingsmedlem Anders Kronborg finder det bekymrende, at gældende lovgivning på området kan tolkes så forskellige som i sagen om JRJ Anlæg.

Ribe: I sidste uge afgjorde Planklagenævnet, at anlægsgartner Jesper Rohr Jørgensen ikke må opføre nyt firmadomicil ved Varde Hovedvej nord for Ribe.

Landzonetilladelsen fra Esbjerg Kommune blev trukket tilbage, men fra flere kanter noterer man sig undrende, hvordan der kan tolkes forskelligt i en gældende lovgivning. Blandt andet mener folketingsmedlem Anders Kronborg, at det er bemærkelsesværdigt, at Planklagenævnets afgørelse har givet flere nye spørgsmål end svar.

- Det er en ulykkelig sag for en mindre erhvervsdrivende, og det er bekymrende, at en lovgivning kan tolkes så forskelligt. Og særligt, når JRJ Anlæg hele vejen igennem har været i kontakt med de relevante myndigheder, synes jeg det stiller flere spørgsmål i sagen. Det er bekymrende. Borgeren har handlet i god tro, og ser man sagen fra hans perspektiv har han gjort alt det rigtige, har fået sine tilladelser og er nu bare slået tilbage til start. Alt han har fået ud af det, er en masse besvær, siger Anders Kronborg, der nu dykker ned i sagskomplekset for at undersøge det nærmere.

Bør man se nærmere på Esbjerg Kommunes ageren i sagen, når det er dem, der har givet landzonetilladelsen?

- Jeg forstår ikke, der kan være uklarhed om, hvad man må og ikke må. Det er ikke min opgave at fælde dom over nogen, men det er klart, at man kan stille spørgsmål ved de tilladelser, kommunen har givet. JRJ Anlæg har brugt mere end to mio. kr. indtil videre på dette, og de kommunale tilladelser er noteret i min notesbog, når jeg nu får adgang til at se nærmere på hele sagen, siger Anders Kronborg.

Annonce

Planklagenævn

16. marts kom der afgørelse fra Planklagenævnet i sagen om landzonetilladelsen fra Esbjerg Kommune til JRJ Anlæg.

Danmarks Naturfredningsforening klagede over den givne tilladelse i foråret 2019, og med otte stemmer mod tre besluttede Planklagenævnet, at kommunens afgørelse om tilladelsen ikke længere gælder.

Danmarks Naturfredningsforening havde desuden klaget over en dispensation givet af Esbjerg Kommune til en lille bro og en overkørsel over en markkanal.

Vurderinger

Hos Esbjerg Kommune tager man Planklagenævnets afgørelse til efterretning.

Planchef Peter Bagge forklarer, hvordan Esbjerg Kommune altid træffer afgørelse ud fra en konkret faglig vurdering efter gældende lovgivning, og man er ked af, at Planklagenævnets afgørelse går imod kommunens.

Peter Bagge noterer sig ligesom Anders Kronborg, at det i sagen om JRJ ikke var en enstemmig afgørelse, og at tre af Planklagenævnets medlemmer vurderede sagen på samme måde som Esbjerg Kommune, men for kommunen har det afgørende været, at man har forsøgt at hjælpe en mindre virksomhed.

- Vi har forsøgt at hjælpe med de ønsker, virksomheden har haft ud fra planlovens formål om at medvirke til vækst og udvikling i hele landet, siger Peter Bagge og henviser til Planlovens paragraf 1. Han forklarer dog samtidig, at der ofte er tale om vurderinger, når der træffes afgørelser i landzonetilladelser.

- Det viser afgørelsen fra klagenævnet også klart i denne sag, idet den ikke er enstemmig. Vi vil nu tage en dialog med Jesper Rohr Jørgensen for at se, hvad der måtte være af muligheder i forhold til den afgørelse der er truffet, siger Peter Bagge.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar

Byens butikker skal bruges - også efter coronakrisen

Fredag eftermiddag blev jeg ringet op. Min frisør havde taget fat i sin kalender og var begyndt at kontakte alle de kunder, hun har eller rettere havde en aftale med i sin salon. Min yngste og jeg stod for tur lige før påske, men den tid kan i sagens natur ikke gennemføres, så min udmærkede frisør ville lige høre, om hun måtte ringe mig op på den anden side. På den anden side af coronakrisen. Lad frisøren være bare et eksempel af mange på, hvordan de selvstændigt erhvervsdrivende kæmper for deres forretninger i disse uger. Frisøren får assistance fra Folketingets hjælpepakker, så hun regner med at klare sig, men hjælpepakker gør det ikke alene. For ville kunderne også være hos hende efter coronaen uden et opkald? HERMED TIL BUTIKKERNE i Aabenraas gågade: Mange af dem ligger lukkede hen, enkelte har genåbnet, og flere gør sig samme overvejelse. I denne uge blev vi på redaktionen kontaktet af Gitte Jensen og Solvejg Jensen fra henholdsvis Tinzon House og Ole Chokolade. De ville gerne fortælle, at de var begyndt at samarbejde nærmest under mottoet - køb lidt hos den ene og få noget med fra den anden også. Dette budskab havde de fortalt på Facebook, men som de konstaterede, er de sociale medier ikke alt, og de ville da gerne have lidt hjælp af os gennem både vores trykte og digitale platforme hos Jysk Fynske Medier. Her i kommunen og landsdelen JydskeVestkysten og Aabenraa Ugeavis. DEN SLAGS GØRES under sædvanlige omstændigheder i annoncer, men her har jeg så valgt undtagelsen - ikke for at hjælpe de to forretninger alene. Eller specifikt, men for at lade Gitte og Solvejg og deres butikker være eksemplet på, at krisetider tvinger virksomheder, forretninger og alle andre selvstændige til at lede efter nye veje til indtægterne. Som Gitte Jensen fra Tinzon House formulerer det: - Jeg tænkte, at vi ville være et godt match. For Solvejg og Ole Chokolade er det højsæson i påsken, og hvis nu vi kunne gøre noget i fællesskab, løfte noget sammen, kunne vi måske holde hjulene i gang. For de to butikker og alle andre kan vi håbe, at det lykkes. At de også vil være her på den anden side. For der kommer en dag, hvor normaliteten vender tilbage. Formentlig i små bidder, men også til den tid skal vi huske, at forretningslivet i gaderne kun er der, hvis det bruges. Af os. I DENNE TID har vi opdaget, hvad det vil sige, og hvordan det føles, når gaderne forekommer at være søndagsforladte hele ugen. I flere uger. Der mangler noget. Byens butikker har også brug for dit lokale engagement efter coronaen. Eller som Solvejg Jensen formulerer sit ønske: - Fra kunder hører jeg, at de føler sig skræmte over, at der er så lukket. Sådan kunne det måske blive engang. Vores håb er, at de vil købe lokalt. Og min egen frisør - hun kan bare ringe. PAS PÅ HINANDEN

Annonce