Annonce
Udland

Ung mand dropper sagsanlæg mod Kevin Spacey

Brian Snyder/Reuters
Afslørende optagelser af påstået seksuelt overgreb på mobiltelefon er forsvundet i sag mod filmskuespiller.

En ung mand, som beskyldte Kevin Spacey for et seksuelt overgreb på en bar i Massachusetts, har opgivet en civil retssag mod den Oscar-vindende filmskuespiller forud for en ny retshøring i sagen.

Manden, som rejste sagen, har underskrevet en erklæring om, at han af egen fri vilje trækker sagsanlægget tilbage fra en domstol i Nantucket, Massachusetts. Han begrunder ikke sin beslutning.

En høring om anklagerne mod Spacey skulle have fundet sted mandag i den kommende uge ved en distriktsdomstol i Nantucket - en ø, som er præget af velhavere, og hvor det påståede overgreb skulle være sket i juli 2016.

William Little, som har anmeldt den kendte skuespiller, har sagt, at han optog episoden på en mobiltelefon. Skuespilleren er blevet beskyldt for at have forulempet den unge mand ved angiveligt at skulle have berørt hans kønsorganer.

Episoden skulle være sket, da Little som 18-årig var ansat på en bar i Nantucket.

De afslørende optagelser er imidlertid blevet væk ifølge Littles advokater.

Spaceys forsvarsteam havde krævet at se dem før en retssag.

Little har sagt, at han udleverede telefonen til politiet i december 2017. Han har ikke set den siden. Politiet hævder imidlertid, at telefonen blev udleveret til den unge mans far, som siger, at han ikke husker det.

Dommeren i sagen ville mandag spørge Little ud om telefonen.

Spacey, som i dag er 59 år, risikerede op til fem års fængsel, hvis han var blevet fundet skyldig i sagen, der har været ødelæggende for hans karriere.

Han blev på grund af sagen udelukket fra den populære serie "House of Cards", ligesom han mistede en central rolle i instruktøren Ridley Scott's "All the Money in the World". I sidste øjeblik blev Spaceys rolle givet til Christopher Plummer.

/ritzau/AFP

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Annonce