Annonce
Vejen

Ung kioskejer er træt af beskyldninger: Afviser salg af tobak til børn og unge

Mikkel Bodilsen købte sidst år Citykiosken med tilhørende spillehal i Brørup. Den åbnede i oktober. Foto: Jacob Schultz
Mikkel Bodilsen fra Citykiosken i Brørup er ekstra opmærksom på reglerne for salg af tobak og derfor gør det ondt at blive anmeldt.

Brørup: En politianmeldelse for salg af tobaksvarer til mindreårige har fået ejeren af City-kiosken i Brørup til tasterne. "Vi sælger IKKE til mindreårige", skriver Mikkel Bodilsen i et opslag på Facebook.

Mikkel Bodilsen har ikke selv hørt noget fra myndighederne, men han har fået kendskab til, at kiosken skulle være anmeldt til politiet. Og det gør ekstra ondt, fordi Mikkel Bodilsen har fokus på netop dette område.

- Det gik jeg også meget op i, da jeg var butikschef i Netto, hvor vi havde forskellige måder at tjekke alder på. Her i City Kiosken er vi begyndt at at bede om ID fra folk, der ser ud til at være 23 år eller derunder for at være på den helt sikre side. Det har så også nogle ulemper. En kunde flegnede forleden ud over en af mine ansatte, fordi han var 26 år og havde overskæg. Men med mundbind er det også blevet endnu sværere at se, hvor gamle folk er, siger Mikkel Bodilsen til JydskeVestkysten.

Annonce


Her i City Kiosken er vi begyndt at at bede om ID for folk, der ser ud til at være 23 år eller derunder for at være på den helt sikre side

Mikkel Bodilsen, kioskejer


Når mindreårige ryger eller køber snus er Mikkel Bodilsen ikke i tvivl om, hvordan det foregår:

- Deres venner, som er 18 år, køber til dem. Vi ved ikke hvem. Vi ved bare, det sker. Er det vores ansvar? Nej. Følger vi reglerne? Ja, siger Mikkel Bodilsen.

Vil i dialog

Citykiosken har tidligere haft kontrolbesøg. Der var ikke noget at komme efter.

- Det, der kommer til at ske, er, vi igen får uanmeldt besøg, og vi igen ikke får nogle anmærkninger. Jeg har det fint med kontrolbesøgene, for vi skal da straffe de banditter, der bevidst overtræder reglerne. Og jeg kan også godt forstå, at forældrene er bekymrede, hvis de unge ryger, siger Mikkel Bodilsen.

Overtrædes reglerne med salg af tobaksvarer til mindreårige, kan det give bødestraf.

Mikkel Bodilsen forstår ikke, hvorfor der er opstået rygter om forholdene i kiosken.

- Det spreder sig med lynets hast i små byer, og det går stærkt. Lige pludselig hed det sig også, at vi solgte hash og stoffer. Det er bare ikke noget, man har brug for som selvstændig. Det er megatræls, siger Mikkel Bodilsen.

Han vil derfor gerne i dialog med dem, som eventuelt har anmeldt kiosken og folk, der har spørgsmål. Nummeret er lagt åbent ud i Facebookgruppen 6650 Brørup.

Kioskejer Mikkel Bodilsen har det svært med bysladder. Han vil hellere i dialog. Foto: Jacob Schultz
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Kolding For abonnenter

Steen havde job, kone, børn og hus - men røg på flasken: Nu bor han på forsorgshjem og forsøger at komme ud af sit misbrug

Sydjylland

Region Syddanmark i top: Markant færre corona-patienter i respirator døde end i resten af landet

Annonce