Som 15-årig tog han dommerkort og allerede som 20-årig dømmer han kampe i Serie 2.
Martin Ellegaard har gjort lynkarriere som fodbolddommer, efter han i 2016 fik fløjten i hånden. Efter et par år med ungdomskampe blev Martin rykket i Serie 4 i efteråret 2018. Han dømte Serie 3 i 2019, og blev så herefter indplaceret i Serie 2 fra foråret 2020. Det skriver DBU Jylland i en pressemeddelelse.
Skudsmålet fra Sønderjydsk Fodbolddommerklub om den unge dommer er meget flatterende.
- Martin er en meget kollegial dommer. Vellidt, ærlig og med et åbent sind, og er hele tiden optaget af at dygtiggøre sig i dommerfaget, lyder det blandt andet i dommerklubbens indstilling.
Hans fremmøde til vinterens samlinger og træninger er flittigt, og det står klart for enhver, at Martin Ellegaard hele tiden stræber efter at dygtiggøre sig.
Martin er også en del af den såkaldte "Firebande", som består af fem unge dommere, der på skift møder op til hinandens kampe. Efterfølgende sparrer de om kampens forløb og støtter hinanden, så der hele tiden er opbakning og mulighed for at blive endnu bedre.
På grund af corona-restriktioner blev prisen overrakt udendørs forud for DBU Jylland Region 4’s årsmøde. Med den regionale pris følger et diplom, blomster og to landskampbilletter.